Følg:
    Livet

    I anledning af Mors dag: til alle mine mødre

    Mors dag var godt nok i søndags, men det er vel aldrig for sent med en kærlighedserklæring, vel?

    Jeg tilbragte dagen på Arbejdermuseet med min mor. I dagens anledning var der gratis entre for alle mødre, og – i mit tilfælde, med min struttende mave – vordende mødre. Det er længe siden, at jeg har været på Arbejdermuseet, og det føltes så rigtigt og naturligt at tilbringe dagen med min mor.

    Efter at have set de forskellige udstillinger, sluttede vi dagen af i kaffebaren, med et stykke kiksekage og kaffe tilsat Richs. Eller, min mor gjorde – jeg valgte den sikre (og uautentiske) vej, nemlig en ganske almindelig filterkaffe med kaffefløde. Det var min første oplevelse med kiksekage, men kun begyndelsen på et livslangt forhold, har jeg på fornemmelsen. Det smagte fandeme godt! Hvorfor spiser folk ikke det hele tiden, is what I want to know. Jeg overvejer ihvertfald stærkt at gøre det til en del udbudet på kagebordet til mit fødselsdagstamtam.

    Sofie og mor

    Men nu til min mor. Min søde, sjove, kloge, omsorgsfulde, kærlige, og stærke mor, som jeg elsker så højt, og som repræsenterer tro, håb, og kærlighed.

    Tak fordi du er min mor. Tak for alt, hvad vi har sammen, hvad vi deler, og for din betingelsesløse kærlighed. Tak for vores daglige timelange samtaler i telefonen, hvor vi gang på gang vender verdenssituationen. Vi løber aldrig tør for ting at tale om – intet er for stort eller småt til at blive vendt på hovedet og set fra en masse forskellige vinkler – og jeg elsker at være i dit selskab.

    Du er en kæmpe inspiration for mig i den måde, du tackler livet på, og din evne til selvrefleksion. Du er ikke bange for at dykke ned i dig selv, og kan altid hjælpe mig til at finde ud af, hvad mine (sommetider uhensigtsmæssige) følelser og reaktioner egentlig “handler om”. Når jeg slår mig selv oveni hovedet og bliver frustreret over, at jeg ikke kan gøre ting ligesom alle andre, minder du mig om alt det, jeg har været igennem – og jeg prøver at gøre det samme for dig, når du stiller for høje krav til dig selv.

    Jeg får lyst til at blive et bedre menneske, og det hjælper du mig med. Du er beviset på, at man som menneske kan tage kvantespring – at man med en ihærdig indsats kan opnå resultater, man næsten ikke troede var mulige. Du kan tage al æren for, hvor du er nu. Jeg vil altid være uendelig stolt af dig.

    Tak for din begejstring for din kommende rolle som mormor. Det betyder så meget med din støtte og entusiasme. Jeg glæder mig til at dele oplevelsen med dig. Tak fordi du, som erfaren gravid og mor, altid er klar på at svare på mine paniske spørgsmål og afværge bekymring og hysteri.

    Tak, tak, tak!

    Sofie og farmor

    Og nu til min anden mor – min farmor – min “bonusmor”. Hvor er jeg dog heldig at have endnu en moderfigur i mit liv, som tager del i mine glæder og sorger, som elsker mig betingelsesløst, og som kender mig ud og ind.

    Jeg føler mig så forstået og accepteret i dit selskab, og jeg bliver stolt, når andre siger, at vi minder om hinanden, da du har så megen karisma og charme. Mit håb er en dag at kunne indtage et rum, som du gør – med et naturligt lys og en varme, som andre kan mærke. Du er nysgerrig på andre, fordyber dig gerne i “deres univers”, og får også selv en masse ud af denne process. Du er et hav i konstant bevægelse. Af dig har jeg lært mange ting, bl.a. at processer er mindst lige så vigtige (hvis ikke vigtigere!), end resultatet, da det er deri udviklinges kan findes, og hvor man bliver klogere på sig selv og andre.

    Jeg elsker alle vores snakke – både de “dybe”, og de mere “overfladiske” (hvor vi deler vores forargrelse over reality-fjernsyn og sladder om de kendte) samt vores traditioner, som du er rigtigt god til at holde fast i. Jeg er taknemmelig for vores daglige kontakt, og for alt, hvad vi deler med hinanden.

    Tak, tak, tak!

    Graviditet, Hverdagsglimt

    Den pludselige lykkefølelse

    Palme Østerbrogade

    Advarsel: Dette indlæg holder sukkersøde klichéer, som kan virke stødende for nogen.

    Da jeg langsomt vraltede ned ad af Østerbrogade i forgårs, blev jeg pludselig ramt af en ekstrem lykkefølelse. Eufori kan man vel næsten kalde det. Den kom bare lige pludselig til mig, lykken: en varm og boblende fornemmelse, der spredte sig gennem hele kroppen.

    Det var overvældende. Det er længe siden, at jeg har haft det sådan – set så lyst på tingene, og været så overbevist om, at alting nok skulle gå. Hvor jeg ellers sommetider kan blive ramt af en panikfølelse ved tanken om det enorme ansvar, jeg er i færd med at påtage mig, følte jeg nu kun en ophøjet ro. Jeg vidste godt, at det ikke ville vare ved, for alle følelser og tilstande er midlertidige – og det ville være underligt, hvis al angst og bekymring pludselig forsvandt permanent som dug for solen.

    Men lige der, var der kun mig, omsvøbet af en boble af optimisme, ydmyghed, og taknemmelighed.

    Jeg kiggede på mig selv i de mange butiksruder på Østerbrogade – maven først og så lille mig haltende bagefter – og det var, som om jeg for første gang rigtigt så mig selv, som jeg ser ud lige nu. Det er ikke, fordi jeg ikke kigger mig i spejlet derhjemme – tværtimod – men det er stadigvæk så uvirkeligt for mig, det hele. Men der var jeg altså – lille og rund – med en beskyttende hånd hvilende på maven. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg først begyndte at skærme/beskytte min mave på åben gade. Det skete bare. Det er ikke en bevidst handling, eller noget, jeg overhovedet tænker over. Det er noget helt instinktivt, tror jeg.

    Lykken bragte også en følelse af stolthed med sig. En stolthed over, at have fulgt mit hjerte, og over at have ladet drømmene sejre over bekymringerne. På trods af mine udfordringer, er jeg ved at gro et lille menneske. Et menneske, som (hvis man tror på den slags) har valgt mig – mig – til at passe på det, elske det, vejlede det, og holde det i hånden gennem hele livet. Det kom i det øjeblik, jeg kaldte – i allerførste forsøg – og måske vi begge to gik og ventede på hinanden; ventede på, at alting kom i orden, og på at vi begge var klar. En simultan (og nødvendig) modningsproces.

    Café Latte Espresso House

    Nu er der omtrent tre måneder til, at vi mødes for første gang. Tiden er spurtet afsted. Det har taget min krop mange år at hele diverse knoglebrud, men blot 9 måneder at skabe et andet menneske. For én gangs skyld synes min krop at vide præcis, hvad den skal gøre.

    Måske skulle jeg tage at være sødere ved den.

    Livet

    Simply Sofie, eller The Blogger Formerly Known as Strike a Prose

    Velkommen til Simply Sofie: min nye blogbaby. Mit liv har taget en180 graders drejning i løbet af det sidste halve år, og jeg havde brug for en forandring – en simplificering af mit lille stykke støv i blogosfæren. Både i forhold til blognavn, design, men også i forhold til organisering af indhold. Jeg var ikke direkte inspiret af Marie Kondo, men jeg kunne mærke, at den gamle blog ikke “sparkede joy” for mig mere – og jeg ville ikke kunne vende skuden. Det var simpelthen for sent. Den hang mig langt ud af halsen.

    Det føles godt, at have mit navn som en del af bloggens webadresse. Jeg er godt klar over, at det nye navn ikke er det mest originale navn i verden, men det føles altså rigtigt – helt dernede i mavsen. 

    (Og så er jeg tvilling i stjernetegn, og vi er rigtigt gode til at starte projekter, som vi ikke afslutter – men det taler vi ikke om.)

    Jeg er faktisk ret stolt af meget af det, jeg nåede at udgive på SAP. Jeg gjorde mig umage for at give en nogenlunde underholdende læseoplevelse, og jeg vil fortsætte på samme måde – bare oftere og mere regelmæssigt. Indholdet vil være varieret, da jeg (host) har fået en del mere at skrive om, og desuden føler, at jeg er i gang med en massiv personlig udvikling. Det er ikke en “rejse” på den der tåkrummende X-Factor-agtige måde, men en organisk proces (helt uden Thomas Blachmann), som falder på et meget naturligt tidspunkt i mit liv (host, 30’erne står for døren, host).  

    Så hvad kan man forvente at finde her hos mig?

    – Regelmæssige indlæg (satser på ca. tre om ugen, medmindre der sker noget uforudset #kronisksygdom #graviditet) af varierende længde

    – Emner over hele spektret, dvs. alt mellem himmel og jord: hverdagsglimt, strøtanker, anmeldelser, debatindlæg, føljetoner, studieindlæg, tips og tricks, livet med kronisk sygdom, livet som kronisk overtænker, og livet som førstegangsgravid/førstegangsmor. Jeg er nemlig på 25. uge i gang med at producere et lille menneske, som pt. sparker på livet løs. Derudover er jeg også i gang med den famøse redebygger-fase, hvor jeg har lyst til at give hele mit hjem en ordentlig omgang. 

    – Ærlighed og en upoleret facade

    – Bandeord

    – En god portion humor og selvironi 

    Hvad kan man ikke (umiddelbart) forvente at finde hos mig?

    – Billeder i spejlrefleks-kvalitet. Sorry!

    – Billeder af min kommende baby (bortset fra nuttede fødder og hænder), efter aftale med Chuck.

    – Pæne madbilleder. Min mad er ALDRIG pæn.