Følg:
Hverdagsglimt, Morskab

Telegrammer fra barselsboblen

barnevognstur

Det er lørdag formiddag. I aften skifter vi over til vintertid. Det kommer ikke til at forstyrre vores rytme, for vi har ikke rigtigt fundet en rytme endnu. Men vi arbejder på det, og det går bestemt fremad.

***

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været i bad. Jeg har ikke redt mit hår siden, så det inderste lag er filtret helt til i nakken. Heldigvis er det dækket til af manken ovenpå, så er det er kun mig, der ved, at alt indenunder er kaos. Jeg plejede at gå i bad hver aften, som et fast ritual, hvor jeg “vaskede dagen af mig” – uanset, om den havde været god eller dårlig. Nu kan jeg snildt falde i søvn på en stofble sovset ind i gylp, og sved er kun et problem, hvis det lugter.

Hver dag iklæder jeg mig troligt min “barselsuniform”: grå joggingbukser og en stor tyk bluse. Jeg børster for det meste tænder, men er for doven til at vaske mit ansigt, og makeup er kun til særlige lejligheder, hvor jeg også skifter joggingbukserne ud med jeans. Hot mama.

***

Min datter sover lige nu i sin barnevogn. Den er også blevet hendes seng om natten, da hun skal rokkes i søvn, når hun vågner i nattens mulm og mørke. Hun elsker den orange sut fra Fakta allermest – og den skal gemmes, når gummiet en dag punkterer, og det er tid til at skifte den ud. Den skal gemmes sammen med klemmen fra hendes afklippede navlestrengsstump, som min mor var så klog og betænksom at gemme, da jeg ikke havde sovet i flere døgn og slet ikke kunne overskue, hvad der var “vigtigt”. Hendes anden yndlingssut forsvandt i mørket, da jeg var til babybio i Empire med min mødregruppe. (Genialt koncept, by the way. 10/10 do recommend.)

***

Jeg har ikke fået startet en bog til hende endnu, på trods af, at hun er næsten tolv uger gammel. Jeg kan huske hendes fødsel så tydeligt samt de efterfølgende dage på barselsgangen, men alt efter det – alt efter hjemkomsten – er fuldkommen sløret til i mit hoved. Jeg kan f.eks. ikke huske præcist hvornår, det blev tydeligt, at jeg måtte skifte helt over til flaske. Noget, jeg ikke kan tale om uden at tude. Min mor siger, at jeg kæmpede en brav kamp for at få det til at fungere, men jeg kan ikke huske noget – kun at jeg lejede en brystpumpe fra BabySam, som jeg fik brugt meget lidt, da jeg befandt mig i en så voldsom grad af (b.la. søvn)underskud, at jeg nu sidder og ikke kan huske noget.

***

Min datter er vokset. Hendes hår er blevet længere, hendes ansigt rundere, og de bukser, der engang var alt for lange, bliver nu strukket godt ud med hendes lange ben. Hun er så perfekt. Hun er så fin. Hun er så smuk og dejlig. Jeg har stadigvæk svært ved at forstå, at hun har været inde i mig – og at jeg har kunnet skabe noget så fuldkomment. “Tror du, hun ved, at jeg er hendes mor?” spørger jeg sommetider min egen mor, når jeg føler mig allermest usikker og tænker, at jeg blot tolereres. Er spædbørn generelt ikke ret taknemmelige? Tager hun sig til takke med mig? Har hun “givet op”? Hun spiser, smiler, pludrer, og har i en længere periode sovet godt om natten. Hun virker glad og tilfreds (også ifølge sundhedsplejersken), men alligevel nager den dårlige samvittighed hele tiden.

Den, som starter allerede i graviditeten.

Den, som vil være der til éns dages ende.

For ikke at nævne den konstante følelse af utilstrækkelighed.

***

I går rejste min svigermor hjem, efter at have været på besøg hos os i ti dage. Hun fik (endelig) set sit barnebarn, og jeg blev (endnu mere) bevidst om, hvor svært det må være for hende, at være så langt væk. Men, hvad kan man gøre? Billeder og videoer er jo ingenting sammenlignet med at opleve hende “live”. Men jeg kan jo ikke trylle.

***

Jeg har udvidet min “trygheds-radius” i forhold til barnevognsture. I starten var min comfort-zone yderst lille, da jeg var hunderæd for, at hun skulle vågne og græde ustyrligt. Som førstegangsforælder ligger det endnu ikke på rygraden, at håndtere sådan en situation. Men jeg bliver modigere og modigere for hver dag, og nu – næsten tolv uger senere – er der langt færre ting, der skræmmer mig. Jeg har fortsat svært ved at slappe rigtigt af, når jeg/vi er ude – og det er på trods af, at hun er en utrolig “nem” baby. Hvad det så end betyder. Hun har kun få gange i sit liv været sådan rigtig utrøstelig og begge gange skyldtes det, at hun var sulten. As God is my witness, she’ll never be hungry again. Så – med sutteflasker og ekstra sutteflasker og ekstra ekstra sutteflasker i pusletasken, hvad er der så at være bange for? Hvad er det værste, der kan ske?

Hvad, hvis folk kan se, at jeg ikke ved, hvad jeg laver? Hvad, hvis folk kan se, at jeg stadigvæk gætter mig frem? Burde jeg ikke have knækket mit eget barns kode endnu?

siger stemmen.

***

Jeg er begyndt at notere nogenlunde, hvordan vores dage forløber sig ift. flasker, lure, gåture, aktiviteter, osv. Det skulle eftersigende kunne være en hjælp til at skabe et overblik, når nu sekunderne, minutterne, timerne, dagene, ugerne, månederne synes at smelte sammen. Ordet “barselsboble” er meget rammende, for ikke at tale om “ammehjerne”. Jeg har flere gange forladt et supermarked uden mine varer (et shout-out til de venlige sjæle, der hver gang er løbet efter mig: merci fordi du’ til) og så var der den dag, hvor jeg glad og fro dukkede op til min 8 ugers undersøgelse – en dag for sent, altså. Så, til dem, der tror, at begrebet “ammehjerne” er en myte… jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har måttet gå tilbage efter mobiltelefon, pusletaske, rejsekort, barn (just kidding)… Så… det der ammehjerne? Jep, that shit is real.

Share on
Previous Post Next Post

Relateret

No Comments

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.