Følg:
    Graviditet, Hverdagsglimt, Livet

    Glædelig jul(i)!: Lidt om den forgængne uge

    Studentervogn 3.K.

    Der har godt nok været knald på arrangementerne den sidste uges tid, men på den gode måde. Min yngste lillebror havde sin sidste eksamen på gymnasiet sidste mandag; en begivenhed, der efterfølgende blev fejret med et mini-studentergilde hos mig, med flag, balloner, grill, og kage. Det var en team-effort, og takket være det fantastiske solskinsvejr, kunne vi sidde udenfor i solen, omgivet af grønne træer og lyserøde roser. Meget idyllisk og P.S. Krøyer-agtigt.

    Fredag havde jeg og min mor æren af at stå klar, da min bror og resten af 3. K lagde vejen forbi min bror og søsters lejlighed i 12-15 minutter. Der var fade med bunkevis af mini-sandwiches, kanelgifler, snøfler (!), frugt, salte snacks – og så øl og sodavand, selvfølgelig. Der skulle ikke mangle noget – heller ikke selvom vi var stop nr. 18/28, og et eller andet sted godt vidste, at de allerede var blevet forplejet rigeligt af samtlige andre ivrige forældre på deres vej.

    Disse billeder er taget efter invasionen af 28 fulde unge mennesker. Efter. Man kan kun se, at de har været der, fordi alle dåseøllerne er væk. Til gengæld, havde jeg måske nok lavet lidt for mange sandwiches…

    Heldigvis elsker vi rester

    Jeg valgte min studentervogn fra i sin tid. Det var simpelthen for utrygt for en tryghedsnarkoman som mig, og da jeg (af forskellige årsager) ikke drikker alkohol, vidste jeg, at jeg blot ville føle mig malplaceret og “kedelig”. Faktisk kan jeg ikke forestille mig noget mere mareridsagtigt (det skulle lige være Roskilde Festival), end at skulle være “på” i så mange timer, samtidig med at skulle forholde mig til så mange indtryk og stimuli. Næ, jeg har aldrig fortrudt min beslutning, men er så glad for, at jeg har kunnet tage del i både min søsters og brors store dage – blot “backstage”. Det passer meget bedre til min personlighed, lad os sige det sådan.

    Søndag blev jeg overrasket af hele den kvindelige del af min familie (og andre kvinder i mit liv) med et baby-shower. Det fortjener sit eget indlæg, for det var en dag, jeg aldrig nogensinde vil glemme, og jeg er stadigvæk en smule rundt på gulvet over al den opmærksomhed og kærlighed. Jeg er glad for, at jeg netop den dag fravalgte mine komfortable graviditetsleggings, og i stedet valgte at tage en pæn (dog lidet flatterende) sommerkjole på, samt at jeg ikke lod varmen og dovenskaben holde mig fra at påføre både mascara og øjenbryn før jeg tog ud af døren. Det ellers var tæt på!

    Rigtig god weekend til jer alle!

    Graviditet, Kronisk sygdom, Livet

    En lille opdatering på mine smerter

    Colorful flowers

    Her følger en lille opdatering på mit sidste indlæg, som kan læses her.

    Min konsultation med endokrinologerne på Hvidovre Hospital i torsdags gik fantastisk godt. Pga. bebs var røngten (heldigvis) slet ikke på tale, og jeg blev i stedet tjekket på god gammeldags manér, med tjek af reflekser og hele det hele. Som jeg skrev i mit forrige indlæg, tog jeg ud på hospitalet med et inderligt håb om, at mine smerter ikke skyldtes et pludseligt opstået knoglebrud, men at det i stedet drejede sig om noget muskulært eller en uterlig nerve. Konsekvenserne af førstnævnte ville nemlig være fuldkommen uoverskuelige.

    Efter en grundig undersøgelse, kom de dygtige læger til den konklusion, at mine voldsomme smerter i henholdsvis ryg, lår, haleben, bækken, og hvad der ellers befinder sig i Region Mave-og-Nedefter, formentlig skyldes en diskusprolaps i området omkring min lænd. Noget, som burde gå væk, når jeg har født, og der dermed er mindre pres på.

    Den øgede østrogenproduktion i éns krop under sådan en graviditet, fører til en blødgørelse af b.la. muskler, bindevæv, led, osv, som i mit tilfælde er komponenter, der spiller en ret så vigtig rolle ift. at holde mine nuværende åbne brud på plads (foruden alle mine indopererede metalplader, forstås). Der er, med andre ord, ikke noget at sige til, at jeg pludselig har fået fandens ondt. Men det giver meget mening for mig, især fordi jeg også har kunnet mærke en klar løsning af mit bækken, når jeg vender og drejer mig i sengen. Min krop er kort og godt i forberedelsesmode, og opfører sig fuldkommen, som den skal.

    Den ene af endokrinologerne (som jeg har kendt i mange år efterhånden, og som altid har behandlet mig som et menneske, og ikke blot en patient) satte sig endda ned på hug og kiggede mig direkte i øjnene og sagde: “Det her sker for mange, mange kvinder – og det har ikke noget med din sygdom at gøre.” Det betød rigtigt meget, for baseret på tidligere erfaringer, er jeg altid meget hurtig til at tilskrive enhver fysisk smerte min knoglesygdom og mulige nye frakturerer.

    Så jeg er glad, vel nærmest lykkelig. Behandlingen er fortsat transport i kørestol og generel aflastning, men angsten er væk. Angsten for igen at skulle opereres, og efterfølgende være indlagt i flere uger på en afdeling, hvor jeg føler mig både utryg og til besvær.

    Nu krydser jeg bare fingre for, at jeg vil kunne holde det i skak i den relativt korte tid, der er tilbage af graviditeten.

    Graviditet, Kronisk sygdom, Livet

    Jeg overgiver mig

    Sofie Halifax

    Det er tid.

    Det er nødvendigt.

    Men det er svært. Svært for én, der helst vil gøre alting selv.

    Kørestolen er fundet frem fra pulterkammeret, støvet af, støvsuget for kattehår, og der er kommet ny luft i hjulene.

    Da jeg blev gravid, vidste jeg ikke, hvor længe, der ville gå, før det ville blive nødvendigt for mig at være stillesiddende/sengeliggende. Ville det være så snart, der begyndte at komme den mindste vægt på? Ville dét, at min krop allerede havde prøvet at være pakket med ekstra kilo (før mit vægttab) gøre, at den ville blive mindre påvirket af vægtøgningen?

    Det var svært at forudsige.

    Jeg vidste heller ikke, om jeg ville kunne fuldføre mine eksamener. Men ambitionerne har aldrig fejlet noget. Jeg måtte hoppe fra undervisningen forholdsvis tidligt i forløbet, da jeg fik så ondt i kroppen af de hårde træstole, og tidligt begyndte at opleve ligamentsmerter. Derudover skulle jeg rende til og fra Rigshospitalet flere gange om ugen, som nærmest føltes som en fuldtidsbeskæftigelse i sig selv.

    Jeg har længe været øm, og har længe måttet dele mine (begrænsede) aktiviteter op i portioner, så der var hvileperioder indimellem. Jeg har sagt ‘nej’ til en masse, for jeg ville så gerne “holde” så længe, som muligt.

    Nu har jeg ondt. Sådan rigtig, rigtig ondt. Sådan “hvis jeg ikke var gravid, ville jeg få taget et røngtenbillede af mine knogler”-ondt. Ondt steder, hvor jeg ikke har haft ondt før – og steder, hvor smerterne er velkendte. Jeg har fået en tid på Endokrinologisk afdeling på Hvidovre Hospital i morgen, hvor jeg krydser alt, hvad jeg har at krydse, for, at mine smerte enten skyldes noget muskulært eller en nerve, der har været så fræk, at sætte sig i klemme. Både lægerne og jeg vil helst undgå røngtenstråler, og forhåbentlig kan en fysisk undersøgelse sige, om det er noget midlertidigt eller noget, der med tiden vil kræve en operation. Hvis de mistænker et knoglebrud, er behandlingen jo aflastning – præcis, som jeg gør nu. Så et røngtenbillede burde slet ikke være nødvendigt.

    Grundet min sygdom, har jeg i lange perioder siddet i kørestol (eller gået med krykker), og situationen er derfor på ingen måde uvant for mig. Der er altid en psykisk tilvænningsperiode i starten, hvor jeg har ondt af mig selv og føler mig voldsomt uretfærdigt behandlet af universet. Sådan god, gammeldags ynk.

    Men denne gang er det anderledes, for jeg gør det for et større formål, end blot at holde mig selv smertefri (selvom det jo burde være nok). Jeg gør det, for at kunne være nogenlunde fit-for-fight til når baby kommer. Den har brug for mig. ‘Kæft, hvor ville det være åndssvagt at lege helt nu, og så være fuldkommen ødelagt, når det endelig gælder.

    Så det er status herfra.

    Hverdagsglimt

    30’ernes første “det her sker kun for mig” anekdote

    ECCO FLASH Beige

    I år var Chucks fødselsdagsgave til mig et par nye sandaler fra ECCO. Vi tog ind i butikken på Købmagergade på min fødselsdag, hvor jeg fandt et par, som levede fuldkommen op til mine behov, og som samtidig – efter min mening – var mega pæne. Desværre havde de dem ikke min størrelse i den ønskede farve, så ekspedienten bestilte et par til mig fra deres lager, som så skulle ankomme inden for en uges tid.

    Da jeg fik SMS’en om, at nu var de ankommet, tog jeg glad og fro ind i butikken. Jeg skulle selvfølgelig prøve dem på endnu en gang, bare for at være sikker på, at de sad, som de skulle; at mine fødder ikke var vokset i bredde og længde på én uge.

    Til min glæde og lykke var de (stadig) som skabt til min lille fod. No funny business.

    “ÅH, hvor er jeg glad for dem!” nåede jeg lige akkurat at sige til den søde salgsekspedient, inden en af mine store vabler fra min gamle ubehagelige ballerinaer eksploderede under remmen, og det pludselig fossede ud med blod.

    På min nye 850 kroners sandal.

    OTTEHUNDREDEOGHALVTREDSKRONER.

    Det var i første omgang min mor, der opdagede det, da jeg var travlt optaget med at takke salgsekspedienten (som havde hjulpet mig med at finde dem, da jeg sidst var derinde) for hendes hjælp, og for at få mig til at gå en størrelse ned.

    Det blev kun værre, da jeg prøvede at tage sandalen af, og da jeg endelig fik den af, stod jeg med en totalt blodig sandal, som jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre med. Jeg blev totalt befippet, så jeg blev bare ved med at undskylde over for salgsekspedienten over, at jeg allerede havde ødelagt min egen sko. “Jeg henter lige noget plaster,” sagde hun, og vendte tilbage efter maks fem sekunder, hvor vi blev enige om, at det nok var bedst at plastre alle mine vabler til, når nu, vi var i gang.

    “Jeg prøver at se, om jeg kan fjerne blodet – det skal nemlig helst fjernes med det samme,” sagde hun, og forsvandt om bag disken med min sandal. Jeg blev siddende på lædderpuffen, fuldt forberedt på, at måtte hjem og lave noget rødt tie-dye på den anden, så sandalerne i det mindste kunne matche.

    “Sårh. Det lykkedes mig at få det hele af,” sagde ekspedienten, da hun vendte tilbage med en fuldstændig ren sandal. Alle spor efter katastrofen var forsvundet, og de var så gode som nye. Jeg takkede hende sådan omtrent en milliard gange, efterfulgt af: “Det var virkelig sødt af dig.”

    “Hvis du stadigvæk gerne vil have sandalerne, vil jeg lige fortælle dig, hvordan du holder dem rene og i god stand,” sagde hun så. Hvortil jeg tabte både næse og mund. HVIS? Man kan da ikke komme ind og bløde voldsomt udover en sko, som man forresten har fået bestilt hjem, og så sige, “Øh, nej tak. Jeg foretrækker at forlade butikken med et par sko, som ikke allerede på forhånd indeholder mikroskopiske spor af mine egne kropsvæsker.” Det havde slet ikke faldet mig ind, specielt når nu jeg lige havde ytret, hvor glad, jeg var for dem.

    Jeg forsikrede hende om, at jeg fortsat meget gerne ville have dem, og tog imod det lille foredrag om bl.a. rens, som nu syntes mere relevant end nogensinde. Og jo, jeg købte en flaske rensemiddel med! Jeg stoler ikke et sekund på de vabler, der.

    Og det var sådan, jeg endte op med et par nye sandaler, en (endnu) dybere kærlighed til ECCO, og endnu et tåkrummende minde til historiebøgerne.

    FRAKLIP:

    ECCO Flash Beige
    ECCO Flash Beige
    ECCO FLASH Beige

    Graviditet, Hverdagsglimt

    A Day in the Life (13-06-2019)

    Inspireret af Elizabeths dagbogslignende indlæg Uge 21: Verdens bedste rosé og refleksioner om det at holde dagbog, vil jeg i dag tage jer med på en rejse gennem en spændende og yderst begivenhedsrig dag i mit liv – som til en afveksling, og måske ikke overraskende, minder en del om de fleste af mine dage for tiden. Nogle vil finde denne genre af indlæg enormt kedelig, men jeg synes faktisk, at den er stærkt undervurderet, og burde gøre et comeback. Det var trods alt sådan, det her personlige-blog halløj startede.

    A Day in the Life of a Tree Me

    Jeg vågnede kl. 10:30 i morges, efter at have sovet fra samtlige alarmer. Er jeg den eneste, der sætter minimum 5 alarmer, for at sikre mig, at jeg kommer op? Jeg har som regel ikke svært ved at vågne, men kontrolfreaken i mig får angst ved tanken om, at sove længere, end planlagt. Også selvom jeg i princippet ikke har noget at stå op til.

    Min ryg var stiv som et bræt efter alle de timer på langs (kun afbrudt af diverse toiletture). Breaking News: En strandet hval med hold i ryggen er blevet fundet i en 140cm bred seng i en lejlighed på Østerbro. Der er blevet tilkaldt en kiroprakter, en hvalekspert, en enkelt repræsentant for Dyrenes Beskyttelse, en brandbil, og en kran, der kan fragte den tilbage til vandet. “Det er et særsyn,” sagde hvaleksperten, da han blev spurgt, om han nogensinde havde set en hval med hold i ryggen før. “Godt den befinder sig i stueplan,” supplerede en brandmand, efter at have taget et hurtigt kig ind i soveværelset.

    Med en del møg og besvær fik jeg sat mig op, og svunget benene ned på siden af sengen. SUK. Så langt, så godt. Der tog jeg så en velfortjent pause, hvor jeg overvejede morgenens store dilemma. Skulle jeg tisse først, og lave kaffe og morgenmad? Eller, skulle jeg gå ud og tænde for elkogeren, smide bollerne i miniovnen, og så tisse? Og kunne jeg overhovedet komme op at stå med den stive ryg og store mave? Ville jeg have brug for Chucks stærke arme til at hive mig op? Fandeme nej, jeg ville først prøve selv. Én, dyb vejrtrækning, to, dyb vejrtrækning, TRE! Av min ryg, av mit haleben, av min mave. For fanden. Pis lort. Undskyld, baby.

    Mission accomplished, hun er på benene, hun er lodret, alt er godt.

    Og sådan startede min dag ellers. I sneglefart, og uden planer. Jeg fik talt i telefon med min kære veninde, hvor vi (som sædvanlig) fik vendt hele verdenssituationen, inklusiv blogland. Uuh, det var godt.

    Dagens eftermiddagstanker (efter jeg var løbet tør for Youtubevideoer):

    • Jeg må, og skal have pudset vinduer før mit sundhedsplejerskebesøg d. 25/6. Hun må ikke tro, at baby kommer hjem til en jordhule.
    • Har vi egentlig stadig vasketøj i vaskekælderen? Chuck må tjekke, jeg er for gravid.
    • Lykken er, at have fået sine graviditetsleggings tilbage, nyvaskede, efter at de har befundet sig i vasketøjskurven i et par uger, efter jeg spildte jeg spiste aftensmad og spildte et eller andet klamt lige ned på et meget kritisk sted.
    • Hvorfor har jeg ikke trænet mine katte til at servicere mig? Hold kæft, hvor er vores forhold ensidigt, egentlig.
    • Er det i aften, at jeg skal kaste mig ud i noget helt nyt og udfordrende aftensmad? Eller skal det bare være spejlæg?
    29+4 graviditet
    29+4. Længe leve graviditetsleggings!

    Til aftensmad lavede jeg for første gang Chicken Tikka Masala (tilsat kikærter), med alt, hvad der dér hører sig til (er opskriften noget, I ville være interesserede i?) – inklusiv plukkeveer. De kommer ofte, når jeg står op – eller, gisp, bevæger mig. Men aftensmaden blev god! Chuck er relativt kræsen, så jeg prøver at introducere baby for så mange smagsindtryk som muligt, så den forhåbentlig er med på lidt af hvert, ligesom sin mor.

    Nu har jeg igen nummerdar solidt plantet på sofaen (hvor jeg har været det meste af dagen, let’s be honest), og tager nu tilløb til at gå i bad. Jeg har 3. dags-hår, som med sit let fedtede “jeg svedte virkelig meget i nat”-look, unægteligt er pænere og mere glansfuldt, end min tørre, nyvaskede høstak, men forfængeligheden må igen-igen rykke om på bagsædet. Heldigvis har jeg stadigvæk Dortes mirakeldråber, som jeg, som studerende, bruger meget sparsomt. Men den lille flaske er altså alle pengene værd, og holder utroligt længe.

    Nå, badet kalder. Derefter en stor kop hvid te, en skål med kirsebær, og en film fra 1970’erne. Hav en god aften!

    Livet

    Så er hun for alvor trådt ind i de voksnes rækker

    I torsdags fyldte jeg 30. 30(!) Det føltes altså som i går, at jeg blev født. Nu er jeg altså voksen – sådan for alvor. Shit just got real, yo.

    Dagen startede ud med et morgenbesøg fra min mor og lillebror, som sammen lavede et rigtigt lækkert fødselsdagsmorgenbord.

    Fødselsdagsmorgenbord

    Da vi havde spist, drog Chuck og jeg ind til byen, for at finde et par nye sandaler til mig, da dem, han købte til mig for et par år siden (og som jeg ellers har været så glad for) er blevet for store til mine små fusser efter mit vægttab. Måske har de altid været for store, men det var først til sidst, at jeg begyndte at snuble i dem, og det er altså ikke godt for én med skrøbelige knogler. Det kostede mig en lårbensfraktur.

    Vi tog ind i ECCO på Købmagergade, hvor vi også købte mine forrige sandaler, og her fik jeg en masse hjælp til at finde de helt rigtige. Bl.a. blev vi enige om, at jeg skulle bruge en størrelse 35 fremfor 36, og at det skulle være et par, hvor jeg selv kunne stramme og løsne, alt efter behov. Desværre havde de dem ikke hjemme i den lyse farve, som jeg foretrak, men de er bestilt, og jeg glæder mig usigeligt til at de er klar til afhentning.

    Efterfølgende tog vi på Espresso House ved Vimmelskaftet, hvor Chuck bl.a. tog dette billede af mig, der vogter over vores cookies, mens han venter på vores islatter.

    Herefter drog vi hjemad, da vi skulle nå at købe ind til hjemmelavede burgere, inden min mor og søskende kom ved 18-tiden. Desværre endte min familie med at stå for kokkeringen af det meste af aftensmaden, da jeg simpelthen var så træt i min lille runde krop.

    Min søster havde medbragt dessert: en superlækker hjemmelavet bombe af en chokoladekage, som var en perfekt måde at slutte dagen af på. Manner, den smagte godt.

    Chokoladekage

    Fejring: Round 2

    Og som om det ikke var nok, valgte jeg at fejre mig selv – igen – om lørdagen. Her holdt jeg fødselsdag for min store familie, og desværre blev det ikke til det overdådige kagebord, som jeg ellers havde planlagt. I stedet blev det bare til to identiske lagkager, som jeg tilgengæld gjorde mig yderst umage med. Da alt kom til alt, kunne jeg simpelthen ikke overskue mere end det (og så boller, selvfølgelig), og hellere lave én ting grundigt og helhjertet, end en masse ting half-assed og halvhjertet. Kagebordet gemmer jeg til bebsens fødselsdag næste år (sagde hun naivt).

    Dog ærgrer jeg mig inderligt over, at jeg ikke fik taget billeder af min hjemmelavede, relativt instagram-venlige lagkage, for der overraskede jeg godt nok mig selv. Jeg tørrede endda af rundt om kagen med køkkenrulle, for det har jeg set dem gøre i Den store bagedyst, og fandeme om der ikke skulle skrues op for æstetikken, når nu jeg fyldte 30.

    Jeg fulgte denne opskrift fra New Yorker by Heart, men dog med nogle få justeringer. Bl.a. prøvede jeg at få den til at stå lidt skarpere, dv.s. uden al cremen på siderne, så lagene blev tydeligere. Derudover, valgte jeg at lave fire lag fremfor tre, hvor jeg bl.a. puttede kagecreme på ét lag, og glasur på toppen – pyntet med små stykker daim og friske hindbær, selvfølgelig. Hvis man sammenligner med min sidste lagkage, som mildest talt var en katastrofe, var jeg godt nok glad og stolt over det endelige resultat – også selvom opskriften var yderst simpel, og at det næsten ikke kunne gå galt.

    Men allerførst fik vi fødselsdagsboller og varm kakao med flødeskum. Det var noget, jeg havde lagt mig fast på relativt tidligt i min planlægningsproces. Det lavede min mor altid til vores børnefødselsdage, og bare duften af bollerne (tilsat vaniljesukker, som også blev drysset over til sidst) bragte mig tyve år tilbage i tiden. Det er sjovt, hvordan dufte kan frembringe minder, som ingen andre sanser kan.

    Jeg havde også fundet vores ældgamle fødselsdagsdug frem: et stort stykke stof, som vi børn, sammen med vores mor, havde taget blomster og flag på, og som blev lagt på bordet til samtlige fødselsdage gennem hele vores barndom.

    Måske er jeg blevet (endnu mere) nostalgisk på mine gamle dage. Jeg har ihvertfald et behov for at gå “back to basics”, for det er trygt og genkendeligt, og det har man bare brug for i nogle perioder af sit liv, ik’?

    Jeg fik en masse fine gaver, som jeg er så glad for – og for at det ikke skal være løgn, fik jeg en bonusgave: et regeringsskifte. Jeg håber så inderligt på, at det vil byde på nogle positive forandringer i vores samfund, og at værdier, såsom solidaritet, frisind, og fællesskab (igen) kan komme i højsædet, og igen blive noget, der karakteriserer os danskere. Det er ikke for sent.

    Graviditet

    Tidlig indoktrinering

    Graviditetsplayliste

    Ifølge min graviditetsapp, er baby nu i stand til at høre lyde gennem maveskinnet. Det giver den altså lidt under tre måneder til at vænne sig til sin mors skingre stemme og heksehylslatter – og måske ligefrem finde trøst i den, når den lander med storken om en 2 1/2 måneds tid.

    Baby kan eftersigende også høre musik, og ifølge de utallige artikler, jeg har læst, vil den musik, der bliver spillet under graviditeten, muligvis kunne være en tryghedsskabende faktor for den. Ligesom min skønne røst, vil musikken være genkendelig, og kan dermed virke beroligende. Ifølge disse artikler, forstås.

    Jeg ved selvfølgelig ikke, om det er rigtigt, men jeg er i alt fald allerede begyndt på en playliste, som jeg har givet den mundrette titel “Pretzel’s Playlist”. ‘Pretzel’ er babys kælenavn, hvis man skulle være i tvivl. Det var noget, Chuck begyndte at kalde den for længe siden, og så har det bare hængt ved. Jeg kan dog ikke forestille mig, at det kommer til at hænge ved efter fødslen – ihvertfald ikke for mit vedkommende.

    Næ, jeg tror, at jeg vil træde direkte ned i “mussefælden” med “lille mus”, “navn+mus”, “mussi”, “musse”, osv – ligesom samtlige andre forældre i dette land. Måske kombineret med et eller andet gakket, som jeg har haft for tradition at gøre med mine yngre søskende. Hvorfor kalde sin nye lillebror “lillemand”, når man kan kalde ham “Georgio Armani”? På offentlig gade. Og det er ikke engang den værste…

    Men tilbage til playlisten, som jeg allerede tager meget alvorligt. For hvis man gør det rigtigt, kan det vel være en form for tidlig indoktrinering? Tænk, hvis jeg kan få baby til at blive Beach Boys fan? Eller til at finde trøst i klassikerne fra Disneys sangkatalog? Eller RuPauls “Don’t Be Jealous of My Boogie”?

    Mand, hvor ville vi have meget tilfælles.

    Altså, jeg ville selvfølgelig elske den under alle omstændigheder, og hvis det er Rammstein (eller, gisp, Hansi Hinterseer!), der skal til, for at få det til at sove, jamen så er det det, jeg gør. Med eller uden ørebøffer.

    Playlisten er stadigvæk under construction, men jeg er meget åben for forslag og anbefalinger.

    Livet

    Græsenken fylder 30: Fødselsdagsplaner og Chucks hjemkost

    Summer nail polish

    I disse dage er jeg i fuld gang med at udarbejde en ønskeseddel til min 30- års fødselsdag, som er lige om hjørnet. Min hjerne fungerer som regel sådan, at jo tættere vi kommer på min fødselsdag/jul, jo sværere har jeg ved at komme på noget. Det er jo ikke, fordi jeg ikke har nogle ønsker – jeg har bare glemt dem, når det endelig er relevant.

    Anyway. Det er ikke for at trutte i mit eget horn, men jeg synes faktisk, at jeg har fundet på nogle rigtig gode ting. Det har taget mig lidt tid, men jeg er endt på et godt mix mellem “need” (kededelige voksenting som et dørslag, elektrisk tandbørste, osv) og “want” (en Nespressomaskine, en lampe og et gulvtæppe fra IKEA, osv) – og måske allervigtigst: kun ting til mig. Dvs. ingen ting til baby. Hele mit liv er allerede en stor babybobbel (og den er ikke engang kommet ud af maven endnu!), og jeg har brug for at træde ud af den for en stund, og ind i mig selv. Være lidt ego-agtig, mens jeg kan. YOLO’e lidt.

    Jeg har vist endnu ikke fortalt om mine planer for mit vilde birthday-bash, som bliver afholdt et par dage efter min rigtige fødselsdag, men here goes: familien ankommer kl. 14, vi spiser fødselsdagsboller (som min mor lavede dem, da jeg var barn), drikker kakao, spiser kage(r), alt imens vi hyggesnakker og kommer hinanden ved. Det er lige før, man burde advare dem, der bor i opgangen – eller hvad tænker I?

    Måske er det graviditeten, der taler, men jeg har i år tænkt mig at kaste mig ud i mere end én kage. Jeg er ikke den store bager, men pt. tænker jeg noget med noget gulerodskage, brownies (det bliver Chucks opgave) med glasur og smarties, og så en lagkage. Jeg overvejede en kiksekage (efter min kiksekage-åbenbaring på Arbejdermuseet), men jeg tror, at jeg vil savne en lagkage. Og fire kager er nok lige i overkanten, tror jeg. Lad os lige skrue lidt ned for ambitionsniveauet, Sofie.

    Der bliver garantrisset en masse kagerester (så mange mennesker bliver vi heller ikke), men dem kunne jeg måske dele med mine naboer. Måske kan det endda danne grobund for et venskab med ham den sure til venstre, som kun modvilligt anerkender min eksistens, når vi passerer hinanden . På trods af, at vi har delt indgang i seks år. Ham bliver jeg altså aldrig klog på. Måske trænger han bare til noget kage.

    Chuck kommer hjem på onsdag, efter at have tilbragt fem lange uger i Long Island i forbindelse med en arbejdsopgave. Det er dælme længe, at have været væk fra hinanden. Min mave er vokset helt vildt, siden han tog afsted, og der er fuld knald på baby nu – i alle døgnets fireogtyve timer. Jeg føler, at det bliver en helt anden mig, som han vender tilbage til. Der er sket så meget indadtil og udadtil, imens han har været væk. Jeg har holdt fanen højt, og har klaret græsenkelivet rigtigt fint (with a little a lot of help from my friends family), men nu må der også godt gå lidt hverdag i den igen.

    Men – hvis jeg skal nu skal være heeelt ærlig, så har det godt nok været dejligt at have haft hele sengen for mig selv. Not gonna lie.

    Kronisk sygdom

    Tanker fra en tidligere sommerfan

    Sommeren står for døren. Vi har allerede haft nogle varme dage, som smagte lidt af alt dét, vi har i vente. Det er så sjovt at se, hvor hungrende vi alle er for at få noget varme og noget solskin. Temperaturene skal blot nå de 20 grader, og så er der ellers dømt bare overkroppe og Piña Colada for alle pengene.

    Jeg elsker den danske sommer, det gør jeg virkelig. Måske sidder det i mig, fordi jeg er sommerbarn. Eller måske sidder kærligheden for sommeren i de fleste af os danskere, fordi vi en stor del af året må finde os i regn, mørke, og kulde – som selvfølgelig også har sin charme. Eller noget.

    Islatte Liseleje

    Man kan vist roligt sige, at vi havde en helt igennem fantastisk sommer sidste år, rent temperaturmæssigt. Jeg var lige ved at bruge ordet ‘upåklagelig’, men det blev sgu lige lovligt varmt engang imellem – ihvertfald for min uhærdede skandinaviske krop. Derudover tog varmen langsomt livet af dele af vores flora og fauna, og det var mindre rart at se på.

    Sommeren ’18 var den første sommer i mange år, hvor jeg ikke har oplevet det såkaldte ‘chub rub’. Det har ellers været et stort problem for mig i de forgængne år, og jeg har været tvunget til at bruge henholdsvis strømpebukser og cykelshorts. Det var imidlertid ikke tilfældet sidste år, da mit vægttab gjorde det muligt for mig at gå med bare ben – og smide de uchikke cykelshorts. Jeg købte tonsvis af løse kjoler fra H&M, og boede i dem henover hele sommeren. Det føltes som indbegrebet af frihed, at kunne mærke sommerbrisen under kjolen, og det var så dejligt bare at kunne smide noget over hoved, og så afsti afsted ud i den store verden.

    Sarmientobandager skinneben

    Det gjorde så også bare, at der var frit udsyn til mine sarmientobandager (plastikskinner) på benene, som har været en fast accessory siden 2010, da jeg fik indopereret metalskinner, der skulle hjælpe mine knoglebrud til at hele. De beskytter mine skinneben fra yderligere brud, og støtter godt op om knoglen. Det giver mig både fysisk og psykisk tryghed at vide, at mine ben (som har været brækket utallige gange) er beskyttet til enhver tid, og jeg har fået strenge instrukser fra ortopæderne om at iføre mig dem hver dag. No ifs, ands, or buts about it.

    Jeg har for længe siden forliget mig med dem – også selvom det til tider kan være varmt og besværligt at skulle tage dem af og på. For mig er det et livsvilkår på linje med mange af de andre ting, jeg døjer med, som følge af mine handicaps. Hvis der er noget, jeg har lært, så er det, at man kan vænne sig til rigtigt meget, hvis man er nødt til det.

    Sofie med solbriller

    Jeg er vant til at blive kigget på en ekstra gang på åben gade, men jeg var godt nok overrasket over, hvor meget opmærksomhed, jeg modtog pga. de benskinner. Jeg har så mange eksempler, at jeg kunne skrive et kapitel til en bog, men nogle gloede så meget, at de var ved at gå ind i lygtepæle – så ekstremt var det. Flere grinede og pegede; andre var mere “subtile” og gav deres ven en blød albue i siden for at få deres opmærksomhed, og nikkede derefter hen imod mig. Knap så subtilt, egentlig.

    Lifeguard Liseleje Strand

    I begyndelsen kunne jeg tage det, men da det efterhånden blev hverdagskost, begyndte jeg at bande sommeren langt væk. Jeg glædede mig til igen at kunne iføre mig lange bukser/strømpebukser, udelukkende for at slippe for den uønskede opmærksomhed. Det blev sværere og sværere at ignorere, og jeg begyndte at skamme mig over mine skinner, som jo efterhånden er blevet en del af mig. De er jo en forudsætning for, at jeg overhovedet kan komme rundt.

    Selvom jeg godt kunne regne ud, at mine benskinner ville tiltrække en vis grad af opmærksomhed, havde jeg ikke regnet med, at det ville være slemt. Mine benskinner er selvfølgelig et sjældnere syn end fx. legemer i gips eller folk i kørestole, men de er jo tydeligvis et medicinsk hjælpemiddel – og er det kutyme at grine af det?

    Shadow silhouette

    Mine erfaringer fra sidste år gør, at jeg gruer jeg for denne sommer, og har gjort det lige siden sidste år. Det plejede ellers at være min yndlingsårstid, men den glæde er jeg blevet frarøvet, og nu skal jeg bruge en masse mental energi på at lave en slagplan for, hvordan jeg skal tackle denne sommers klaphatte.

    Jeg skal jo ud, ik’? Ud at få lidt af naturens D-vitamin og knastørt sommerhår – holde mig hydreret med diverse kolde sommerdrikke, med og uden koffein. Ligesom alle andre skal jeg have ladet min batterier op, så jeg kan klare resten af året.

    Derudover er det jo min sidste sommer som ikke-mor. Der kan jo ikke nytte noget, at jeg sidder indenfor og gemmer mig – jeg har jo et liv, der skal leves. Det er bare ærgerligt, at min ret til at leve mit liv sommetider kommer med så mange omkostninger. Det koster altid mere for mig, at gøre fuldkommen normale ting, men sådan er det desværre for mange af os med ekstra udfordringer – os minoriteter. Vi betaler en dyrere pris for billetten + et ekstra tillæg + underskriver en kontrakt, der siger, at vi skal være villige til at finde os i hvad som helst. Og så må vi godt være med. Måske.

    Jeg vil prøve mit bedste på at nyde sommeren, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke har mine bekymringer. Jeg arbejder på at kunne sige “fuck det” og “fuck dem”, men det er en længere process. Det kræver en god portion selvtillid og selvværd at kunne holde hovedet højt i sådanne situationer. Tag det fra én, som har oplevet det hele livet igennem, og som stadigvæk bliver lige paf hver gang.

    Måske skal dette være mit mål for mit første år i mine tredivere: at blive mindre obs på andres reaktioner på mig, og mere obs på dét, der giver mig lykke. Lyder det ikke godt? Det burde vi nok allesammen stile efter – små skridt i den rigtige retning.

    Livet

    I anledning af Mors dag: til alle mine mødre

    Mors dag var godt nok i søndags, men det er vel aldrig for sent med en kærlighedserklæring, vel?

    Jeg tilbragte dagen på Arbejdermuseet med min mor. I dagens anledning var der gratis entre for alle mødre, og – i mit tilfælde, med min struttende mave – vordende mødre. Det er længe siden, at jeg har været på Arbejdermuseet, og det føltes så rigtigt og naturligt at tilbringe dagen med min mor.

    Efter at have set de forskellige udstillinger, sluttede vi dagen af i kaffebaren, med et stykke kiksekage og kaffe tilsat Richs. Eller, min mor gjorde – jeg valgte den sikre (og uautentiske) vej, nemlig en ganske almindelig filterkaffe med kaffefløde. Det var min første oplevelse med kiksekage, men kun begyndelsen på et livslangt forhold, har jeg på fornemmelsen. Det smagte fandeme godt! Hvorfor spiser folk ikke det hele tiden, is what I want to know. Jeg overvejer ihvertfald stærkt at gøre det til en del udbudet på kagebordet til mit fødselsdagstamtam.

    Sofie og mor

    Men nu til min mor. Min søde, sjove, kloge, omsorgsfulde, kærlige, og stærke mor, som jeg elsker så højt, og som repræsenterer tro, håb, og kærlighed.

    Tak fordi du er min mor. Tak for alt, hvad vi har sammen, hvad vi deler, og for din betingelsesløse kærlighed. Tak for vores daglige timelange samtaler i telefonen, hvor vi gang på gang vender verdenssituationen. Vi løber aldrig tør for ting at tale om – intet er for stort eller småt til at blive vendt på hovedet og set fra en masse forskellige vinkler – og jeg elsker at være i dit selskab.

    Du er en kæmpe inspiration for mig i den måde, du tackler livet på, og din evne til selvrefleksion. Du er ikke bange for at dykke ned i dig selv, og kan altid hjælpe mig til at finde ud af, hvad mine (sommetider uhensigtsmæssige) følelser og reaktioner egentlig “handler om”. Når jeg slår mig selv oveni hovedet og bliver frustreret over, at jeg ikke kan gøre ting ligesom alle andre, minder du mig om alt det, jeg har været igennem – og jeg prøver at gøre det samme for dig, når du stiller for høje krav til dig selv.

    Jeg får lyst til at blive et bedre menneske, og det hjælper du mig med. Du er beviset på, at man som menneske kan tage kvantespring – at man med en ihærdig indsats kan opnå resultater, man næsten ikke troede var mulige. Du kan tage al æren for, hvor du er nu. Jeg vil altid være uendelig stolt af dig.

    Tak for din begejstring for din kommende rolle som mormor. Det betyder så meget med din støtte og entusiasme. Jeg glæder mig til at dele oplevelsen med dig. Tak fordi du, som erfaren gravid og mor, altid er klar på at svare på mine paniske spørgsmål og afværge bekymring og hysteri.

    Tak, tak, tak!

    Sofie og farmor

    Og nu til min anden mor – min farmor – min “bonusmor”. Hvor er jeg dog heldig at have endnu en moderfigur i mit liv, som tager del i mine glæder og sorger, som elsker mig betingelsesløst, og som kender mig ud og ind.

    Jeg føler mig så forstået og accepteret i dit selskab, og jeg bliver stolt, når andre siger, at vi minder om hinanden, da du har så megen karisma og charme. Mit håb er en dag at kunne indtage et rum, som du gør – med et naturligt lys og en varme, som andre kan mærke. Du er nysgerrig på andre, fordyber dig gerne i “deres univers”, og får også selv en masse ud af denne process. Du er et hav i konstant bevægelse. Af dig har jeg lært mange ting, bl.a. at processer er mindst lige så vigtige (hvis ikke vigtigere!), end resultatet, da det er deri udviklinges kan findes, og hvor man bliver klogere på sig selv og andre.

    Jeg elsker alle vores snakke – både de “dybe”, og de mere “overfladiske” (hvor vi deler vores forargrelse over reality-fjernsyn og sladder om de kendte) samt vores traditioner, som du er rigtigt god til at holde fast i. Jeg er taknemmelig for vores daglige kontakt, og for alt, hvad vi deler med hinanden.

    Tak, tak, tak!