Følg:
    Livet, Moderskab
    Fuld af guld som hver en dåre blænder

    Glædelig lørdag! I morgen forlader vi vinteren og træder ind i foråret. Ellinors første forår. Jeg har altid tænkt på foråret som værende opvarmning til sæsonernes superstjerne, sommeren, men foråret kan altså også noget.

    Lige nu er Sebastian vores jam herhjemme – can you tell? Jeg prøver at udsætte Ellinor for så mange musikalske smagsindtryk som muligt, men gangsta-rappen må jeg overlade til min mor at introducere hende for.

    I lørdags lyttede vi til Aqua og Elton John, og søndag streamede jeg Det kongelige teaters opsætning af Romeo og Julie-balletten med musik komponeret af Prokofjev. Da jeg var barn havde vi balletten på VHS (så gammel er jeg), og jeg elskede, når den blev sat på. Musikken talte virkelig til mit lille dramatiske hjerte – især stykket til scenen, hvor Julies mor finder Tybalt og bryder fuldkommen sammen over hans lig, og derefter må slæbes væk af sin mand (som formentlig synes det er lidt pinligt, at hans kone (så offentligt) har the hots on for sin nevø). Det var de helt store følelser, der kom i spil der, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg som barn genopførte netop denne scene aldeles alene imens jeg samtidig(!) stod for baggrundsmusikken. Jeg var i sandhed et multitaskende multitalent.

    Anyway. Hvis du spørger mig, er det ikke et øjeblik for tidligt for Ellinor at komme i kontakt med sin indre dramaqueen. Hun er ihvertfald allerede godt i gang med at udvikle lidt af et iltert temperament. Som mor er jeg bange, men som kvinde kan jeg kun sige YAS QUEEN! WORK IT!

    I det hele taget er det sjovt at se hendes personlighed titte frem. Forleden nat, da jeg i nattens mulm og mørke var blevet vækket for 10. gang af en mund, der manglede en sut, kom jeg til at tænke på, at Ellinor jo er sit eget menneske. Jeg ved godt, at det lyder fuldkommen åndssvagt – selvfølgelig er hun det! Ding dong, Sofie. Men lige nu er hun jo min. Mit ansvar. Hun er, hvor jeg er, og omvendt. Det er ikke engang syv måneder siden, at hun kom ud af mig, og vi vil i lang, lang tid være en forlængelse af hinanden, og altid være forbundet af en usynlig navlestreng.

    Men hun er blot til låns, og jeg gav hende blot liv. Giver det mening? Hendes rejse gennem livet er allerede begyndt, og barndomsdelen er så ufattelig kort.

    Nå, måske er det morfinen, der taler, men man kan hurtigt blive filosofisk og sentimental, når man bliver ufrivilligt vækket (igen og igen og igen) klokken kvart-i-kvalme om natten. Du skulle prøve det, hvis du er interesseret i at udforske forskellige former for tortur.

    I dag har vi lige præcis nul planer. Det er måske ikke så mærkeligt, når jeg er så immobil, som jeg er. Jeg tænker, at det bliver en dag på legetæppet med rulletræning, og så måske, MÅSKE, en tur (på krykker, naturligvis) over gaden til bageri Det rene brød. Det vil være hårdt for mit ben, men vil alligevel give overskud på energikontoen, tror jeg.

    Hvad har I af planer?

    Kronisk sygdom, Livet, Moderskab
    Med den (ufrivillige) eremit på bytur

    Glædelig fredag og glædelig Valentine’s Day, hvis I altså fejrer det!

    Gæt, hvem der lige nu befinder sig på Coffee Industry i Fiolstræde med sin bærbare og en 41 kroners café latte, præcis som i gamle dage? Med benet oppe og med rigtige bukser på. Gamle dage som i før den skæbnesvangre decemberaften, hvor jeg gled i badekarret og bum, så var det slut med traveture med barnevogn og latter (og lattér) i byen.

    Da jeg kom hjem efter 6 dages indlæggelse/6 dages adskillelse fra min baby, sagde jeg til min mor, at der nok ville komme en følelsesmæssig reaktion på det hele fra min side på et eller andet tidspunkt. Jeg har endnu ikke haft det helt store sammenbrud, og jeg er heller ikke sikker på, at det kommer. Jeg føler sorgen og frustrationen i mindre portioner hver dag.

    Eftermiddagene er værst for mig. Altså, når min mor er taget hjem. Der bliver jeg angst for, hvordan aftenen skal gå; hvordan jeg skal underholde Ellinor, når jeg ikke kan gå, stå, osv. Chuck er der selvfølgelig og er meget på, så det er 100% i mit hovede, men angstmonstret føles meget virkeligt, når det er der. Dagen er stadigvæk ung, når jeg begynder at glæde mig til at komme i seng. Jeg lever for de par timer, jeg har i sengen, hvor Ellinor sover og hvor jeg selv burde sove, men hvor jeg ligger og kører rovdrift på min livlinje – min telefon. Jeg læser åndsforsnottede fora og skriver med min mor på trods af, at vi har været adskilt i allerhøjest fire timer og ses igen om mindre end tolv. Små beskeder med emojis og korte gennemgange af vores respektive aftener.

    Jeg tror aldrig, at jeg har befundet mig i en periode, hvor hver dag føles så ens og monton. Mit liv er et reb med små knuder, der markerer begyndelsen og slutningen på en given dag, men som dårligt nok mærkes, når man bevæger hånden ned af det.

    Kan I mærke, at det er svært for mig at holde fanen højt for tiden?

    Ellinor har det godt og har alt/får alt, hvad hun har behov for. Hun har så mange omkring sig, der elsker hende, og hendes liv har på ingen måde ændret sig til det værre – tværtimod. *praying hands emoji*

    Der er ikke noget bedre, end når hun griber fast i mit hoved med sine små fedtede og forsavlede hænder og hiver mig i håret, mens hun hardcore sutter på min hage. Eller når hun borer sine små skarpe french-tips negle (tager det barn biotin-tilskud bag min ryg eller hvad?) ind i mine kinder og kigger på mig hviner, som om det er mig, der får solen til at stå op om morgenen.

    Men det er jo hende, der er solen. Min sol. Min lille stjernesol.

    Der er selvfølgelig også plusser ved min nuværende situation. Jeg har masser af kvalitetstid med min mor (som kommer hver dag og hjælper mig), masser af kvalitetstid med Ellinor, og så er jeg endelig begyndt på Ellinors bog, som jeg skriver i hver dag i de timer, hvor min mor går tur med hende i barnevognen. (Og der er som regel også tid til lidt Real Housewives of Beverly Hills…). Det er ligesom guldet i krisen.

    Jeg har fortsat ondt i mit ben. Mit lårben er brækket, men det er primært knæet, der giver mig problemer. Jeg fik fremskyndt min tid hos ortopædkirurgen, der opererede mig, så jeg har en tid på mandag, hvor vi bl.a. skal tale om, hvad der kan/skal gøres med mit knæ. Metalskinnen, som de har sat ind, går lige igennem et ligament, og senebåndet kører hen over skinnen hver gang, jeg flexer (bøjer) knæet. Det giver et lille smæld, som gør hammer ondt, og gør, at jeg kun kan bøje benet ca. 90-100 grader. Med tiden vil senebåndet blive revet over. Jeg har selvfølgelig også ondt i resten af benet, men det kan ligesom overdøves af smertestillende. Med knæet er det straks noget andet. Det er der hele tiden. Og det er IKKE meningen.

    Pis lort.

    Nå, nok ynk fra mig. Om lidt kommer min mor og Ellinor og joiner mig – og senere Chuck – og i aften kommer der X-Factor, hvilket jeg overhovedet ikke har fulgt med i, men det er alligevel hyggeligt at vide, at det kommer. Ved I, hvad jeg mener?

    God weekend!

    Projekt Hjem
    Ægget, Svanen, Koglen – Dansk design på væggene
    brainchild original plakat bamsen


    REKLAME FOR BRAINCHILD ORIGINAL  // Jeg har modtaget disse plakater gratis

    Lad mig først komme med en indrømmelse: Jeg ved ikke ret meget om dansk design. Er det blasfemisk at sige? Svarer det til at indrømme, at man aldrig har set Matador? Eller at man ikke var klar over, at vi engang har vundet EM i fodbold?

    Forhåbentlig er jeg ikke den eneste dansker, hvis viden om dansk design umiddelbart strækker sig til klassikerne, såsom Ægget, Svanen, Koglen, osv. Men de er altså virkelig også design- og håndværksmæssige evergreens, og selvom de stilmæssigt tydeligt kan dateres til det 20. århundrede, fremstår de alligevel tidløse i et hav af trends, der udløber ved næste sæsons kollektion. Tænk, at skabe noget, der aldrig vil blive smidt ud; som altid vil være i konstant bevægelse imellem kærlige hjem. Altid et ønskebarn. Det er vel næsten indbegrebet af bæredygtighed – og en total antitese til den ellers dominerende brug-og-smid-væk kultur, som jo ikke er noget nyt. Det må da være enhver kreativ sjæls drøm, at kunne skabe noget med en sådan pondus og betydning. Det er møbler, ja, men de er også et stykke danmarkshistorie. Og de koster selvfølgelig også derefter.

    Jeg er ikke et sted i mit liv, hvor jeg kan smide titusindvis af kroner efter noget som helst, fordi SU og fordi Baby. Det meste i min lejlighed er genbrug/storskraldsguld og IKEA-klassikere, og sådan vil det formentlig være i mange år fremover. Det er ikke nogle investeringer, jeg kan se mig selv lave lige foreløbig.

    Men hvad der ikke kan stå i hjørnet må hænge på væggen – eller noget. Jeg har ihvertfald været så heldig at få mulighed for at få en lille bid af dansk design i mit hjem via Brainchild Originals fine plakater, med fortolkninger af de store danske designklassikere. Svanen, Ægget, Koglen, Vintergækken, Bamsen, Dråben, Myren – hele banden er samlet, men i versioner, der tager udgangspunkt i originaltanken bag møblet, fremfor det færdige, praktiske produkt, som vi er bekendte med.

    Brainchild beskriver selv deres plakater som “danske møbelklassikere fortolket bogstaveligt”, og jeg forestiller mig lidt, at disse motiver svarer nogenlunde til, hvad børn forestiller sig, når de hører om Myrestolen og Koglelampen. Da jeg var lille, var “Hvad er budskabet?” et af mine forældres yndlingsudtryk, når de kommunikerede med hinanden (de blev skilt, hvis nogen skulle være i tvivl), og jeg kan huske, at jeg forestillede mig en lille brevdue, der fløj fra ét tårnvindue til et andet (ved ikke lige hvorfor min fortolking fandt sted i Middelalderen), for det er netop dét, børn gør. De tager alting bogstaveligt.

    Jeg elsker plakaternes enkle udtryk, som jeg synes matcher de rene linjer, jeg ihvertfald forbinder med dansk design. Der er ikke så meget “støj” – og måske er det derfor, de er sådan et friskt pust i mit hjem, hvor enhver vandret flade er dækket til med alt muligt gøvs. Så kan der ikke også være kaos på væggene, vel? Det er ihvertfald noget jeg forsøger at undgå, indtil jeg har fået styr på mit shit.

    Svanen, Bamsen, og Vintergækken

    Mine plakater fra Brainchild måler 50x70cm, men fås i forskellige størrelser. Der er rig mulighed for at mikse og matche, og jeg har set flere, der vælger at hænge tre ved siden af hinanden – som regel i nogenlunde samme farvetema. Jeg har ikke tænkt mig at kombinere mine, men det er ihvertfald også en mulighed, hvis man ønsker et strømlinet look. Jeg har ambitioner om at lave flere billedvægge i min lejlighed, og jeg tror, at de hver især vil gøre sig godt som en del af en større familie.

    “SVANEN”

    brainchild original plakat svanen arne jacobsen

    Den første plakat, jeg valgte, var Svanen. Jeg valgte den petroleumsblå baggrund, da jeg mente, at det ville være en god kontrast til alle de lyse farver i stuen. Lige nu hænger den som ene svane (ti hi) over spisebordet, men jeg tænker, at den skal have noget selskab på et tidspunkt. Men indtil da hænger den fint der, synes jeg. Jeg har valgt at sætte den i en sort ramme, da det matcher det sorte i næbet – og så står den også skarpere på min lyseblå væg.

    brainchild original plakat svanen arne jacobsen

    “BAMSEN”

    brainchild original plakat bamsen hans wegner

    Ej, men hvor kær er den lige? Mød vores ny ven, Bamsen. Den stjal mit hjerte, dét øjeblik, jeg så den. Den fås også med hvid baggrund, men jeg valgte den sandfarvede, da det giver sådan en hyggelig retro vibe. Lidt ligesom skotsktern og Werthers ægte, you know? Jeg var i tvivl, om den skulle i en træramme eller en hvid ramme, da begge ville passe lige godt (efter min mening), men endte med den hvide, da jeg ellers ville være nødt til at gøre Chucks aktieplakat hjemløs – og det ville ikke være særlig pænt af mig.

    Bamsen hænger over min datters seng i vores soveværelse, og indgår lige nu i en billedvæg, som jeg lavede for flere år siden. Jeg kunne godt tænke mig at gøre billedvæggen mere børnevenlig, så planen er, at flere af billederne skal skiftes ud med noget, som min datter vil blive glad af at kigge på. Har I nogle forslag til nogle online plakatshops, som bl.a. gør sig i kunst for børn? Help a sister out, please.

    brainchild original plakat bamsen hans wegner

    brainchild original plakat bamsen

    “VINTERGÆKKEN”

    brainchild original plakat p.h

    Og så er der Vintergækken. Den kunne jeg heller ikke stå for. Den fås med henholdsvis mørkelilla og mørkegrøn baggrund, og jeg valgte den mørkegrønne, da jeg – ligesom med Svanen og den petroleumsblå baggrund – tænkte, at det ville være meget “ulig” dronningen af pastelfarver her, at vælge noget lidt mere mørkt. Jeg er helt vild med den og føler selv, at jeg har fundet et rigtigt godt spot til den. Jeg har sat den i en hvid ramme, så den “bløder lidt op” – og så matcher det jo også vintergækkens hvide blade.

    NB: Billederne her et lidt misvisende i forhold til farverne, da baggrunden ser mere mørkegrå ud end mørkegrøn – og baggrunden er bestemt mørkegrøn i virkeligheden. Jeg beklager – det skyldes slet og ret dårlig belysning. De blev ellers taget, når lyset burde være allerbedst, men det kan altså ikke ses her.

    brainchild original plakat vintergækken p.h

    Som en “added bonus”, bliver Brainchilds plakater printet på FSC-certificeret papir: et certifikat, der indebærer, at man bruger papir fra træer, der er groet i en FTC-skov, hvor der ikke fældes flere træer end skoven kan nå at reproducere. Derudover tages der hånd om arbejdernes forhold og sikkerhed – og ikke mindst skovens dyreliv.

    Jeg er super glad for mine nye “venner”, og de har allerede vist sig at være super “conversation starters”, da flere har syntes at de var skægge og har ønsket at vide mere om dem. Det er altid fedt med nogle isbrydere.

    Kronisk sygdom
    Hello Crutches, my old friend(s) – I’ve come to talk with you again

    Halløj allesammen og glædelig (bag)jul!

    Nå. Let’s get to it.

    For elleve dage siden gled jeg i badet og brækkede min højre lårbensknogle i to.

    Min mor var på besøg og på vej ud af døren, da jeg liiige ville skynde mig at tage et hurtigt brusebad, før hun gik. Det ville jeg nemlig ikke føle mig tryg ved, hvis jeg var alene med Ellinor, hvilket jeg ville jeg have været, da Chuck var taget til New York klokken kvart i kvalme om morgenen.

    Jeg havde lige tømt en halv flaske conditioner i mit hår, da jeg gled og faldt ned i havfruestilling, til lyden af min lårbensknogle, der knækkede midt over. Det skete så pludseligt og gik så hurtigt, og jeg vidste med det samme, at den var gal. Jeg har alligevel følt netop denne følelse 30+ gange efterhånden.

    Min mor ringede 1813, og det krævede 3 mennesker at få mig hevet op af badekarret. Det eneste, jeg kunne tænke på, var Ellinor. “Jamen, jeg har et lille barn,” sagde jeg. “Ja, jeg ved det godt, men vi bliver nødt til at tage os af dig,” svarede en af Falck-redderne. Rationelt gav det mening, men følelsesmæssigt gav det ingen mening. Adskillelsen.

    Jeg blev kørt til skadestuen, kun iført én af Chucks t-shirts og med drivvådt hår fuld af conditioner. Alt, hvad der skete derefter, er egentlig underordnet, men jeg er endnu en gang blevet bekræftet i, at vores sygehusvæsen er røv og nøgler. Lad os sige det sådan. Og så er jeg blevet en metalskinne rigere. “Nu kan du aldrig brække dén knogle igen,” sagde kirurgen stolt, og jeg håber så inderligt, at han har ret.

    Som spillede jeg hovedrollen i en sødladen amerikansk julefilm, blev jeg udskrevet juleaften. Det havde jeg kæmpet hårdt for – ikke fordi det var jul, men fordi ethvert sekund væk fra Ellinor var et sekund for meget, og som jeg så det, kunne jeg lige så godt ligge derhjemme og have ondt. Det var de heldigvis helt enige i, de kloge, og sådan gik det altså til, at jeg juleaften kunne mæske mig i fedt og sukker og Ellinor-møs, efter at have tilbragt næsten en uge i et smertehelvede. Åh, hvor har jeg dog savnet hendes små fyldige lårbasser.

    Og hvad så nu? Jo, min mor er mere eller mindre flyttet ind hos mig og Ellinor, og er mine ben og arme. Jeg gør alt, hvad jeg kan, for fortsat at være “moderen”, også selvom jeg pt. er så godt som lænket til sofaen. Men jeg gør, hvad jeg kan, for at kompensere for f.eks. ikke at kunne gå rundt med hende eller danse med hende, ved at lade hende tage sine lure på mig. Det har jeg nu altid gjort, men det synes ekstra vigtigt, når nu, vi (midlertidigt) har måttet give køb på andre ting. Alligevel nager den dårlige samvittighed hele tiden.

    Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at træne mit ben, og hopper rundt på krykker, så godt, som jeg nu kan. Det er jeg heldigvis rigtig god til. Det spænder og værker i benet, men jeg SKAL på benene igen, og det kan kun gå for langsomt. Jeg savner vores barnevognsture og følelsen af frihed. Jeg er virkelig dårlig til at være hjælpeløs og pacificeret, hvilket er lidt uheldigt, når nu jeg hvert sekund kan brække stort og småt. De to ting harmonerer ikke ret godt sammen.

    Men jeg havde en skøn juleaften, det havde jeg altså. Det er så dejligt at være hjemme igen, også selvom mit liv er væsentligt anderledes nu, end det var for elleve dage siden. Det betyder også, at alle de babyrelaterede aktiviteter, som jeg havde planlagt for de næste par måneder, er sat på standby. Jeg kan simpelthen ikke danse baby-lanciers lige nu. Vi kører noget “Åh Abe!” og tumlen på legetæppet i stedet for, tror jeg. Hende, ikke mig.

    Må I have en strålende nytårsaften og et fantastisk 2020. Jeg er ihvertfald håbefuld.

     

     

    Livet, Moderskab
    3 måneder med Ellinor, min Ellinor

    Torsdag d. 7/11 fyldte Ellinor 3 måneder. Tænk, at hun kun har været her i 3 måneder – det fatter jeg simpelthen ikke. Det føles allerede så naturligt, som om jeg har gjort det altid. Madet hende, badet hende, skiftet hende, kysset hende, sunget hende i søvn. Holdt hende i min favn. Jo, jeg er vokset op med en del yngre søskende, men jeg var kun 9 1/2, da min yngste bror blev født, så det forklarer jo så ikke, hvorfor jeg får regelmæssigt deja-vu af, at have gjort alle de her babyrelaterede dagligdags-ting en million gange før.

    Måske er det blot et instinkt, der er blevet vækket i mig. Noget, der lod vente på sig – ihvertfald mentalt – men som nu blomstrer på den allersmukkeste og naturligste måde. Det er endelig blevet forår inde i mig. Lyst, luftigt, og farverigt – ihvertfald for nu. Ihvertfald i dag. Det kan så hurtigt skifte. Men det er jo livet, ikke? Op- og nedture. Især, når man bliver smidt hovedkuls ind i en ny tilværelse, som man på ingen måde kan forberede sig på.

    Det er simpelthen ulig noget andet. Man vil aldrig opleve noget tilsvarende. Det lyder voldsomt provokerenede, I know, og jeg er ikke blevet én af dem, der hårdnakket påstår, at man ikke har levet, før man har fået børn. Det er ikke for alle, og vi alle vores egen vej her i livet, og ingen er bedre i stand til at vurdere, hvor den vej skal tage os hen, end os selv. Jeg kan bare sige, at for mig har det (indtil videre) været den vildeste, mest angstprovokerende oplevelse at blive mor, og jeg har svært ved at forestille mig noget andet, der kan trykke på så mange af mine knapper på samme tid.

    Men nu til Ellinor aka det dejligste, skønneste, smukkeste, sødeste, sjoveste lille menneske på jorden, hvis altså du spørger mig. Nutti-alarm, som min søster ville sige.

    “Man er ikke i tvivl om, hvem faderen er,” sagde en veninde for nyligt, og jeg må give hende ret. Ellinor ligner sin far helt vildt. Det er vist meget normalt i den første tid – noget med biologi og så videre. Derudover mener de flere i familien, at hun ligner dem. “Hun er virkelig smuk – hun ligner mig som lille,” sagde min far, da han så hende første gang. Må hun arve hans selvtillid.

    Jeg synes selv, at hun ligner mig en anelse, når hun smiler.

    Lige nu lader det også til, at hun har arvet sin fars temperament – eller mangel på samme. Hun er ihvertfald helt utrolig rolig, og pænt svær sådan rigtigt at pisse af. Hun er altid glad, når hun vågner – uanset, om luren har været lang eller kort. Af samme grund kalder jeg hende noget så originalt som “min glade morgenpige”, for hun lyser altid op i et kæmpe smil (med tungen ud og det hele), når man opdager, at dynen rør på sig, og så stikker sit grødhoved ned i barnevognen for at sige godmorgen. Uanset, om vi taler klokken kvart-i-kvalme eller hvad.

    Lige nu sover hun så godt om natten, at jeg næsten ikke tør tale om det, med frygt for at jinxe det. Hun er gået fra at sove max halvanden time ad gangen, til, ja, jeg tør ikke at sige det højt. Jeg har altid haft held med at synge hende i søvn (om hun så er blevet ved med at sove er noget andet), og lige nu er Pia Raugs “Jeg vil male dagen blå” favoritten, som regel efterfulgt af “Langt ude i skoven lå et lille bjerg”. Sidstnævnte hænger mig efterhånden langt ud af halsen, men den er så tilpas røvsyg, at den er en sikker vinder. Derudover supplerer jeg sommetider med “Que Sera Sera”, som jeg har sunget for hende helt fra hun var spæd. Det vil altid være vores sang, også selvom den nu har måttet træde lidt i baggrunden til fordel for Pia Raug.

    Hun elsker at kigge på køleskabet. Lige nu har vi kun nogle bogstavsmagneter i stærke farver på, og jeg går ud fra, at det er den skarpe kontrast mellem de farverige magneter og den skarpe hvide overflade, der begejstrer. Hun elsker også at se sig selv i spejlet, og smiler over hele hovedet, når konfronteret med sit eget spejlbillede. Monstro vi har en lille Instagram/Youtube-stjerne in-the-making? (Det håber jeg ikke). Hun har også opdaget sine hænder og jeg kan jævnligt høre hende sutte løs, når hun ligger vågen i barnevognen. Det lyder virkelig sjovt.

    Hun har masser af dobbelthager og folder i lårene, og så har hun det fineste jordbærmærke på højre arm. Hendes hårfarve lige nu kan bedst beskrives som beige, men det har til tider også et rødligt skær, som jeg mener, det har haft fra starten. Jeg er stadigvæk så forundret over, at hun blev født med hår på hovedet, når nu, jeg selv var pilskaldet det første stykke tid.

    Jeg er så glad for, at jeg nu er et sted, hvor jeg kan nyde at følge hendes udvikling. At jeg ikke blot er i overlevelses-mode hele tiden. At min angst for, at jeg skal gøre noget forkert/være utilstrækkelig/være årsag til, at hun ikke er dér, hvor hun skal være. Hun havde nogle dage for nyligt, hvor hun sov dårligt. Hvor jeg fik flashbacks til de første måneder, hvor jeg stortset ikke sov. “Er det mig? Er det min skyld? Er det fordi hun føler sig utryg?”, spurgte jeg jordemoderen, i forbindelse med Ellinors 3-måneders vacciner. (Svaret var nej – selvfølgelig nej). Og det vil nok være min første indskydelse i et stykke tid – at det har noget med mig at gøre. Men jeg har også altid været god til at slå mig selv oveni hovedet.

    Nå, nok baby-gushing. Jeg håber, at I får en strålende søndag, som indtil videre tager sig rigtigt godt ud, jo. Jeg tænker gåtur i byen, jeg tænker kaffe, jeg tænker returning af en masse fail-ting, jeg fik købt i Søstrene Grene i mandags. Hvad er jeres planer?

    Hverdagsglimt, Moderskab
    Voksne er børn med rynker
    Barnevogn skygge

    Sidste tirsdag var lille E og jeg til babysalmesang for første gang i vores lokale kirke. Det var en blandet fornøjelse. Præsten var fantastisk – vældig engageret og nærværende – men mit indtryk af de øvrige forældre (som gruppe), var, at de havde nok i sig selv. Der var vist flere af dem, der havde været igennem forløbet før, muligvis med hinanden, eller også gik de i mødregruppe sammen. Ihvertfald var det som at ankomme til en fest, hvor man godt nok var inviteret, men hvor ingen havde noget imod/opdagede, hvis man gik med det samme igen. Faktisk var man måske endda lidt et forstyrrende element?

    Åh, hvor jeg kender den følelse, og hvor har jeg haft den mange gange før – specielt i studiemæssige sammenhænge og påtvunget gruppearbejde. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har følt mig usynlig og uønsket – eller hvor mange gange, jeg har følt mig forkert og anderledes-tænkende. Det er et scenarie, der synes at forfølge mig, hvorend jeg bevæger mig hen. Det er latterligt, hvor få gode sociale oplevelser, jeg har haft, siden jeg trodsede min socialfobi for snart ti år siden og startede på et studie. Hold kæft, hvor har det været ringe, altså. Pinligt ringe.

    Min yngste søster er 13 år gammel, og befinder sig derfor lige midt i suppen af intriger, drama, mobning, ensomhed, splitting, osv. Alt dét, vi tror hører den alder til. Det er noget, man skal deale med i en begrænset periode af éns liv, og qua tidens gang ender man til sidst et meget bedre sted, hvor alle er voksne og modne og rare og inkluderende. Jeg har ofte lyst til at fortælle hende, at det “bliver bedre”, at man bare lige skal ud på den anden side, og så kan alt det teenagefnidderi ellers parkeres i fortidens p-kælder. Bum. Men det er jo løgn, ik’?

    Jeg bliver gang på gang chokeret over den mangel på social ansvarsfølelse, som jeg oplever blandt voksne mennesker. De/vi er børn med rynker. Hverken mere eller mindre.

    Men jeg er også selv faldet i fælden. Jeg krymper mig stadigvæk over, hvordan jeg lod to nye elever stå totalt alene, fordi jeg (for engangs skyld) havde mit på det tørre. Og der var jeg altså 22 år gammel, og vi befandt os på en uddannelsesinstitution for voksne. Jeg blev senere tætte venner med én af dem, som på et tidspunkt fortalte mig, hvor ubehageligt det havde været at stå der, ny, uden for fællesskabet, hvor ingen syntes at have lyst til/behov for at sige: “Hej. Velkommen til. Hvor er det hyggeligt at møde dig.” Med andre ord: Der er plads til dig her. Jeg gjorde det heller ikke, på trods af, at jeg egentlig vidste bedre. På trods af, at jeg selv havde befundet mig i den situation flere gange. Men jeg tror, at jeg var så lettet over for engangs skyld at være en del af “de originale”, hvor jeg ellers ofte har måttet komme og gå midt i det hele.

    Så, jo, det er lidt komplekst, alt det med gruppedynamik og de processer, der forekommer, i mødet med andre mennesker (og dermed mødet med “sig selv”, eller den identitet, andre forsøger at pådutte én). Men det er sgu også ret simpelt: opfør dig ordentligt. Behandl andre, som du gerne selv vil behandles. Forvent mere af dig selv.

    Det er sgu ikke så svært igen.

    Men, det var fandeme dårlig stil af mig, og jeg tager det på min kappe. Not one of my proudest moments, og egentlig meget ulig mig. Som barn følte jeg et enormt socialt ansvar, men det var svært rigtigt at indfri det, da jeg stod udenfor gruppen, og derfor ikke havde meget at tilbyde. Min accept var ikke lig med gruppens accept. Alligevel oplevede jeg ofte, at de hurtigt fik “overhalet mig” – at de blev accepteret, hvor jeg så igen stod alene.

    Og det var SÅ pinefuldt.

    Nu er jeg voksen, og har heldigvis flere tætte relationer, hvor jeg føler mig anerkendt, påskønnet, særlig på den særligt gode måde. Af samme grund bliver jeg ikke såret, når jeg sidder blandt en gruppe forældre, som nærmest ikke anerkender min tilstedeværelse. Jeg bliver forarget, når jeg sidder til kaffe og brød mellem to mennesker, der begge vender sig om mod deres anden sidemand og jeg derfor sidder som bøffen mellem to rygge i en fucking dysfunktionel sandwich. Jeg kan godt få ondt i maven, da det trigger nogle gamle følelser, men mest af alt er det bare pinligt. Men ikke for mig.

    Needless to say: Jeg finder et andet babysalmesang-hold, for der er en myriade af hold at vælge imellem her på Østerbro. Babysalmesang er åbenbart the shit. Selvfølgelig kommer E’s behov først, og hvis der ikke var andre muligheder, havde jeg formentlig sucket det up, udvist udholdenhed, og fortsat for hendes skyld. Men sådan hænger verden heldigvis ikke sammen. Derudover tror jeg fuldt og fast på, at babyer og børn generelt kan fornemme, hvis deres forældre føler sig angst eller ukomfortabel i en given situation, og jeg ved ikke, om jeg vil kunne skjule, at jeg føler mig dårligt tilpas i dén forsamling. Det er nok meget at bede mig selv om.

    Desuden er udholdenhed jo ikke altid positivt. Nogle gange er det faktisk lidt halv-selvdestruktivt. Er det at sætte et godt eksempel, at jeg vælger at lide unødigt, så jeg kan bevise for mig selv, at det kan jeg godt? Det har jeg gjort SÅ mange gange før, af nød, pres, mangel på alternativer. Og der kan jeg måske være stolt af mig selv. Men her er det bare unødvendigt selvpineri.

    Situationen var både velkendt og ny. Velkendt, fordi jeg af flere omgange er blevet placeret i gruppesituationer, hvor jeg har følt mig uønsket og nærmest usynlig – som regel i studiemæssige sammenhænge. Ny, fordi jeg denne gang havde opsøgt dette sociale fællesskab udelukkende for min datters skyld, og derfor selv må træde et skridt tilbage og sige: Det kan godt være, at jeg ikke følte mig godt tilpas i selskabet med de øvrige voksne, men hvad med min datter? Hvis det er godt og givende for hende, burde det så ikke trumfe alt andet?

    Det vender jeg tilbage til.

    Det gode ved situationen var, at jeg fik bevist for mig selv, hvor langt jeg er kommet ift. min måde at opfatte situationer på. Jeg var mere vred og forarget end såret. For allerførste gang, havde jeg virkelig en klar følelse af, at det ikke havde noget med mig at gøre. At det havde været det samme, uanset hvem der måtte være trådt ind i det rum. Og det var så RART, at kunne komme til den konklusion og så så hurtigt. Jo, jeg fik trigget nogle gamle følelser, men samtidig føltes det hele så absurd, at jeg ikke rigtigt kunne tage det ind.

    Jeg har de sidste par ugers tid haft overskud nok til at kunne konfrontere nogle af de ting, jeg finder angstprovokerende og grænseoverskridende. F.eks. har jeg været ekstremt bange for at E har skullet vågne, når vi har været ude, for hvad, hvis hun blev fuldkommen utrøstelig? Det er aldrig sket før (eller, jo, det er det, men det var en begynderfejl, hvor jeg ikke var klar over, at hun var sulten), men hvad nu hvis? Én gang skal jo være den første. Men min angst smitter jo af på hende – det kan hun, selvom hun kun er 3 måneder gammel, mærke. Eller, det tænker jeg ihvertfald, at hun kan. Tænk, hvis hun får en følelse af, at jeg helst vil have, at hun sover. At jeg er urolig og ængstelig, når hun er vågen. At dét, at være ude, er “farligt” og utrygt. Jeg ville være SÅ ked af, hvis det var de følelser, jeg som mor, gav hende, bare fordi jeg selv har nogle issues, jeg tydeligvis ikke har bearbejdet.

    Og det er netop dér, hvor jeg tænker, at det er bedst for os begge, hvis vi finder et andet hold. For selvfølgelig skal hun have lov til at gå til babysalmesang, men uanset, hvor meget jeg forsøger at “fake” det, vil hun kunne mærke, at jeg ikke føler mig godt tilpas. Og hvorfor egentlig udsætte hende/mig/os for det, når der er tonsvis af kirker på Østerbro, der tilbyder netop denne aktivitet?

    Næ, vi siger tak for sangen og hopper videre til det næste.

    Hverdagsglimt, Moderskab
    Telegrammer fra barselsboblen
    barnevognstur

    Det er lørdag formiddag. I aften skifter vi over til vintertid. Det kommer ikke til at forstyrre vores rytme, for vi har ikke rigtigt fundet en rytme endnu. Men vi arbejder på det, og det går bestemt fremad.

    ***

    Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været i bad. Jeg har ikke redt mit hår siden, så det inderste lag er filtret helt til i nakken. Heldigvis er det dækket til af manken ovenpå, så er det er kun mig, der ved, at alt indenunder er kaos. Jeg plejede at gå i bad hver aften, som et fast ritual, hvor jeg “vaskede dagen af mig” – uanset, om den havde været god eller dårlig. Nu kan jeg snildt falde i søvn på en stofble sovset ind i gylp, og sved er kun et problem, hvis det lugter.

    Hver dag iklæder jeg mig troligt min “barselsuniform”: grå joggingbukser og en stor tyk bluse. Jeg børster for det meste tænder, men er for doven til at vaske mit ansigt, og makeup er kun til særlige lejligheder, hvor jeg også skifter joggingbukserne ud med jeans. Hot mama.

    ***

    Min datter sover lige nu i sin barnevogn. Den er også blevet hendes seng om natten, da hun skal rokkes i søvn, når hun vågner i nattens mulm og mørke. Hun elsker den orange sut fra Fakta allermest – og den skal gemmes, når gummiet en dag punkterer, og det er tid til at skifte den ud. Den skal gemmes sammen med klemmen fra hendes afklippede navlestrengsstump, som min mor var så klog og betænksom at gemme, da jeg ikke havde sovet i flere døgn og slet ikke kunne overskue, hvad der var “vigtigt”. Hendes anden yndlingssut forsvandt i mørket, da jeg var til babybio i Empire med min mødregruppe. (Genialt koncept, by the way. 10/10 do recommend.)

    ***

    Jeg har ikke fået startet en bog til hende endnu, på trods af, at hun er næsten tolv uger gammel. Jeg kan huske hendes fødsel så tydeligt samt de efterfølgende dage på barselsgangen, men alt efter det – alt efter hjemkomsten – er fuldkommen sløret til i mit hoved. Jeg kan f.eks. ikke huske præcist hvornår, det blev tydeligt, at jeg måtte skifte helt over til flaske. Noget, jeg ikke kan tale om uden at tude. Min mor siger, at jeg kæmpede en brav kamp for at få det til at fungere, men jeg kan ikke huske noget – kun at jeg lejede en brystpumpe fra BabySam, som jeg fik brugt meget lidt, da jeg befandt mig i en så voldsom grad af (b.la. søvn)underskud, at jeg nu sidder og ikke kan huske noget.

    ***

    Min datter er vokset. Hendes hår er blevet længere, hendes ansigt rundere, og de bukser, der engang var alt for lange, bliver nu strukket godt ud med hendes lange ben. Hun er så perfekt. Hun er så fin. Hun er så smuk og dejlig. Jeg har stadigvæk svært ved at forstå, at hun har været inde i mig – og at jeg har kunnet skabe noget så fuldkomment. “Tror du, hun ved, at jeg er hendes mor?” spørger jeg sommetider min egen mor, når jeg føler mig allermest usikker og tænker, at jeg blot tolereres. Er spædbørn generelt ikke ret taknemmelige? Tager hun sig til takke med mig? Har hun “givet op”? Hun spiser, smiler, pludrer, og har i en længere periode sovet godt om natten. Hun virker glad og tilfreds (også ifølge sundhedsplejersken), men alligevel nager den dårlige samvittighed hele tiden.

    Den, som starter allerede i graviditeten.

    Den, som vil være der til éns dages ende.

    For ikke at nævne den konstante følelse af utilstrækkelighed.

    ***

    I går rejste min svigermor hjem, efter at have været på besøg hos os i ti dage. Hun fik (endelig) set sit barnebarn, og jeg blev (endnu mere) bevidst om, hvor svært det må være for hende, at være så langt væk. Men, hvad kan man gøre? Billeder og videoer er jo ingenting sammenlignet med at opleve hende “live”. Men jeg kan jo ikke trylle.

    ***

    Jeg har udvidet min “trygheds-radius” i forhold til barnevognsture. I starten var min comfort-zone yderst lille, da jeg var hunderæd for, at hun skulle vågne og græde ustyrligt. Som førstegangsforælder ligger det endnu ikke på rygraden, at håndtere sådan en situation. Men jeg bliver modigere og modigere for hver dag, og nu – næsten tolv uger senere – er der langt færre ting, der skræmmer mig. Jeg har fortsat svært ved at slappe rigtigt af, når jeg/vi er ude – og det er på trods af, at hun er en utrolig “nem” baby. Hvad det så end betyder. Hun har kun få gange i sit liv været sådan rigtig utrøstelig og begge gange skyldtes det, at hun var sulten. As God is my witness, she’ll never be hungry again. Så – med sutteflasker og ekstra sutteflasker og ekstra ekstra sutteflasker i pusletasken, hvad er der så at være bange for? Hvad er det værste, der kan ske?

    Hvad, hvis folk kan se, at jeg ikke ved, hvad jeg laver? Hvad, hvis folk kan se, at jeg stadigvæk gætter mig frem? Burde jeg ikke have knækket mit eget barns kode endnu?

    siger stemmen.

    ***

    Jeg er begyndt at notere nogenlunde, hvordan vores dage forløber sig ift. flasker, lure, gåture, aktiviteter, osv. Det skulle eftersigende kunne være en hjælp til at skabe et overblik, når nu sekunderne, minutterne, timerne, dagene, ugerne, månederne synes at smelte sammen. Ordet “barselsboble” er meget rammende, for ikke at tale om “ammehjerne”. Jeg har flere gange forladt et supermarked uden mine varer (et shout-out til de venlige sjæle, der hver gang er løbet efter mig: merci fordi du’ til) og så var der den dag, hvor jeg glad og fro dukkede op til min 8 ugers undersøgelse – en dag for sent, altså. Så, til dem, der tror, at begrebet “ammehjerne” er en myte… jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har måttet gå tilbage efter mobiltelefon, pusletaske, rejsekort, barn (just kidding)… Så… det der ammehjerne? Jep, that shit is real.

    Livet, Moderskab
    Simply Mor

    Den 7. august 2019 blev Chuck og jeg forældre til en sund og rask lille løvepige, som har vendt fuldkommen op og ned på vores liv (og døgnrytme, host). Hun er vældig sød og vi er vældig glade for hende, men det har været en måned, hvor vi har måttet lære alting the hard/heart way (som min farmor så fint sagde det), som også er tilfældet for alle andre førstegangsforældre, og vi har begge været (og er til dels stadigvæk) udmattede og overvældede. Måske mest udmattede nu. Vi er lige så stille ved at vænne os til livet som trekløver. Rip, Rap, og Rup. Los Tres Amigos. Peter, Paul, and Mary.

    Hun blev født via et planlagt kejsersnit, som ikke kunne være gået bedre. Jeg pønser lidt på at skrive en fødselsberetning; for hendes skyld, for min egen skyld, og for andre kvinder, som måske falder over min blog, og som skal føde gennem et planlagt kejsersnit, og måske er ved at skide grønne grise ved tanken (som jeg også var).

    Men tilbage til min datter. Jeg har fortsat svært ved at forstå, at hun er min. Altså, hun er selvfølgelig sin egen, men, tænk, at noget så bedårende og fint og skrøbeligt er kommet ud af mig. Af min krop. At det er hende, der har dyrket kickboxing og lavet saltamotaler og vejrmøller de sidste mange måneder inde i min mave. At det er hende, der har vokset sig fra noget mikroskopisk til en lille krabat med hår og hud og negle. Fine, lange negle, der bare venter på at blive ofre for mors neglelaks-fetish. (Om mange, mange år, bare rolig).

    Lige nu ligger hun og tager en lur, hvilket betyder, at jeg lever på lånt tid ift. at få udgivet dette indlæg. Så, i stedet for at friste skæbnen, vil jeg nu trykke “udgiv”, og så håbe, at jeg snart får foræret en time eller to, hvor jeg kan få skrevet noget mere. Der er VIRKELIG meget at fortælle.

    Graviditet, Hverdagsglimt
    Det travle barselsliv – nu med officiel countdown

    Der er gået lidt tid siden mit sidste pip herinde, men alt er i orden, og lige som det skal være for os allesammen. Jeg sover fortsat ikke så godt for tiden, og det tærrer naturligvis på energien – og muligvis også længden på min lunte.

    De varme dage har været hårde men ikke uudholdelige, og jeg prøver at komme ud hver dag. Vi har fået datoen for mit kejsersnit, så en officiel countdown er gået i gang, og det er virkelig underligt at kende den præcise dato for, hvornår det hele går løs. Og så endda en dato, som vi selv har valgt. Datoen er gudsketakoglov (og modsat min egen fødselsdagsdato: den eneste “dårlige” dato i juni) ikke en af Tycho Brahes såkaldte “uheldige dage” – og måske baby dermed får bare en smule mere medvind i livet, end sin mor.

    Men tilbage til mit overordentligt travle barselsliv. I går gik med at forhandle noget med en autostol på DBA, da min mor så rigtigt påpegede, at vi jo sådan set skulle finde en måde at få den lille hjem på, når vi bliver løsladt fra hospitalet. Vi har ikke bil, men det er der en masse andre i vores familie, der har, og det ville måske være en meget god investering – både på kort og lang sigt.

    Nu skal I høre, hvad jeg havde forestillet mig, når det kom til den store homecoming. Jeg havde forestillet mig, at vi da bare lige kunne trille hjem gennem Fælledparken med barnevognen – Chuck, Bebs og mig. No problem. Jeg havde så bare glemt at tænke på, at jeg lige har fået kejsersnit og formentlig har pissehamrende ondt, og selv har brug for noget med hjul under til at komme hjem. Og selvom Chuck kan mange ting, tror jeg ikke, at han kan skubbe en barnevogn og en kørestol samtidig. Så skulle han i al hemmelighed havde en fortid som cirkusakrobat – og den tror jeg altså ikke helt på.

    Så nu er jeg som sagt ved at købe en autostol, og det er nok ikke så dumt.

    Senere tog vi en tur ind til byen, hvor Chuck ringede til sin mor, og jeg sad på en bænk og løste krydsogtværs, mens jeg drak danskvand og lyttede til Beach Houses Depression Cherry. Det lyder vældigt sørgeligt, men hvis det ikke skulle være nu, at man bruger et par timer med hjernegymnastik og dream-pop, hvornår ellers?

    På lørdag har Chuck fødselsdag, og jeg har fundet en virkelig god gave til ham i år – eller, det synes jeg ihvertfald selv. Jeg kunne afsløre det her, da han ikke læser min blog, men hvad hvis han pludselig fatter en interesse for sin kones online aktiviteter? Jeg har også fundet en gave til ham, som jeg tænker skal være fra vores (endnu) ufødte barn. Er det cheesy? Er det mærkeligt, at skrive et til-og-fra-kort fra en 36 uger gammel ufødt baby, som måske tager ét enkelt blik på os og derefter beder om at blive sendt retur? Åh, hvor jeg håber, at den kan lide mig/os. Her holder den der (ellers fremragende sætning) “man kan ikke være venner med alle” altså ikke helt.

    Mine (eller vores) planer for Chucks fødselsdag er pt. følgende: Sent morgenbord fra bageren, kanalrundfart med Nettobådene, softice fra Frellsen på Købmagergade, se den nye Løvernes Konge, og til slut, hvis mavserne kan holde til det: middag på Café Sommerfuglen i Valby. Nu må vi se, hvor meget vi (eller jeg) kan holde til.

    Tænk, at min lille store Chuck, som jeg har kendt siden vi var hhv. 12 og 13 år gamle, fylder 29 – og at jeg nu er 30(!). Og at vi er nu er sprunget ud i noget så ansvarligt og “voksent” som at få et barn. Er vi så voksne nu? Hvis man altså ser bort fra Chucks samling af tøjdyr i vindueskarmen i vores soveværelse? Og mine mange beklædningsgenstande fra H&M Divided?

    PS: Det var et retorisk spørgsmål.

    Graviditet
    Redebyggeri: Hvor blev hjernen af?

    “Du bygger rede.”

    Er det dét, man kalder det, når man konstant bekymrer sig om, om lejligheden nu også er helt klar og perfekt til, at babyen lander? På trods af, at man har anskaffet sig alt det nødvendige, og egentlig bare mangler babyen? (og at komme af med alt det gejl, man har samlet sammen til henholdsvis Reden, Ventilen, Pigeklubben, og Svalerne?) (Sidstnævnte kan streges af listen; Chuck og jeg var dernede weekenden, hvor jeg efterfølgende belønnede hans slid med en iskaffe og et stykke brownie på the Laundromat).

    Før jeg blev gravid følte jeg egentlig, at jeg havde meget godt styr på de fysiske forandringer, der hører med til en graviditet. Kvalme, strækmærker, plukkeveer, ligamentsmerter, rygsmerter, bækkensmerter, forstoppelse, hæmorider, osv. – all that good stuff. Selvfølgelig er det noget andet, når man er i det, men der er ikke noget af det, jeg har oplevet, som som sådan har overrasket mig.

    Til gengæld er jeg godt nok blevet chokeret over, hvor meget det har påvirket min psyke. Og selv, når man ved, at det er graviditeten, der er kernen til miseren, er det ikke noget, man bare lige kan pakke væk som noget irrationelt og lettere bizart.

    Ligesom med madcravings, der kan være så intense, at man kan bruge flere timer på at rase over, at der er én, der har spist de sidste stykker skinke og emmentaler (når det var det eneste, man fucking kunne få ned!!!), er hjernen lige så intens, når der kommer til andre ting. Redebyggeri, for eksempel. Man bliver næsten ligesom de der ‘doomers’, som er overbevist om, at dommedag står for døren, og at det derfor er nødvendigt med ekstreme forberedelser, når nu, man har begrænset med tid til at samle bl.a. konserves, vand, og toiletpapir. Og nej, jeg sammenligner selvfølgelig ikke min fødsel med dommedag, men det bliver nok vigtigt at være stocket up på toiletpapir.

    I forbindelse med, at jeg har skullet gøre klar til baby, er der også opstået et brændende ønske om, at give vores lejlighed et ansigtsløft. F.eks. har jeg pludselig haft lyst til at implementere flere farver, end blot hvid og pastel. Farver, der løfter sindet, og gør en glad af at kigge på. Gul, f.eks. En totalt undervurderet farve, hvis du spørger mig. Og hvorfor ikke bruge denne mulighed (og besættelses-drivkraft) til endelig at få gjort noget ved alle de ting, der har generet mig/stået på min to-do liste i flere år?

    Det viser sig, at der er meget, jeg gerne vil have lavet om. Heldigvis har jeg haft bebsens fairy grandmother (aka min dejlige mor) til at hjælpe mig med at organisere mine tanker og idéer, så de er gået fra årsager til meltdowns til overskuelige projekter. Og hvor har jeg dog fået gjort meget, og hvor har det dog ført til en masse ro i sindet.

    For mig, har denne rededebygger-fase næsten været en besættelse. Der.må.ikke.mangle.noget. Der må ikke være ufærdige projekter eller tanker, der ikke er blevet tænkt til ende. Alting skal gøres NU – ikke senere, ikke i morgen, ikke i næste uge. NU! Jeg tør ikke engang tænke på, hvor mange timer, jeg har brugt på IKEA-appen, Jysk, H&M Home, DBA samt hundredevis af hjemmesider, der sælger plakater, for det er da nu, man skal lave den der billedvæg, ik’? Den billedvæg, man aldrig vidste, man ville have, før det pludselig er det eneste, man vil have. Og hvad med nye pyntepuder? Og service uden skår i kanten?

    Det har føltes lidt som en midlertidig psykose, som formentlig aftager, når bebsen kommer ud, og alt andet forhåbentlig virker sekundært og ligegyldigt. Forhåbentlig.