Følg:
    Livet, Morskab
    3 måneder med Ellinor, min Ellinor

    Torsdag d. 7/11 fyldte Ellinor 3 måneder. Tænk, at hun kun har været her i 3 måneder – det fatter jeg simpelthen ikke. Det føles allerede så naturligt, som om jeg har gjort det altid. Madet hende, badet hende, skiftet hende, kysset hende, sunget hende i søvn. Holdt hende i min favn. Jo, jeg er vokset op med en del yngre søskende, men jeg var kun 9 1/2, da min yngste bror blev født, så det forklarer jo så ikke, hvorfor jeg får regelmæssigt deja-vu af, at have gjort alle de her babyrelaterede dagligdags-ting en million gange før.

    Måske er det blot et instinkt, der er blevet vækket i mig. Noget, der lod vente på sig – ihvertfald mentalt – men som nu blomstrer på den allersmukkeste og naturligste måde. Det er endelig blevet forår inde i mig. Lyst, luftigt, og farverigt – ihvertfald for nu. Ihvertfald i dag. Det kan så hurtigt skifte. Men det er jo livet, ikke? Op- og nedture. Især, når man bliver smidt hovedkuls ind i en ny tilværelse, som man på ingen måde kan forberede sig på.

    Det er simpelthen ulig noget andet. Man vil aldrig opleve noget tilsvarende. Det lyder voldsomt provokerenede, I know, og jeg er ikke blevet én af dem, der hårdnakket påstår, at man ikke har levet, før man har fået børn. Det er ikke for alle, og vi alle vores egen vej her i livet, og ingen er bedre i stand til at vurdere, hvor den vej skal tage os hen, end os selv. Jeg kan bare sige, at for mig har det (indtil videre) været den vildeste, mest angstprovokerende oplevelse at blive mor, og jeg har svært ved at forestille mig noget andet, der kan trykke på så mange af mine knapper på samme tid.

    Men nu til Ellinor aka det dejligste, skønneste, smukkeste, sødeste, sjoveste lille menneske på jorden, hvis altså du spørger mig. Nutti-alarm, som min søster ville sige.

    “Man er ikke i tvivl om, hvem faderen er,” sagde en veninde for nyligt, og jeg må give hende ret. Ellinor ligner sin far helt vildt. Det er vist meget normalt i den første tid – noget med biologi og så videre. Derudover mener de flere i familien, at hun ligner dem. “Hun er virkelig smuk – hun ligner mig som lille,” sagde min far, da han så hende første gang. Må hun arve hans selvtillid.

    Jeg synes selv, at hun ligner mig en anelse, når hun smiler.

    Lige nu lader det også til, at hun har arvet sin fars temperament – eller mangel på samme. Hun er ihvertfald helt utrolig rolig, og pænt svær sådan rigtigt at pisse af. Hun er altid glad, når hun vågner – uanset, om luren har været lang eller kort. Af samme grund kalder jeg hende noget så originalt som “min glade morgenpige”, for hun lyser altid op i et kæmpe smil (med tungen ud og det hele), når man opdager, at dynen rør på sig, og så stikker sit grødhoved ned i barnevognen for at sige godmorgen. Uanset, om vi taler klokken kvart-i-kvalme eller hvad.

    Lige nu sover hun så godt om natten, at jeg næsten ikke tør tale om det, med frygt for at jinxe det. Hun er gået fra at sove max halvanden time ad gangen, til, ja, jeg tør ikke at sige det højt. Jeg har altid haft held med at synge hende i søvn (om hun så er blevet ved med at sove er noget andet), og lige nu er Pia Raugs “Jeg vil male dagen blå” favoritten, som regel efterfulgt af “Langt ude i skoven lå et lille bjerg”. Sidstnævnte hænger mig efterhånden langt ud af halsen, men den er så tilpas røvsyg, at den er en sikker vinder. Derudover supplerer jeg sommetider med “Que Sera Sera”, som jeg har sunget for hende helt fra hun var spæd. Det vil altid være vores sang, også selvom den nu har måttet træde lidt i baggrunden til fordel for Pia Raug.

    Hun elsker at kigge på køleskabet. Lige nu har vi kun nogle bogstavsmagneter i stærke farver på, og jeg går ud fra, at det er den skarpe kontrast mellem de farverige magneter og den skarpe hvide overflade, der begejstrer. Hun elsker også at se sig selv i spejlet, og smiler over hele hovedet, når konfronteret med sit eget spejlbillede. Monstro vi har en lille Instagram/Youtube-stjerne in-the-making? (Det håber jeg ikke). Hun har også opdaget sine hænder og jeg kan jævnligt høre hende sutte løs, når hun ligger vågen i barnevognen. Det lyder virkelig sjovt.

    Hun har masser af dobbelthager og folder i lårene, og så har hun det fineste jordbærmærke på højre arm. Hendes hårfarve lige nu kan bedst beskrives som beige, men det har til tider også et rødligt skær, som jeg mener, det har haft fra starten. Jeg er stadigvæk så forundret over, at hun blev født med hår på hovedet, når nu, jeg selv var pilskaldet det første stykke tid.

    Jeg er så glad for, at jeg nu er et sted, hvor jeg kan nyde at følge hendes udvikling. At jeg ikke blot er i overlevelses-mode hele tiden. At min angst for, at jeg skal gøre noget forkert/være utilstrækkelig/være årsag til, at hun ikke er dér, hvor hun skal være. Hun havde nogle dage for nyligt, hvor hun sov dårligt. Hvor jeg fik flashbacks til de første måneder, hvor jeg stortset ikke sov. “Er det mig? Er det min skyld? Er det fordi hun føler sig utryg?”, spurgte jeg jordemoderen, i forbindelse med Ellinors 3-måneders vacciner. (Svaret var nej – selvfølgelig nej). Og det vil nok være min første indskydelse i et stykke tid – at det har noget med mig at gøre. Men jeg har også altid været god til at slå mig selv oveni hovedet.

    Nå, nok baby-gushing. Jeg håber, at I får en strålende søndag, som indtil videre tager sig rigtigt godt ud, jo. Jeg tænker gåtur i byen, jeg tænker kaffe, jeg tænker returning af en masse fail-ting, jeg fik købt i Søstrene Grene i mandags. Hvad er jeres planer?

    Hverdagsglimt, Morskab
    Voksne er børn med rynker
    Barnevogn skygge

    Sidste tirsdag var lille E og jeg til babysalmesang for første gang i vores lokale kirke. Det var en blandet fornøjelse. Præsten var fantastisk – vældig engageret og nærværende – men mit indtryk af de øvrige forældre (som gruppe), var, at de havde nok i sig selv. Der var vist flere af dem, der havde været igennem forløbet før, muligvis med hinanden, eller også gik de i mødregruppe sammen. Ihvertfald var det som at ankomme til en fest, hvor man godt nok var inviteret, men hvor ingen havde noget imod/opdagede, hvis man gik med det samme igen. Faktisk var man måske endda lidt et forstyrrende element?

    Åh, hvor jeg kender den følelse, og hvor har jeg haft den mange gange før – specielt i studiemæssige sammenhænge og påtvunget gruppearbejde. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har følt mig usynlig og uønsket – eller hvor mange gange, jeg har følt mig forkert og anderledes-tænkende. Det er et scenarie, der synes at forfølge mig, hvorend jeg bevæger mig hen. Det er latterligt, hvor få gode sociale oplevelser, jeg har haft, siden jeg trodsede min socialfobi for snart ti år siden og startede på et studie. Hold kæft, hvor har det været ringe, altså. Pinligt ringe.

    Min yngste søster er 13 år gammel, og befinder sig derfor lige midt i suppen af intriger, drama, mobning, ensomhed, splitting, osv. Alt dét, vi tror hører den alder til. Det er noget, man skal deale med i en begrænset periode af éns liv, og qua tidens gang ender man til sidst et meget bedre sted, hvor alle er voksne og modne og rare og inkluderende. Jeg har ofte lyst til at fortælle hende, at det “bliver bedre”, at man bare lige skal ud på den anden side, og så kan alt det teenagefnidderi ellers parkeres i fortidens p-kælder. Bum. Men det er jo løgn, ik’?

    Jeg bliver gang på gang chokeret over den mangel på social ansvarsfølelse, som jeg oplever blandt voksne mennesker. De/vi er børn med rynker. Hverken mere eller mindre.

    Men jeg er også selv faldet i fælden. Jeg krymper mig stadigvæk over, hvordan jeg lod to nye elever stå totalt alene, fordi jeg (for engangs skyld) havde mit på det tørre. Og der var jeg altså 22 år gammel, og vi befandt os på en uddannelsesinstitution for voksne. Jeg blev senere tætte venner med én af dem, som på et tidspunkt fortalte mig, hvor ubehageligt det havde været at stå der, ny, uden for fællesskabet, hvor ingen syntes at have lyst til/behov for at sige: “Hej. Velkommen til. Hvor er det hyggeligt at møde dig.” Med andre ord: Der er plads til dig her. Jeg gjorde det heller ikke, på trods af, at jeg egentlig vidste bedre. På trods af, at jeg selv havde befundet mig i den situation flere gange. Men jeg tror, at jeg var så lettet over for engangs skyld at være en del af “de originale”, hvor jeg ellers ofte har måttet komme og gå midt i det hele.

    Så, jo, det er lidt komplekst, alt det med gruppedynamik og de processer, der forekommer, i mødet med andre mennesker (og dermed mødet med “sig selv”, eller den identitet, andre forsøger at pådutte én). Men det er sgu også ret simpelt: opfør dig ordentligt. Behandl andre, som du gerne selv vil behandles. Forvent mere af dig selv.

    Det er sgu ikke så svært igen.

    Men, det var fandeme dårlig stil af mig, og jeg tager det på min kappe. Not one of my proudest moments, og egentlig meget ulig mig. Som barn følte jeg et enormt socialt ansvar, men det var svært rigtigt at indfri det, da jeg stod udenfor gruppen, og derfor ikke havde meget at tilbyde. Min accept var ikke lig med gruppens accept. Alligevel oplevede jeg ofte, at de hurtigt fik “overhalet mig” – at de blev accepteret, hvor jeg så igen stod alene.

    Og det var SÅ pinefuldt.

    Nu er jeg voksen, og har heldigvis flere tætte relationer, hvor jeg føler mig anerkendt, påskønnet, særlig på den særligt gode måde. Af samme grund bliver jeg ikke såret, når jeg sidder blandt en gruppe forældre, som nærmest ikke anerkender min tilstedeværelse. Jeg bliver forarget, når jeg sidder til kaffe og brød mellem to mennesker, der begge vender sig om mod deres anden sidemand og jeg derfor sidder som bøffen mellem to rygge i en fucking dysfunktionel sandwich. Jeg kan godt få ondt i maven, da det trigger nogle gamle følelser, men mest af alt er det bare pinligt. Men ikke for mig.

    Needless to say: Jeg finder et andet babysalmesang-hold, for der er en myriade af hold at vælge imellem her på Østerbro. Babysalmesang er åbenbart the shit. Selvfølgelig kommer E’s behov først, og hvis der ikke var andre muligheder, havde jeg formentlig sucket det up, udvist udholdenhed, og fortsat for hendes skyld. Men sådan hænger verden heldigvis ikke sammen. Derudover tror jeg fuldt og fast på, at babyer og børn generelt kan fornemme, hvis deres forældre føler sig angst eller ukomfortabel i en given situation, og jeg ved ikke, om jeg vil kunne skjule, at jeg føler mig dårligt tilpas i dén forsamling. Det er nok meget at bede mig selv om.

    Desuden er udholdenhed jo ikke altid positivt. Nogle gange er det faktisk lidt halv-selvdestruktivt. Er det at sætte et godt eksempel, at jeg vælger at lide unødigt, så jeg kan bevise for mig selv, at det kan jeg godt? Det har jeg gjort SÅ mange gange før, af nød, pres, mangel på alternativer. Og der kan jeg måske være stolt af mig selv. Men her er det bare unødvendigt selvpineri.

    Situationen var både velkendt og ny. Velkendt, fordi jeg af flere omgange er blevet placeret i gruppesituationer, hvor jeg har følt mig uønsket og nærmest usynlig – som regel i studiemæssige sammenhænge. Ny, fordi jeg denne gang havde opsøgt dette sociale fællesskab udelukkende for min datters skyld, og derfor selv må træde et skridt tilbage og sige: Det kan godt være, at jeg ikke følte mig godt tilpas i selskabet med de øvrige voksne, men hvad med min datter? Hvis det er godt og givende for hende, burde det så ikke trumfe alt andet?

    Det vender jeg tilbage til.

    Det gode ved situationen var, at jeg fik bevist for mig selv, hvor langt jeg er kommet ift. min måde at opfatte situationer på. Jeg var mere vred og forarget end såret. For allerførste gang, havde jeg virkelig en klar følelse af, at det ikke havde noget med mig at gøre. At det havde været det samme, uanset hvem der måtte være trådt ind i det rum. Og det var så RART, at kunne komme til den konklusion og så så hurtigt. Jo, jeg fik trigget nogle gamle følelser, men samtidig føltes det hele så absurd, at jeg ikke rigtigt kunne tage det ind.

    Jeg har de sidste par ugers tid haft overskud nok til at kunne konfrontere nogle af de ting, jeg finder angstprovokerende og grænseoverskridende. F.eks. har jeg været ekstremt bange for at E har skullet vågne, når vi har været ude, for hvad, hvis hun blev fuldkommen utrøstelig? Det er aldrig sket før (eller, jo, det er det, men det var en begynderfejl, hvor jeg ikke var klar over, at hun var sulten), men hvad nu hvis? Én gang skal jo være den første. Men min angst smitter jo af på hende – det kan hun, selvom hun kun er 3 måneder gammel, mærke. Eller, det tænker jeg ihvertfald, at hun kan. Tænk, hvis hun får en følelse af, at jeg helst vil have, at hun sover. At jeg er urolig og ængstelig, når hun er vågen. At dét, at være ude, er “farligt” og utrygt. Jeg ville være SÅ ked af, hvis det var de følelser, jeg som mor, gav hende, bare fordi jeg selv har nogle issues, jeg tydeligvis ikke har bearbejdet.

    Og det er netop dér, hvor jeg tænker, at det er bedst for os begge, hvis vi finder et andet hold. For selvfølgelig skal hun have lov til at gå til babysalmesang, men uanset, hvor meget jeg forsøger at “fake” det, vil hun kunne mærke, at jeg ikke føler mig godt tilpas. Og hvorfor egentlig udsætte hende/mig/os for det, når der er tonsvis af kirker på Østerbro, der tilbyder netop denne aktivitet?

    Næ, vi siger tak for sangen og hopper videre til det næste.

    Hverdagsglimt, Morskab
    Telegrammer fra barselsboblen
    barnevognstur

    Det er lørdag formiddag. I aften skifter vi over til vintertid. Det kommer ikke til at forstyrre vores rytme, for vi har ikke rigtigt fundet en rytme endnu. Men vi arbejder på det, og det går bestemt fremad.

    ***

    Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været i bad. Jeg har ikke redt mit hår siden, så det inderste lag er filtret helt til i nakken. Heldigvis er det dækket til af manken ovenpå, så er det er kun mig, der ved, at alt indenunder er kaos. Jeg plejede at gå i bad hver aften, som et fast ritual, hvor jeg “vaskede dagen af mig” – uanset, om den havde været god eller dårlig. Nu kan jeg snildt falde i søvn på en stofble sovset ind i gylp, og sved er kun et problem, hvis det lugter.

    Hver dag iklæder jeg mig troligt min “barselsuniform”: grå joggingbukser og en stor tyk bluse. Jeg børster for det meste tænder, men er for doven til at vaske mit ansigt, og makeup er kun til særlige lejligheder, hvor jeg også skifter joggingbukserne ud med jeans. Hot mama.

    ***

    Min datter sover lige nu i sin barnevogn. Den er også blevet hendes seng om natten, da hun skal rokkes i søvn, når hun vågner i nattens mulm og mørke. Hun elsker den orange sut fra Fakta allermest – og den skal gemmes, når gummiet en dag punkterer, og det er tid til at skifte den ud. Den skal gemmes sammen med klemmen fra hendes afklippede navlestrengsstump, som min mor var så klog og betænksom at gemme, da jeg ikke havde sovet i flere døgn og slet ikke kunne overskue, hvad der var “vigtigt”. Hendes anden yndlingssut forsvandt i mørket, da jeg var til babybio i Empire med min mødregruppe. (Genialt koncept, by the way. 10/10 do recommend.)

    ***

    Jeg har ikke fået startet en bog til hende endnu, på trods af, at hun er næsten tolv uger gammel. Jeg kan huske hendes fødsel så tydeligt samt de efterfølgende dage på barselsgangen, men alt efter det – alt efter hjemkomsten – er fuldkommen sløret til i mit hoved. Jeg kan f.eks. ikke huske præcist hvornår, det blev tydeligt, at jeg måtte skifte helt over til flaske. Noget, jeg ikke kan tale om uden at tude. Min mor siger, at jeg kæmpede en brav kamp for at få det til at fungere, men jeg kan ikke huske noget – kun at jeg lejede en brystpumpe fra BabySam, som jeg fik brugt meget lidt, da jeg befandt mig i en så voldsom grad af (b.la. søvn)underskud, at jeg nu sidder og ikke kan huske noget.

    ***

    Min datter er vokset. Hendes hår er blevet længere, hendes ansigt rundere, og de bukser, der engang var alt for lange, bliver nu strukket godt ud med hendes lange ben. Hun er så perfekt. Hun er så fin. Hun er så smuk og dejlig. Jeg har stadigvæk svært ved at forstå, at hun har været inde i mig – og at jeg har kunnet skabe noget så fuldkomment. “Tror du, hun ved, at jeg er hendes mor?” spørger jeg sommetider min egen mor, når jeg føler mig allermest usikker og tænker, at jeg blot tolereres. Er spædbørn generelt ikke ret taknemmelige? Tager hun sig til takke med mig? Har hun “givet op”? Hun spiser, smiler, pludrer, og har i en længere periode sovet godt om natten. Hun virker glad og tilfreds (også ifølge sundhedsplejersken), men alligevel nager den dårlige samvittighed hele tiden.

    Den, som starter allerede i graviditeten.

    Den, som vil være der til éns dages ende.

    For ikke at nævne den konstante følelse af utilstrækkelighed.

    ***

    I går rejste min svigermor hjem, efter at have været på besøg hos os i ti dage. Hun fik (endelig) set sit barnebarn, og jeg blev (endnu mere) bevidst om, hvor svært det må være for hende, at være så langt væk. Men, hvad kan man gøre? Billeder og videoer er jo ingenting sammenlignet med at opleve hende “live”. Men jeg kan jo ikke trylle.

    ***

    Jeg har udvidet min “trygheds-radius” i forhold til barnevognsture. I starten var min comfort-zone yderst lille, da jeg var hunderæd for, at hun skulle vågne og græde ustyrligt. Som førstegangsforælder ligger det endnu ikke på rygraden, at håndtere sådan en situation. Men jeg bliver modigere og modigere for hver dag, og nu – næsten tolv uger senere – er der langt færre ting, der skræmmer mig. Jeg har fortsat svært ved at slappe rigtigt af, når jeg/vi er ude – og det er på trods af, at hun er en utrolig “nem” baby. Hvad det så end betyder. Hun har kun få gange i sit liv været sådan rigtig utrøstelig og begge gange skyldtes det, at hun var sulten. As God is my witness, she’ll never be hungry again. Så – med sutteflasker og ekstra sutteflasker og ekstra ekstra sutteflasker i pusletasken, hvad er der så at være bange for? Hvad er det værste, der kan ske?

    Hvad, hvis folk kan se, at jeg ikke ved, hvad jeg laver? Hvad, hvis folk kan se, at jeg stadigvæk gætter mig frem? Burde jeg ikke have knækket mit eget barns kode endnu?

    siger stemmen.

    ***

    Jeg er begyndt at notere nogenlunde, hvordan vores dage forløber sig ift. flasker, lure, gåture, aktiviteter, osv. Det skulle eftersigende kunne være en hjælp til at skabe et overblik, når nu sekunderne, minutterne, timerne, dagene, ugerne, månederne synes at smelte sammen. Ordet “barselsboble” er meget rammende, for ikke at tale om “ammehjerne”. Jeg har flere gange forladt et supermarked uden mine varer (et shout-out til de venlige sjæle, der hver gang er løbet efter mig: merci fordi du’ til) og så var der den dag, hvor jeg glad og fro dukkede op til min 8 ugers undersøgelse – en dag for sent, altså. Så, til dem, der tror, at begrebet “ammehjerne” er en myte… jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har måttet gå tilbage efter mobiltelefon, pusletaske, rejsekort, barn (just kidding)… Så… det der ammehjerne? Jep, that shit is real.

    Livet, Morskab
    Simply Mor
    Sofie og baby

    Den 7. august 2019 blev Chuck og jeg forældre til en sund og rask lille løvepige, som har vendt fuldkommen op og ned på vores liv (og døgnrytme, host). Hun er vældig sød og vi er vældig glade for hende, men det har været en måned, hvor vi har måttet lære alting the hard/heart way (som min farmor så fint sagde det), som også er tilfældet for alle andre førstegangsforældre, og vi har begge været (og er til dels stadigvæk) udmattede og overvældede. Måske mest udmattede nu. Vi er lige så stille ved at vænne os til livet som trekløver. Rip, Rap, og Rup. Los Tres Amigos. Peter, Paul, and Mary.

    Hun blev født via et planlagt kejsersnit, som ikke kunne være gået bedre. Jeg pønser lidt på at skrive en fødselsberetning; for hendes skyld, for min egen skyld, og for andre kvinder, som måske falder over min blog, og som skal føde gennem et planlagt kejsersnit, og måske er ved at skide grønne grise ved tanken (som jeg også var).

    Men tilbage til min datter. Jeg har fortsat svært ved at forstå, at hun er min. Altså, hun er selvfølgelig sin egen, men, tænk, at noget så bedårende og fint og skrøbeligt er kommet ud af mig. Af min krop. At det er hende, der har dyrket kickboxing og lavet saltamotaler og vejrmøller de sidste mange måneder inde i min mave. At det er hende, der har vokset sig fra noget mikroskopisk til en lille krabat med hår og hud og negle. Fine, lange negle, der bare venter på at blive ofre for mors neglelaks-fetish. (Om mange, mange år, bare rolig).

    Lige nu ligger hun og tager en lur, hvilket betyder, at jeg lever på lånt tid ift. at få udgivet dette indlæg. Så, i stedet for at friste skæbnen, vil jeg nu trykke “udgiv”, og så håbe, at jeg snart får foræret en time eller to, hvor jeg kan få skrevet noget mere. Der er VIRKELIG meget at fortælle.

    Graviditet, Hverdagsglimt
    Det travle barselsliv – nu med officiel countdown

    Der er gået lidt tid siden mit sidste pip herinde, men alt er i orden, og lige som det skal være for os allesammen. Jeg sover fortsat ikke så godt for tiden, og det tærrer naturligvis på energien – og muligvis også længden på min lunte.

    De varme dage har været hårde men ikke uudholdelige, og jeg prøver at komme ud hver dag. Vi har fået datoen for mit kejsersnit, så en officiel countdown er gået i gang, og det er virkelig underligt at kende den præcise dato for, hvornår det hele går løs. Og så endda en dato, som vi selv har valgt. Datoen er gudsketakoglov (og modsat min egen fødselsdagsdato: den eneste “dårlige” dato i juni) ikke en af Tycho Brahes såkaldte “uheldige dage” – og måske baby dermed får bare en smule mere medvind i livet, end sin mor.

    Men tilbage til mit overordentligt travle barselsliv. I går gik med at forhandle noget med en autostol på DBA, da min mor så rigtigt påpegede, at vi jo sådan set skulle finde en måde at få den lille hjem på, når vi bliver løsladt fra hospitalet. Vi har ikke bil, men det er der en masse andre i vores familie, der har, og det ville måske være en meget god investering – både på kort og lang sigt.

    Nu skal I høre, hvad jeg havde forestillet mig, når det kom til den store homecoming. Jeg havde forestillet mig, at vi da bare lige kunne trille hjem gennem Fælledparken med barnevognen – Chuck, Bebs og mig. No problem. Jeg havde så bare glemt at tænke på, at jeg lige har fået kejsersnit og formentlig har pissehamrende ondt, og selv har brug for noget med hjul under til at komme hjem. Og selvom Chuck kan mange ting, tror jeg ikke, at han kan skubbe en barnevogn og en kørestol samtidig. Så skulle han i al hemmelighed havde en fortid som cirkusakrobat – og den tror jeg altså ikke helt på.

    Så nu er jeg som sagt ved at købe en autostol, og det er nok ikke så dumt.

    Senere tog vi en tur ind til byen, hvor Chuck ringede til sin mor, og jeg sad på en bænk og løste krydsogtværs, mens jeg drak danskvand og lyttede til Beach Houses Depression Cherry. Det lyder vældigt sørgeligt, men hvis det ikke skulle være nu, at man bruger et par timer med hjernegymnastik og dream-pop, hvornår ellers?

    På lørdag har Chuck fødselsdag, og jeg har fundet en virkelig god gave til ham i år – eller, det synes jeg ihvertfald selv. Jeg kunne afsløre det her, da han ikke læser min blog, men hvad hvis han pludselig fatter en interesse for sin kones online aktiviteter? Jeg har også fundet en gave til ham, som jeg tænker skal være fra vores (endnu) ufødte barn. Er det cheesy? Er det mærkeligt, at skrive et til-og-fra-kort fra en 36 uger gammel ufødt baby, som måske tager ét enkelt blik på os og derefter beder om at blive sendt retur? Åh, hvor jeg håber, at den kan lide mig/os. Her holder den der (ellers fremragende sætning) “man kan ikke være venner med alle” altså ikke helt.

    Mine (eller vores) planer for Chucks fødselsdag er pt. følgende: Sent morgenbord fra bageren, kanalrundfart med Nettobådene, softice fra Frellsen på Købmagergade, se den nye Løvernes Konge, og til slut, hvis mavserne kan holde til det: middag på Café Sommerfuglen i Valby. Nu må vi se, hvor meget vi (eller jeg) kan holde til.

    Tænk, at min lille store Chuck, som jeg har kendt siden vi var hhv. 12 og 13 år gamle, fylder 29 – og at jeg nu er 30(!). Og at vi er nu er sprunget ud i noget så ansvarligt og “voksent” som at få et barn. Er vi så voksne nu? Hvis man altså ser bort fra Chucks samling af tøjdyr i vindueskarmen i vores soveværelse? Og mine mange beklædningsgenstande fra H&M Divided?

    PS: Det var et retorisk spørgsmål.

    Graviditet
    Redebyggeri: Hvor blev hjernen af?

    “Du bygger rede.”

    Er det dét, man kalder det, når man konstant bekymrer sig om, om lejligheden nu også er helt klar og perfekt til, at babyen lander? På trods af, at man har anskaffet sig alt det nødvendige, og egentlig bare mangler babyen? (og at komme af med alt det gejl, man har samlet sammen til henholdsvis Reden, Ventilen, Pigeklubben, og Svalerne?) (Sidstnævnte kan streges af listen; Chuck og jeg var dernede weekenden, hvor jeg efterfølgende belønnede hans slid med en iskaffe og et stykke brownie på the Laundromat).

    Før jeg blev gravid følte jeg egentlig, at jeg havde meget godt styr på de fysiske forandringer, der hører med til en graviditet. Kvalme, strækmærker, plukkeveer, ligamentsmerter, rygsmerter, bækkensmerter, forstoppelse, hæmorider, osv. – all that good stuff. Selvfølgelig er det noget andet, når man er i det, men der er ikke noget af det, jeg har oplevet, som som sådan har overrasket mig.

    Til gengæld er jeg godt nok blevet chokeret over, hvor meget det har påvirket min psyke. Og selv, når man ved, at det er graviditeten, der er kernen til miseren, er det ikke noget, man bare lige kan pakke væk som noget irrationelt og lettere bizart.

    Ligesom med madcravings, der kan være så intense, at man kan bruge flere timer på at rase over, at der er én, der har spist de sidste stykker skinke og emmentaler (når det var det eneste, man fucking kunne få ned!!!), er hjernen lige så intens, når der kommer til andre ting. Redebyggeri, for eksempel. Man bliver næsten ligesom de der ‘doomers’, som er overbevist om, at dommedag står for døren, og at det derfor er nødvendigt med ekstreme forberedelser, når nu, man har begrænset med tid til at samle bl.a. konserves, vand, og toiletpapir. Og nej, jeg sammenligner selvfølgelig ikke min fødsel med dommedag, men det bliver nok vigtigt at være stocket up på toiletpapir.

    I forbindelse med, at jeg har skullet gøre klar til baby, er der også opstået et brændende ønske om, at give vores lejlighed et ansigtsløft. F.eks. har jeg pludselig haft lyst til at implementere flere farver, end blot hvid og pastel. Farver, der løfter sindet, og gør en glad af at kigge på. Gul, f.eks. En totalt undervurderet farve, hvis du spørger mig. Og hvorfor ikke bruge denne mulighed (og besættelses-drivkraft) til endelig at få gjort noget ved alle de ting, der har generet mig/stået på min to-do liste i flere år?

    Det viser sig, at der er meget, jeg gerne vil have lavet om. Heldigvis har jeg haft bebsens fairy grandmother (aka min dejlige mor) til at hjælpe mig med at organisere mine tanker og idéer, så de er gået fra årsager til meltdowns til overskuelige projekter. Og hvor har jeg dog fået gjort meget, og hvor har det dog ført til en masse ro i sindet.

    For mig, har denne rededebygger-fase næsten været en besættelse. Der.må.ikke.mangle.noget. Der må ikke være ufærdige projekter eller tanker, der ikke er blevet tænkt til ende. Alting skal gøres NU – ikke senere, ikke i morgen, ikke i næste uge. NU! Jeg tør ikke engang tænke på, hvor mange timer, jeg har brugt på IKEA-appen, Jysk, H&M Home, DBA samt hundredevis af hjemmesider, der sælger plakater, for det er da nu, man skal lave den der billedvæg, ik’? Den billedvæg, man aldrig vidste, man ville have, før det pludselig er det eneste, man vil have. Og hvad med nye pyntepuder? Og service uden skår i kanten?

    Det har føltes lidt som en midlertidig psykose, som formentlig aftager, når bebsen kommer ud, og alt andet forhåbentlig virker sekundært og ligegyldigt. Forhåbentlig.

    Graviditet, Hverdagsglimt, Livet
    Glædelig jul(i)!: Lidt om den forgangne uge
    Studentervogn 3.K.

    Der har godt nok været knald på arrangementerne den sidste uges tid, men på den gode måde. Min yngste lillebror havde sin sidste eksamen på gymnasiet sidste mandag; en begivenhed, der efterfølgende blev fejret med et mini-studentergilde hos mig, med flag, balloner, grill, og kage. Det var en team-effort, og takket være det fantastiske solskinsvejr, kunne vi sidde udenfor i solen, omgivet af grønne træer og lyserøde roser. Meget idyllisk og P.S. Krøyer-agtigt.

    Fredag havde jeg og min mor æren af at stå klar, da min bror og resten af 3. K lagde vejen forbi min bror og søsters lejlighed i 12-15 minutter. Der var fade med bunkevis af mini-sandwiches, kanelgifler, snøfler (!), frugt, salte snacks – og så øl og sodavand, selvfølgelig. Der skulle ikke mangle noget – heller ikke selvom vi var stop nr. 18/28, og et eller andet sted godt vidste, at de allerede var blevet forplejet rigeligt af samtlige andre ivrige forældre på deres vej.

    Disse billeder er taget efter invasionen af 28 fulde unge mennesker. Efter. Man kan kun se, at de har været der, fordi alle dåseøllerne er væk. Til gengæld, havde jeg måske nok lavet lidt for mange sandwiches…

    Heldigvis elsker vi rester

    Jeg valgte min studentervogn fra i sin tid. Det var simpelthen for utrygt for en tryghedsnarkoman som mig, og da jeg (af forskellige årsager) ikke drikker alkohol, vidste jeg, at jeg blot ville føle mig malplaceret og “kedelig”. Faktisk kan jeg ikke forestille mig noget mere mareridsagtigt (det skulle lige være Roskilde Festival), end at skulle være “på” i så mange timer, samtidig med at skulle forholde mig til så mange indtryk og stimuli. Næ, jeg har aldrig fortrudt min beslutning, men er så glad for, at jeg har kunnet tage del i både min søsters og brors store dage – blot “backstage”. Det passer meget bedre til min personlighed, lad os sige det sådan.

    Søndag blev jeg overrasket af hele den kvindelige del af min familie (og andre kvinder i mit liv) med et baby-shower. Det fortjener sit eget indlæg, for det var en dag, jeg aldrig nogensinde vil glemme, og jeg er stadigvæk en smule rundt på gulvet over al den opmærksomhed og kærlighed. Jeg er glad for, at jeg netop den dag fravalgte mine komfortable graviditetsleggings, og i stedet valgte at tage en pæn (dog lidet flatterende) sommerkjole på, samt at jeg ikke lod varmen og dovenskaben holde mig fra at påføre både mascara og øjenbryn før jeg tog ud af døren. Det ellers var tæt på!

    Rigtig god weekend til jer alle!

    Graviditet, Kronisk sygdom, Livet
    En lille opdatering på mine smerter
    Colorful flowers

    Her følger en lille opdatering på mit sidste indlæg, som kan læses her.

    Min konsultation med endokrinologerne på Hvidovre Hospital i torsdags gik fantastisk godt. Pga. bebs var røngten (heldigvis) slet ikke på tale, og jeg blev i stedet tjekket på god gammeldags manér, med tjek af reflekser og hele det hele. Som jeg skrev i mit forrige indlæg, tog jeg ud på hospitalet med et inderligt håb om, at mine smerter ikke skyldtes et pludseligt opstået knoglebrud, men at det i stedet drejede sig om noget muskulært eller en uterlig nerve. Konsekvenserne af førstnævnte ville nemlig være fuldkommen uoverskuelige.

    Efter en grundig undersøgelse, kom de dygtige læger til den konklusion, at mine voldsomme smerter i henholdsvis ryg, lår, haleben, bækken, og hvad der ellers befinder sig i Region Mave-og-Nedefter, formentlig skyldes en diskusprolaps i området omkring min lænd. Noget, som burde gå væk, når jeg har født, og der dermed er mindre pres på.

    Den øgede østrogenproduktion i éns krop under sådan en graviditet, fører til en blødgørelse af b.la. muskler, bindevæv, led, osv, som i mit tilfælde er komponenter, der spiller en ret så vigtig rolle ift. at holde mine nuværende åbne brud på plads (foruden alle mine indopererede metalplader, forstås). Der er, med andre ord, ikke noget at sige til, at jeg pludselig har fået fandens ondt. Men det giver meget mening for mig, især fordi jeg også har kunnet mærke en klar løsning af mit bækken, når jeg vender og drejer mig i sengen. Min krop er kort og godt i forberedelsesmode, og opfører sig fuldkommen, som den skal.

    Den ene af endokrinologerne (som jeg har kendt i mange år efterhånden, og som altid har behandlet mig som et menneske, og ikke blot en patient) satte sig endda ned på hug og kiggede mig direkte i øjnene og sagde: “Det her sker for mange, mange kvinder – og det har ikke noget med din sygdom at gøre.” Det betød rigtigt meget, for baseret på tidligere erfaringer, er jeg altid meget hurtig til at tilskrive enhver fysisk smerte min knoglesygdom og mulige nye frakturerer.

    Så jeg er glad, vel nærmest lykkelig. Behandlingen er fortsat transport i kørestol og generel aflastning, men angsten er væk. Angsten for igen at skulle opereres, og efterfølgende være indlagt i flere uger på en afdeling, hvor jeg føler mig både utryg og til besvær.

    Nu krydser jeg bare fingre for, at jeg vil kunne holde det i skak i den relativt korte tid, der er tilbage af graviditeten.

    Graviditet, Kronisk sygdom, Livet
    Jeg overgiver mig
    Sofie Halifax

    Det er tid.

    Det er nødvendigt.

    Men det er svært. Svært for én, der helst vil gøre alting selv.

    Kørestolen er fundet frem fra pulterkammeret, støvet af, støvsuget for kattehår, og der er kommet ny luft i hjulene.

    Da jeg blev gravid, vidste jeg ikke, hvor længe, der ville gå, før det ville blive nødvendigt for mig at være stillesiddende/sengeliggende. Ville det være så snart, der begyndte at komme den mindste vægt på? Ville dét, at min krop allerede havde prøvet at være pakket med ekstra kilo (før mit vægttab) gøre, at den ville blive mindre påvirket af vægtøgningen?

    Det var svært at forudsige.

    Jeg vidste heller ikke, om jeg ville kunne fuldføre mine eksamener. Men ambitionerne har aldrig fejlet noget. Jeg måtte hoppe fra undervisningen forholdsvis tidligt i forløbet, da jeg fik så ondt i kroppen af de hårde træstole, og tidligt begyndte at opleve ligamentsmerter. Derudover skulle jeg rende til og fra Rigshospitalet flere gange om ugen, som nærmest føltes som en fuldtidsbeskæftigelse i sig selv.

    Jeg har længe været øm, og har længe måttet dele mine (begrænsede) aktiviteter op i portioner, så der var hvileperioder indimellem. Jeg har sagt ‘nej’ til en masse, for jeg ville så gerne “holde” så længe, som muligt.

    Nu har jeg ondt. Sådan rigtig, rigtig ondt. Sådan “hvis jeg ikke var gravid, ville jeg få taget et røngtenbillede af mine knogler”-ondt. Ondt steder, hvor jeg ikke har haft ondt før – og steder, hvor smerterne er velkendte. Jeg har fået en tid på Endokrinologisk afdeling på Hvidovre Hospital i morgen, hvor jeg krydser alt, hvad jeg har at krydse, for, at mine smerte enten skyldes noget muskulært eller en nerve, der har været så fræk, at sætte sig i klemme. Både lægerne og jeg vil helst undgå røngtenstråler, og forhåbentlig kan en fysisk undersøgelse sige, om det er noget midlertidigt eller noget, der med tiden vil kræve en operation. Hvis de mistænker et knoglebrud, er behandlingen jo aflastning – præcis, som jeg gør nu. Så et røngtenbillede burde slet ikke være nødvendigt.

    Grundet min sygdom, har jeg i lange perioder siddet i kørestol (eller gået med krykker), og situationen er derfor på ingen måde uvant for mig. Der er altid en psykisk tilvænningsperiode i starten, hvor jeg har ondt af mig selv og føler mig voldsomt uretfærdigt behandlet af universet. Sådan god, gammeldags ynk.

    Men denne gang er det anderledes, for jeg gør det for et større formål, end blot at holde mig selv smertefri (selvom det jo burde være nok). Jeg gør det, for at kunne være nogenlunde fit-for-fight til når baby kommer. Den har brug for mig. ‘Kæft, hvor ville det være åndssvagt at lege helt nu, og så være fuldkommen ødelagt, når det endelig gælder.

    Så det er status herfra.

    Hverdagsglimt
    30’ernes første “det her sker kun for mig” anekdote
    ECCO FLASH Beige

    I år var Chucks fødselsdagsgave til mig et par nye sandaler fra ECCO. Vi tog ind i butikken på Købmagergade på min fødselsdag, hvor jeg fandt et par, som levede fuldkommen op til mine behov, og som samtidig – efter min mening – var mega pæne. Desværre havde de dem ikke min størrelse i den ønskede farve, så ekspedienten bestilte et par til mig fra deres lager, som så skulle ankomme inden for en uges tid.

    Da jeg fik SMS’en om, at nu var de ankommet, tog jeg glad og fro ind i butikken. Jeg skulle selvfølgelig prøve dem på endnu en gang, bare for at være sikker på, at de sad, som de skulle; at mine fødder ikke var vokset i bredde og længde på én uge.

    Til min glæde og lykke var de (stadig) som skabt til min lille fod. No funny business.

    “ÅH, hvor er jeg glad for dem!” nåede jeg lige akkurat at sige til den søde salgsekspedient, inden en af mine store vabler fra min gamle ubehagelige ballerinaer eksploderede under remmen, og det pludselig fossede ud med blod.

    På min nye 850 kroners sandal.

    OTTEHUNDREDEOGHALVTREDSKRONER.

    Det var i første omgang min mor, der opdagede det, da jeg var travlt optaget med at takke salgsekspedienten (som havde hjulpet mig med at finde dem, da jeg sidst var derinde) for hendes hjælp, og for at få mig til at gå en størrelse ned.

    Det blev kun værre, da jeg prøvede at tage sandalen af, og da jeg endelig fik den af, stod jeg med en totalt blodig sandal, som jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre med. Jeg blev totalt befippet, så jeg blev bare ved med at undskylde over for salgsekspedienten over, at jeg allerede havde ødelagt min egen sko. “Jeg henter lige noget plaster,” sagde hun, og vendte tilbage efter maks fem sekunder, hvor vi blev enige om, at det nok var bedst at plastre alle mine vabler til, når nu, vi var i gang.

    “Jeg prøver at se, om jeg kan fjerne blodet – det skal nemlig helst fjernes med det samme,” sagde hun, og forsvandt om bag disken med min sandal. Jeg blev siddende på lædderpuffen, fuldt forberedt på, at måtte hjem og lave noget rødt tie-dye på den anden, så sandalerne i det mindste kunne matche.

    “Sårh. Det lykkedes mig at få det hele af,” sagde ekspedienten, da hun vendte tilbage med en fuldstændig ren sandal. Alle spor efter katastrofen var forsvundet, og de var så gode som nye. Jeg takkede hende sådan omtrent en milliard gange, efterfulgt af: “Det var virkelig sødt af dig.”

    “Hvis du stadigvæk gerne vil have sandalerne, vil jeg lige fortælle dig, hvordan du holder dem rene og i god stand,” sagde hun så. Hvortil jeg tabte både næse og mund. HVIS? Man kan da ikke komme ind og bløde voldsomt udover en sko, som man forresten har fået bestilt hjem, og så sige, “Øh, nej tak. Jeg foretrækker at forlade butikken med et par sko, som ikke allerede på forhånd indeholder mikroskopiske spor af mine egne kropsvæsker.” Det havde slet ikke faldet mig ind, specielt når nu jeg lige havde ytret, hvor glad, jeg var for dem.

    Jeg forsikrede hende om, at jeg fortsat meget gerne ville have dem, og tog imod det lille foredrag om bl.a. rens, som nu syntes mere relevant end nogensinde. Og jo, jeg købte en flaske rensemiddel med! Jeg stoler ikke et sekund på de vabler, der.

    Og det var sådan, jeg endte op med et par nye sandaler, en (endnu) dybere kærlighed til ECCO, og endnu et tåkrummende minde til historiebøgerne.

    FRAKLIP:

    ECCO Flash Beige
    ECCO Flash Beige
    ECCO FLASH Beige