Glædelig fredag og glædelig Valentine’s Day, hvis I altså fejrer det!
Gæt, hvem der lige nu befinder sig på Coffee Industry i Fiolstræde med sin bærbare og en 41 kroners café latte, præcis som i gamle dage? Med benet oppe og med rigtige bukser på. Gamle dage som i før den skæbnesvangre decemberaften, hvor jeg gled i badekarret og bum, så var det slut med traveture med barnevogn og latter (og lattér) i byen.
Da jeg kom hjem efter 6 dages indlæggelse/6 dages adskillelse fra min baby, sagde jeg til min mor, at der nok ville komme en følelsesmæssig reaktion på det hele fra min side på et eller andet tidspunkt. Jeg har endnu ikke haft det helt store sammenbrud, og jeg er heller ikke sikker på, at det kommer. Jeg føler sorgen og frustrationen i mindre portioner hver dag.
Eftermiddagene er værst for mig. Altså, når min mor er taget hjem. Der bliver jeg angst for, hvordan aftenen skal gå; hvordan jeg skal underholde Ellinor, når jeg ikke kan gå, stå, osv. Chuck er der selvfølgelig og er meget på, så det er 100% i mit hovede, men angstmonstret føles meget virkeligt, når det er der. Dagen er stadigvæk ung, når jeg begynder at glæde mig til at komme i seng. Jeg lever for de par timer, jeg har i sengen, hvor Ellinor sover og hvor jeg selv burde sove, men hvor jeg ligger og kører rovdrift på min livlinje – min telefon. Jeg læser åndsforsnottede fora og skriver med min mor på trods af, at vi har været adskilt i allerhøjest fire timer og ses igen om mindre end tolv. Små beskeder med emojis og korte gennemgange af vores respektive aftener.
Jeg tror aldrig, at jeg har befundet mig i en periode, hvor hver dag føles så ens og monton. Mit liv er et reb med små knuder, der markerer begyndelsen og slutningen på en given dag, men som dårligt nok mærkes, når man bevæger hånden ned af det.
Kan I mærke, at det er svært for mig at holde fanen højt for tiden?
Ellinor har det godt og har alt/får alt, hvad hun har behov for. Hun har så mange omkring sig, der elsker hende, og hendes liv har på ingen måde ændret sig til det værre – tværtimod. *praying hands emoji*
Der er ikke noget bedre, end når hun griber fast i mit hoved med sine små fedtede og forsavlede hænder og hiver mig i håret, mens hun hardcore sutter på min hage. Eller når hun borer sine små skarpe french-tips negle (tager det barn biotin-tilskud bag min ryg eller hvad?) ind i mine kinder og kigger på mig hviner, som om det er mig, der får solen til at stå op om morgenen.
Men det er jo hende, der er solen. Min sol. Min lille stjernesol.
Der er selvfølgelig også plusser ved min nuværende situation. Jeg har masser af kvalitetstid med min mor (som kommer hver dag og hjælper mig), masser af kvalitetstid med Ellinor, og så er jeg endelig begyndt på Ellinors bog, som jeg skriver i hver dag i de timer, hvor min mor går tur med hende i barnevognen. (Og der er som regel også tid til lidt Real Housewives of Beverly Hills…). Det er ligesom guldet i krisen.
Jeg har fortsat ondt i mit ben. Mit lårben er brækket, men det er primært knæet, der giver mig problemer. Jeg fik fremskyndt min tid hos ortopædkirurgen, der opererede mig, så jeg har en tid på mandag, hvor vi bl.a. skal tale om, hvad der kan/skal gøres med mit knæ. Metalskinnen, som de har sat ind, går lige igennem et ligament, og senebåndet kører hen over skinnen hver gang, jeg flexer (bøjer) knæet. Det giver et lille smæld, som gør hammer ondt, og gør, at jeg kun kan bøje benet ca. 90-100 grader. Med tiden vil senebåndet blive revet over. Jeg har selvfølgelig også ondt i resten af benet, men det kan ligesom overdøves af smertestillende. Med knæet er det straks noget andet. Det er der hele tiden. Og det er IKKE meningen.
Pis lort.
Nå, nok ynk fra mig. Om lidt kommer min mor og Ellinor og joiner mig – og senere Chuck – og i aften kommer der X-Factor, hvilket jeg overhovedet ikke har fulgt med i, men det er alligevel hyggeligt at vide, at det kommer. Ved I, hvad jeg mener?
God weekend!
