Følg:
    Kronisk sygdom

    Tanker fra en tidligere sommerfan

    Sommeren står for døren. Vi har allerede haft nogle varme dage, som smagte lidt af alt dét, vi har i vente. Det er så sjovt at se, hvor hungrende vi alle er for at få noget varme og noget solskin. Temperaturene skal blot nå de 20 grader, og så er der ellers dømt bare overkroppe og Piña Colada for alle pengene.

    Jeg elsker den danske sommer, det gør jeg virkelig. Måske sidder det i mig, fordi jeg er sommerbarn. Eller måske sidder kærligheden for sommeren i de fleste af os danskere, fordi vi en stor del af året må finde os i regn, mørke, og kulde – som selvfølgelig også har sin charme. Eller noget.

    Islatte Liseleje

    Man kan vist roligt sige, at vi havde en helt igennem fantastisk sommer sidste år, rent temperaturmæssigt. Jeg var lige ved at bruge ordet ‘upåklagelig’, men det blev sgu lige lovligt varmt engang imellem – ihvertfald for min uhærdede skandinaviske krop. Derudover tog varmen langsomt livet af dele af vores flora og fauna, og det var mindre rart at se på.

    Sommeren ’18 var den første sommer i mange år, hvor jeg ikke har oplevet det såkaldte ‘chub rub’. Det har ellers været et stort problem for mig i de forgængne år, og jeg har været tvunget til at bruge henholdsvis strømpebukser og cykelshorts. Det var imidlertid ikke tilfældet sidste år, da mit vægttab gjorde det muligt for mig at gå med bare ben – og smide de uchikke cykelshorts. Jeg købte tonsvis af løse kjoler fra H&M, og boede i dem henover hele sommeren. Det føltes som indbegrebet af frihed, at kunne mærke sommerbrisen under kjolen, og det var så dejligt bare at kunne smide noget over hoved, og så afsti afsted ud i den store verden.

    Sarmientobandager skinneben

    Det gjorde så også bare, at der var frit udsyn til mine sarmientobandager (plastikskinner) på benene, som har været en fast accessory siden 2010, da jeg fik indopereret metalskinner, der skulle hjælpe mine knoglebrud til at hele. De beskytter mine skinneben fra yderligere brud, og støtter godt op om knoglen. Det giver mig både fysisk og psykisk tryghed at vide, at mine ben (som har været brækket utallige gange) er beskyttet til enhver tid, og jeg har fået strenge instrukser fra ortopæderne om at iføre mig dem hver dag. No ifs, ands, or buts about it.

    Jeg har for længe siden forliget mig med dem – også selvom det til tider kan være varmt og besværligt at skulle tage dem af og på. For mig er det et livsvilkår på linje med mange af de andre ting, jeg døjer med, som følge af mine handicaps. Hvis der er noget, jeg har lært, så er det, at man kan vænne sig til rigtigt meget, hvis man er nødt til det.

    Sofie med solbriller

    Jeg er vant til at blive kigget på en ekstra gang på åben gade, men jeg var godt nok overrasket over, hvor meget opmærksomhed, jeg modtog pga. de benskinner. Jeg har så mange eksempler, at jeg kunne skrive et kapitel til en bog, men nogle gloede så meget, at de var ved at gå ind i lygtepæle – så ekstremt var det. Flere grinede og pegede; andre var mere “subtile” og gav deres ven en blød albue i siden for at få deres opmærksomhed, og nikkede derefter hen imod mig. Knap så subtilt, egentlig.

    Lifeguard Liseleje Strand

    I begyndelsen kunne jeg tage det, men da det efterhånden blev hverdagskost, begyndte jeg at bande sommeren langt væk. Jeg glædede mig til igen at kunne iføre mig lange bukser/strømpebukser, udelukkende for at slippe for den uønskede opmærksomhed. Det blev sværere og sværere at ignorere, og jeg begyndte at skamme mig over mine skinner, som jo efterhånden er blevet en del af mig. De er jo en forudsætning for, at jeg overhovedet kan komme rundt.

    Selvom jeg godt kunne regne ud, at mine benskinner ville tiltrække en vis grad af opmærksomhed, havde jeg ikke regnet med, at det ville være slemt. Mine benskinner er selvfølgelig et sjældnere syn end fx. legemer i gips eller folk i kørestole, men de er jo tydeligvis et medicinsk hjælpemiddel – og er det kutyme at grine af det?

    Shadow silhouette

    Mine erfaringer fra sidste år gør, at jeg gruer jeg for denne sommer, og har gjort det lige siden sidste år. Det plejede ellers at være min yndlingsårstid, men den glæde er jeg blevet frarøvet, og nu skal jeg bruge en masse mental energi på at lave en slagplan for, hvordan jeg skal tackle denne sommers klaphatte.

    Jeg skal jo ud, ik’? Ud at få lidt af naturens D-vitamin og knastørt sommerhår – holde mig hydreret med diverse kolde sommerdrikke, med og uden koffein. Ligesom alle andre skal jeg have ladet min batterier op, så jeg kan klare resten af året.

    Derudover er det jo min sidste sommer som ikke-mor. Der kan jo ikke nytte noget, at jeg sidder indenfor og gemmer mig – jeg har jo et liv, der skal leves. Det er bare ærgerligt, at min ret til at leve mit liv sommetider kommer med så mange omkostninger. Det koster altid mere for mig, at gøre fuldkommen normale ting, men sådan er det desværre for mange af os med ekstra udfordringer – os minoriteter. Vi betaler en dyrere pris for billetten + et ekstra tillæg + underskriver en kontrakt, der siger, at vi skal være villige til at finde os i hvad som helst. Og så må vi godt være med. Måske.

    Jeg vil prøve mit bedste på at nyde sommeren, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke har mine bekymringer. Jeg arbejder på at kunne sige “fuck det” og “fuck dem”, men det er en længere process. Det kræver en god portion selvtillid og selvværd at kunne holde hovedet højt i sådanne situationer. Tag det fra én, som har oplevet det hele livet igennem, og som stadigvæk bliver lige paf hver gang.

    Måske skal dette være mit mål for mit første år i mine tredivere: at blive mindre obs på andres reaktioner på mig, og mere obs på dét, der giver mig lykke. Lyder det ikke godt? Det burde vi nok allesammen stile efter – små skridt i den rigtige retning.

    Livet

    I anledning af Mors dag: til alle mine mødre

    Mors dag var godt nok i søndags, men det er vel aldrig for sent med en kærlighedserklæring, vel?

    Jeg tilbragte dagen på Arbejdermuseet med min mor. I dagens anledning var der gratis entre for alle mødre, og – i mit tilfælde, med min struttende mave – vordende mødre. Det er længe siden, at jeg har været på Arbejdermuseet, og det føltes så rigtigt og naturligt at tilbringe dagen med min mor.

    Efter at have set de forskellige udstillinger, sluttede vi dagen af i kaffebaren, med et stykke kiksekage og kaffe tilsat Richs. Eller, min mor gjorde – jeg valgte den sikre (og uautentiske) vej, nemlig en ganske almindelig filterkaffe med kaffefløde. Det var min første oplevelse med kiksekage, men kun begyndelsen på et livslangt forhold, har jeg på fornemmelsen. Det smagte fandeme godt! Hvorfor spiser folk ikke det hele tiden, is what I want to know. Jeg overvejer ihvertfald stærkt at gøre det til en del udbudet på kagebordet til mit fødselsdagstamtam.

    Sofie og mor

    Men nu til min mor. Min søde, sjove, kloge, omsorgsfulde, kærlige, og stærke mor, som jeg elsker så højt, og som repræsenterer tro, håb, og kærlighed.

    Tak fordi du er min mor. Tak for alt, hvad vi har sammen, hvad vi deler, og for din betingelsesløse kærlighed. Tak for vores daglige timelange samtaler i telefonen, hvor vi gang på gang vender verdenssituationen. Vi løber aldrig tør for ting at tale om – intet er for stort eller småt til at blive vendt på hovedet og set fra en masse forskellige vinkler – og jeg elsker at være i dit selskab.

    Du er en kæmpe inspiration for mig i den måde, du tackler livet på, og din evne til selvrefleksion. Du er ikke bange for at dykke ned i dig selv, og kan altid hjælpe mig til at finde ud af, hvad mine (sommetider uhensigtsmæssige) følelser og reaktioner egentlig “handler om”. Når jeg slår mig selv oveni hovedet og bliver frustreret over, at jeg ikke kan gøre ting ligesom alle andre, minder du mig om alt det, jeg har været igennem – og jeg prøver at gøre det samme for dig, når du stiller for høje krav til dig selv.

    Jeg får lyst til at blive et bedre menneske, og det hjælper du mig med. Du er beviset på, at man som menneske kan tage kvantespring – at man med en ihærdig indsats kan opnå resultater, man næsten ikke troede var mulige. Du kan tage al æren for, hvor du er nu. Jeg vil altid være uendelig stolt af dig.

    Tak for din begejstring for din kommende rolle som mormor. Det betyder så meget med din støtte og entusiasme. Jeg glæder mig til at dele oplevelsen med dig. Tak fordi du, som erfaren gravid og mor, altid er klar på at svare på mine paniske spørgsmål og afværge bekymring og hysteri.

    Tak, tak, tak!

    Sofie og farmor

    Og nu til min anden mor – min farmor – min “bonusmor”. Hvor er jeg dog heldig at have endnu en moderfigur i mit liv, som tager del i mine glæder og sorger, som elsker mig betingelsesløst, og som kender mig ud og ind.

    Jeg føler mig så forstået og accepteret i dit selskab, og jeg bliver stolt, når andre siger, at vi minder om hinanden, da du har så megen karisma og charme. Mit håb er en dag at kunne indtage et rum, som du gør – med et naturligt lys og en varme, som andre kan mærke. Du er nysgerrig på andre, fordyber dig gerne i “deres univers”, og får også selv en masse ud af denne process. Du er et hav i konstant bevægelse. Af dig har jeg lært mange ting, bl.a. at processer er mindst lige så vigtige (hvis ikke vigtigere!), end resultatet, da det er deri udviklinges kan findes, og hvor man bliver klogere på sig selv og andre.

    Jeg elsker alle vores snakke – både de “dybe”, og de mere “overfladiske” (hvor vi deler vores forargrelse over reality-fjernsyn og sladder om de kendte) samt vores traditioner, som du er rigtigt god til at holde fast i. Jeg er taknemmelig for vores daglige kontakt, og for alt, hvad vi deler med hinanden.

    Tak, tak, tak!

    Graviditet, Hverdagsglimt

    Den pludselige lykkefølelse

    Palme Østerbrogade

    Advarsel: Dette indlæg holder sukkersøde klichéer, som kan virke stødende for nogen.

    Da jeg langsomt vraltede ned ad af Østerbrogade i forgårs, blev jeg pludselig ramt af en ekstrem lykkefølelse. Eufori kan man vel næsten kalde det. Den kom bare lige pludselig til mig, lykken: en varm og boblende fornemmelse, der spredte sig gennem hele kroppen.

    Det var overvældende. Det er længe siden, at jeg har haft det sådan – set så lyst på tingene, og været så overbevist om, at alting nok skulle gå. Hvor jeg ellers sommetider kan blive ramt af en panikfølelse ved tanken om det enorme ansvar, jeg er i færd med at påtage mig, følte jeg nu kun en ophøjet ro. Jeg vidste godt, at det ikke ville vare ved, for alle følelser og tilstande er midlertidige – og det ville være underligt, hvis al angst og bekymring pludselig forsvandt permanent som dug for solen.

    Men lige der, var der kun mig, omsvøbet af en boble af optimisme, ydmyghed, og taknemmelighed.

    Jeg kiggede på mig selv i de mange butiksruder på Østerbrogade – maven først og så lille mig haltende bagefter – og det var, som om jeg for første gang rigtigt så mig selv, som jeg ser ud lige nu. Det er ikke, fordi jeg ikke kigger mig i spejlet derhjemme – tværtimod – men det er stadigvæk så uvirkeligt for mig, det hele. Men der var jeg altså – lille og rund – med en beskyttende hånd hvilende på maven. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg først begyndte at skærme/beskytte min mave på åben gade. Det skete bare. Det er ikke en bevidst handling, eller noget, jeg overhovedet tænker over. Det er noget helt instinktivt, tror jeg.

    Lykken bragte også en følelse af stolthed med sig. En stolthed over, at have fulgt mit hjerte, og over at have ladet drømmene sejre over bekymringerne. På trods af mine udfordringer, er jeg ved at gro et lille menneske. Et menneske, som (hvis man tror på den slags) har valgt mig – mig – til at passe på det, elske det, vejlede det, og holde det i hånden gennem hele livet. Det kom i det øjeblik, jeg kaldte – i allerførste forsøg – og måske vi begge to gik og ventede på hinanden; ventede på, at alting kom i orden, og på at vi begge var klar. En simultan (og nødvendig) modningsproces.

    Café Latte Espresso House

    Nu er der omtrent tre måneder til, at vi mødes for første gang. Tiden er spurtet afsted. Det har taget min krop mange år at hele diverse knoglebrud, men blot 9 måneder at skabe et andet menneske. For én gangs skyld synes min krop at vide præcis, hvad den skal gøre.

    Måske skulle jeg tage at være sødere ved den.

    Livet

    Simply Sofie, eller The Blogger Formerly Known as Strike a Prose

    Velkommen til Simply Sofie: min nye blogbaby. Mit liv har taget en180 graders drejning i løbet af det sidste halve år, og jeg havde brug for en forandring – en simplificering af mit lille stykke støv i blogosfæren. Både i forhold til blognavn, design, men også i forhold til organisering af indhold. Jeg var ikke direkte inspiret af Marie Kondo, men jeg kunne mærke, at den gamle blog ikke “sparkede joy” for mig mere – og jeg ville ikke kunne vende skuden. Det var simpelthen for sent. Den hang mig langt ud af halsen.

    Det føles godt, at have mit navn som en del af bloggens webadresse. Jeg er godt klar over, at det nye navn ikke er det mest originale navn i verden, men det føles altså rigtigt – helt dernede i mavsen. 

    (Og så er jeg tvilling i stjernetegn, og vi er rigtigt gode til at starte projekter, som vi ikke afslutter – men det taler vi ikke om.)

    Jeg er faktisk ret stolt af meget af det, jeg nåede at udgive på SAP. Jeg gjorde mig umage for at give en nogenlunde underholdende læseoplevelse, og jeg vil fortsætte på samme måde – bare oftere og mere regelmæssigt. Indholdet vil være varieret, da jeg (host) har fået en del mere at skrive om, og desuden føler, at jeg er i gang med en massiv personlig udvikling. Det er ikke en “rejse” på den der tåkrummende X-Factor-agtige måde, men en organisk proces (helt uden Thomas Blachmann), som falder på et meget naturligt tidspunkt i mit liv (host, 30’erne står for døren, host).  

    Så hvad kan man forvente at finde her hos mig?

    – Regelmæssige indlæg (satser på ca. tre om ugen, medmindre der sker noget uforudset #kronisksygdom #graviditet) af varierende længde

    – Emner over hele spektret, dvs. alt mellem himmel og jord: hverdagsglimt, strøtanker, anmeldelser, debatindlæg, føljetoner, studieindlæg, tips og tricks, livet med kronisk sygdom, livet som kronisk overtænker, og livet som førstegangsgravid/førstegangsmor. Jeg er nemlig på 25. uge i gang med at producere et lille menneske, som pt. sparker på livet løs. Derudover er jeg også i gang med den famøse redebygger-fase, hvor jeg har lyst til at give hele mit hjem en ordentlig omgang. 

    – Ærlighed og en upoleret facade

    – Bandeord

    – En god portion humor og selvironi 

    Hvad kan man ikke (umiddelbart) forvente at finde hos mig?

    – Billeder i spejlrefleks-kvalitet. Sorry!

    – Billeder af min kommende baby (bortset fra nuttede fødder og hænder), efter aftale med Chuck.

    – Pæne madbilleder. Min mad er ALDRIG pæn.