Følg:
    Livet

    Så er hun for alvor trådt ind i de voksnes rækker

    I torsdags fyldte jeg 30. 30(!) Det føltes altså som i går, at jeg blev født. Nu er jeg altså voksen – sådan for alvor. Shit just got real, yo.

    Dagen startede ud med et morgenbesøg fra min mor og lillebror, som sammen lavede et rigtigt lækkert fødselsdagsmorgenbord.

    Fødselsdagsmorgenbord

    Da vi havde spist, drog Chuck og jeg ind til byen, for at finde et par nye sandaler til mig, da dem, han købte til mig for et par år siden (og som jeg ellers har været så glad for) er blevet for store til mine små fusser efter mit vægttab. Måske har de altid været for store, men det var først til sidst, at jeg begyndte at snuble i dem, og det er altså ikke godt for én med skrøbelige knogler. Det kostede mig en lårbensfraktur.

    Vi tog ind i ECCO på Købmagergade, hvor vi også købte mine forrige sandaler, og her fik jeg en masse hjælp til at finde de helt rigtige. Bl.a. blev vi enige om, at jeg skulle bruge en størrelse 35 fremfor 36, og at det skulle være et par, hvor jeg selv kunne stramme og løsne, alt efter behov. Desværre havde de dem ikke hjemme i den lyse farve, som jeg foretrak, men de er bestilt, og jeg glæder mig usigeligt til at de er klar til afhentning.

    Efterfølgende tog vi på Espresso House ved Vimmelskaftet, hvor Chuck bl.a. tog dette billede af mig, der vogter over vores cookies, mens han venter på vores islatter.

    Herefter drog vi hjemad, da vi skulle nå at købe ind til hjemmelavede burgere, inden min mor og søskende kom ved 18-tiden. Desværre endte min familie med at stå for kokkeringen af det meste af aftensmaden, da jeg simpelthen var så træt i min lille runde krop.

    Min søster havde medbragt dessert: en superlækker hjemmelavet bombe af en chokoladekage, som var en perfekt måde at slutte dagen af på. Manner, den smagte godt.

    Chokoladekage

    Fejring: Round 2

    Og som om det ikke var nok, valgte jeg at fejre mig selv – igen – om lørdagen. Her holdt jeg fødselsdag for min store familie, og desværre blev det ikke til det overdådige kagebord, som jeg ellers havde planlagt. I stedet blev det bare til to identiske lagkager, som jeg tilgengæld gjorde mig yderst umage med. Da alt kom til alt, kunne jeg simpelthen ikke overskue mere end det (og så boller, selvfølgelig), og hellere lave én ting grundigt og helhjertet, end en masse ting half-assed og halvhjertet. Kagebordet gemmer jeg til bebsens fødselsdag næste år (sagde hun naivt).

    Dog ærgrer jeg mig inderligt over, at jeg ikke fik taget billeder af min hjemmelavede, relativt instagram-venlige lagkage, for der overraskede jeg godt nok mig selv. Jeg tørrede endda af rundt om kagen med køkkenrulle, for det har jeg set dem gøre i Den store bagedyst, og fandeme om der ikke skulle skrues op for æstetikken, når nu jeg fyldte 30.

    Jeg fulgte denne opskrift fra New Yorker by Heart, men dog med nogle få justeringer. Bl.a. prøvede jeg at få den til at stå lidt skarpere, dv.s. uden al cremen på siderne, så lagene blev tydeligere. Derudover, valgte jeg at lave fire lag fremfor tre, hvor jeg bl.a. puttede kagecreme på ét lag, og glasur på toppen – pyntet med små stykker daim og friske hindbær, selvfølgelig. Hvis man sammenligner med min sidste lagkage, som mildest talt var en katastrofe, var jeg godt nok glad og stolt over det endelige resultat – også selvom opskriften var yderst simpel, og at det næsten ikke kunne gå galt.

    Men allerførst fik vi fødselsdagsboller og varm kakao med flødeskum. Det var noget, jeg havde lagt mig fast på relativt tidligt i min planlægningsproces. Det lavede min mor altid til vores børnefødselsdage, og bare duften af bollerne (tilsat vaniljesukker, som også blev drysset over til sidst) bragte mig tyve år tilbage i tiden. Det er sjovt, hvordan dufte kan frembringe minder, som ingen andre sanser kan.

    Jeg havde også fundet vores ældgamle fødselsdagsdug frem: et stort stykke stof, som vi børn, sammen med vores mor, havde taget blomster og flag på, og som blev lagt på bordet til samtlige fødselsdage gennem hele vores barndom.

    Måske er jeg blevet (endnu mere) nostalgisk på mine gamle dage. Jeg har ihvertfald et behov for at gå “back to basics”, for det er trygt og genkendeligt, og det har man bare brug for i nogle perioder af sit liv, ik’?

    Jeg fik en masse fine gaver, som jeg er så glad for – og for at det ikke skal være løgn, fik jeg en bonusgave: et regeringsskifte. Jeg håber så inderligt på, at det vil byde på nogle positive forandringer i vores samfund, og at værdier, såsom solidaritet, frisind, og fællesskab (igen) kan komme i højsædet, og igen blive noget, der karakteriserer os danskere. Det er ikke for sent.

    Graviditet

    Tidlig indoktrinering

    Graviditetsplayliste

    Ifølge min graviditetsapp, er baby nu i stand til at høre lyde gennem maveskinnet. Det giver den altså lidt under tre måneder til at vænne sig til sin mors skingre stemme og heksehylslatter – og måske ligefrem finde trøst i den, når den lander med storken om en 2 1/2 måneds tid.

    Baby kan eftersigende også høre musik, og ifølge de utallige artikler, jeg har læst, vil den musik, der bliver spillet under graviditeten, muligvis kunne være en tryghedsskabende faktor for den. Ligesom min skønne røst, vil musikken være genkendelig, og kan dermed virke beroligende. Ifølge disse artikler, forstås.

    Jeg ved selvfølgelig ikke, om det er rigtigt, men jeg er i alt fald allerede begyndt på en playliste, som jeg har givet den mundrette titel “Pretzel’s Playlist”. ‘Pretzel’ er babys kælenavn, hvis man skulle være i tvivl. Det var noget, Chuck begyndte at kalde den for længe siden, og så har det bare hængt ved. Jeg kan dog ikke forestille mig, at det kommer til at hænge ved efter fødslen – ihvertfald ikke for mit vedkommende.

    Næ, jeg tror, at jeg vil træde direkte ned i “mussefælden” med “lille mus”, “navn+mus”, “mussi”, “musse”, osv – ligesom samtlige andre forældre i dette land. Måske kombineret med et eller andet gakket, som jeg har haft for tradition at gøre med mine yngre søskende. Hvorfor kalde sin nye lillebror “lillemand”, når man kan kalde ham “Georgio Armani”? På offentlig gade. Og det er ikke engang den værste…

    Men tilbage til playlisten, som jeg allerede tager meget alvorligt. For hvis man gør det rigtigt, kan det vel være en form for tidlig indoktrinering? Tænk, hvis jeg kan få baby til at blive Beach Boys fan? Eller til at finde trøst i klassikerne fra Disneys sangkatalog? Eller RuPauls “Don’t Be Jealous of My Boogie”?

    Mand, hvor ville vi have meget tilfælles.

    Altså, jeg ville selvfølgelig elske den under alle omstændigheder, og hvis det er Rammstein (eller, gisp, Hansi Hinterseer!), der skal til, for at få det til at sove, jamen så er det det, jeg gør. Med eller uden ørebøffer.

    Playlisten er stadigvæk under construction, men jeg er meget åben for forslag og anbefalinger.

    Livet

    Græsenken fylder 30: Fødselsdagsplaner og Chucks hjemkost

    Summer nail polish

    I disse dage er jeg i fuld gang med at udarbejde en ønskeseddel til min 30- års fødselsdag, som er lige om hjørnet. Min hjerne fungerer som regel sådan, at jo tættere vi kommer på min fødselsdag/jul, jo sværere har jeg ved at komme på noget. Det er jo ikke, fordi jeg ikke har nogle ønsker – jeg har bare glemt dem, når det endelig er relevant.

    Anyway. Det er ikke for at trutte i mit eget horn, men jeg synes faktisk, at jeg har fundet på nogle rigtig gode ting. Det har taget mig lidt tid, men jeg er endt på et godt mix mellem “need” (kededelige voksenting som et dørslag, elektrisk tandbørste, osv) og “want” (en Nespressomaskine, en lampe og et gulvtæppe fra IKEA, osv) – og måske allervigtigst: kun ting til mig. Dvs. ingen ting til baby. Hele mit liv er allerede en stor babybobbel (og den er ikke engang kommet ud af maven endnu!), og jeg har brug for at træde ud af den for en stund, og ind i mig selv. Være lidt ego-agtig, mens jeg kan. YOLO’e lidt.

    Jeg har vist endnu ikke fortalt om mine planer for mit vilde birthday-bash, som bliver afholdt et par dage efter min rigtige fødselsdag, men here goes: familien ankommer kl. 14, vi spiser fødselsdagsboller (som min mor lavede dem, da jeg var barn), drikker kakao, spiser kage(r), alt imens vi hyggesnakker og kommer hinanden ved. Det er lige før, man burde advare dem, der bor i opgangen – eller hvad tænker I?

    Måske er det graviditeten, der taler, men jeg har i år tænkt mig at kaste mig ud i mere end én kage. Jeg er ikke den store bager, men pt. tænker jeg noget med noget gulerodskage, brownies (det bliver Chucks opgave) med glasur og smarties, og så en lagkage. Jeg overvejede en kiksekage (efter min kiksekage-åbenbaring på Arbejdermuseet), men jeg tror, at jeg vil savne en lagkage. Og fire kager er nok lige i overkanten, tror jeg. Lad os lige skrue lidt ned for ambitionsniveauet, Sofie.

    Der bliver garantrisset en masse kagerester (så mange mennesker bliver vi heller ikke), men dem kunne jeg måske dele med mine naboer. Måske kan det endda danne grobund for et venskab med ham den sure til venstre, som kun modvilligt anerkender min eksistens, når vi passerer hinanden . På trods af, at vi har delt indgang i seks år. Ham bliver jeg altså aldrig klog på. Måske trænger han bare til noget kage.

    Chuck kommer hjem på onsdag, efter at have tilbragt fem lange uger i Long Island i forbindelse med en arbejdsopgave. Det er dælme længe, at have været væk fra hinanden. Min mave er vokset helt vildt, siden han tog afsted, og der er fuld knald på baby nu – i alle døgnets fireogtyve timer. Jeg føler, at det bliver en helt anden mig, som han vender tilbage til. Der er sket så meget indadtil og udadtil, imens han har været væk. Jeg har holdt fanen højt, og har klaret græsenkelivet rigtigt fint (with a little a lot of help from my friends family), men nu må der også godt gå lidt hverdag i den igen.

    Men – hvis jeg skal nu skal være heeelt ærlig, så har det godt nok været dejligt at have haft hele sengen for mig selv. Not gonna lie.

    Kronisk sygdom

    Tanker fra en tidligere sommerfan

    Sommeren står for døren. Vi har allerede haft nogle varme dage, som smagte lidt af alt dét, vi har i vente. Det er så sjovt at se, hvor hungrende vi alle er for at få noget varme og noget solskin. Temperaturene skal blot nå de 20 grader, og så er der ellers dømt bare overkroppe og Piña Colada for alle pengene.

    Jeg elsker den danske sommer, det gør jeg virkelig. Måske sidder det i mig, fordi jeg er sommerbarn. Eller måske sidder kærligheden for sommeren i de fleste af os danskere, fordi vi en stor del af året må finde os i regn, mørke, og kulde – som selvfølgelig også har sin charme. Eller noget.

    Islatte Liseleje

    Man kan vist roligt sige, at vi havde en helt igennem fantastisk sommer sidste år, rent temperaturmæssigt. Jeg var lige ved at bruge ordet ‘upåklagelig’, men det blev sgu lige lovligt varmt engang imellem – ihvertfald for min uhærdede skandinaviske krop. Derudover tog varmen langsomt livet af dele af vores flora og fauna, og det var mindre rart at se på.

    Sommeren ’18 var den første sommer i mange år, hvor jeg ikke har oplevet det såkaldte ‘chub rub’. Det har ellers været et stort problem for mig i de forgængne år, og jeg har været tvunget til at bruge henholdsvis strømpebukser og cykelshorts. Det var imidlertid ikke tilfældet sidste år, da mit vægttab gjorde det muligt for mig at gå med bare ben – og smide de uchikke cykelshorts. Jeg købte tonsvis af løse kjoler fra H&M, og boede i dem henover hele sommeren. Det føltes som indbegrebet af frihed, at kunne mærke sommerbrisen under kjolen, og det var så dejligt bare at kunne smide noget over hoved, og så afsti afsted ud i den store verden.

    Sarmientobandager skinneben

    Det gjorde så også bare, at der var frit udsyn til mine sarmientobandager (plastikskinner) på benene, som har været en fast accessory siden 2010, da jeg fik indopereret metalskinner, der skulle hjælpe mine knoglebrud til at hele. De beskytter mine skinneben fra yderligere brud, og støtter godt op om knoglen. Det giver mig både fysisk og psykisk tryghed at vide, at mine ben (som har været brækket utallige gange) er beskyttet til enhver tid, og jeg har fået strenge instrukser fra ortopæderne om at iføre mig dem hver dag. No ifs, ands, or buts about it.

    Jeg har for længe siden forliget mig med dem – også selvom det til tider kan være varmt og besværligt at skulle tage dem af og på. For mig er det et livsvilkår på linje med mange af de andre ting, jeg døjer med, som følge af mine handicaps. Hvis der er noget, jeg har lært, så er det, at man kan vænne sig til rigtigt meget, hvis man er nødt til det.

    Sofie med solbriller

    Jeg er vant til at blive kigget på en ekstra gang på åben gade, men jeg var godt nok overrasket over, hvor meget opmærksomhed, jeg modtog pga. de benskinner. Jeg har så mange eksempler, at jeg kunne skrive et kapitel til en bog, men nogle gloede så meget, at de var ved at gå ind i lygtepæle – så ekstremt var det. Flere grinede og pegede; andre var mere “subtile” og gav deres ven en blød albue i siden for at få deres opmærksomhed, og nikkede derefter hen imod mig. Knap så subtilt, egentlig.

    Lifeguard Liseleje Strand

    I begyndelsen kunne jeg tage det, men da det efterhånden blev hverdagskost, begyndte jeg at bande sommeren langt væk. Jeg glædede mig til igen at kunne iføre mig lange bukser/strømpebukser, udelukkende for at slippe for den uønskede opmærksomhed. Det blev sværere og sværere at ignorere, og jeg begyndte at skamme mig over mine skinner, som jo efterhånden er blevet en del af mig. De er jo en forudsætning for, at jeg overhovedet kan komme rundt.

    Selvom jeg godt kunne regne ud, at mine benskinner ville tiltrække en vis grad af opmærksomhed, havde jeg ikke regnet med, at det ville være slemt. Mine benskinner er selvfølgelig et sjældnere syn end fx. legemer i gips eller folk i kørestole, men de er jo tydeligvis et medicinsk hjælpemiddel – og er det kutyme at grine af det?

    Shadow silhouette

    Mine erfaringer fra sidste år gør, at jeg gruer jeg for denne sommer, og har gjort det lige siden sidste år. Det plejede ellers at være min yndlingsårstid, men den glæde er jeg blevet frarøvet, og nu skal jeg bruge en masse mental energi på at lave en slagplan for, hvordan jeg skal tackle denne sommers klaphatte.

    Jeg skal jo ud, ik’? Ud at få lidt af naturens D-vitamin og knastørt sommerhår – holde mig hydreret med diverse kolde sommerdrikke, med og uden koffein. Ligesom alle andre skal jeg have ladet min batterier op, så jeg kan klare resten af året.

    Derudover er det jo min sidste sommer som ikke-mor. Der kan jo ikke nytte noget, at jeg sidder indenfor og gemmer mig – jeg har jo et liv, der skal leves. Det er bare ærgerligt, at min ret til at leve mit liv sommetider kommer med så mange omkostninger. Det koster altid mere for mig, at gøre fuldkommen normale ting, men sådan er det desværre for mange af os med ekstra udfordringer – os minoriteter. Vi betaler en dyrere pris for billetten + et ekstra tillæg + underskriver en kontrakt, der siger, at vi skal være villige til at finde os i hvad som helst. Og så må vi godt være med. Måske.

    Jeg vil prøve mit bedste på at nyde sommeren, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke har mine bekymringer. Jeg arbejder på at kunne sige “fuck det” og “fuck dem”, men det er en længere process. Det kræver en god portion selvtillid og selvværd at kunne holde hovedet højt i sådanne situationer. Tag det fra én, som har oplevet det hele livet igennem, og som stadigvæk bliver lige paf hver gang.

    Måske skal dette være mit mål for mit første år i mine tredivere: at blive mindre obs på andres reaktioner på mig, og mere obs på dét, der giver mig lykke. Lyder det ikke godt? Det burde vi nok allesammen stile efter – små skridt i den rigtige retning.

    Livet

    I anledning af Mors dag: til alle mine mødre

    Mors dag var godt nok i søndags, men det er vel aldrig for sent med en kærlighedserklæring, vel?

    Jeg tilbragte dagen på Arbejdermuseet med min mor. I dagens anledning var der gratis entre for alle mødre, og – i mit tilfælde, med min struttende mave – vordende mødre. Det er længe siden, at jeg har været på Arbejdermuseet, og det føltes så rigtigt og naturligt at tilbringe dagen med min mor.

    Efter at have set de forskellige udstillinger, sluttede vi dagen af i kaffebaren, med et stykke kiksekage og kaffe tilsat Richs. Eller, min mor gjorde – jeg valgte den sikre (og uautentiske) vej, nemlig en ganske almindelig filterkaffe med kaffefløde. Det var min første oplevelse med kiksekage, men kun begyndelsen på et livslangt forhold, har jeg på fornemmelsen. Det smagte fandeme godt! Hvorfor spiser folk ikke det hele tiden, is what I want to know. Jeg overvejer ihvertfald stærkt at gøre det til en del udbudet på kagebordet til mit fødselsdagstamtam.

    Sofie og mor

    Men nu til min mor. Min søde, sjove, kloge, omsorgsfulde, kærlige, og stærke mor, som jeg elsker så højt, og som repræsenterer tro, håb, og kærlighed.

    Tak fordi du er min mor. Tak for alt, hvad vi har sammen, hvad vi deler, og for din betingelsesløse kærlighed. Tak for vores daglige timelange samtaler i telefonen, hvor vi gang på gang vender verdenssituationen. Vi løber aldrig tør for ting at tale om – intet er for stort eller småt til at blive vendt på hovedet og set fra en masse forskellige vinkler – og jeg elsker at være i dit selskab.

    Du er en kæmpe inspiration for mig i den måde, du tackler livet på, og din evne til selvrefleksion. Du er ikke bange for at dykke ned i dig selv, og kan altid hjælpe mig til at finde ud af, hvad mine (sommetider uhensigtsmæssige) følelser og reaktioner egentlig “handler om”. Når jeg slår mig selv oveni hovedet og bliver frustreret over, at jeg ikke kan gøre ting ligesom alle andre, minder du mig om alt det, jeg har været igennem – og jeg prøver at gøre det samme for dig, når du stiller for høje krav til dig selv.

    Jeg får lyst til at blive et bedre menneske, og det hjælper du mig med. Du er beviset på, at man som menneske kan tage kvantespring – at man med en ihærdig indsats kan opnå resultater, man næsten ikke troede var mulige. Du kan tage al æren for, hvor du er nu. Jeg vil altid være uendelig stolt af dig.

    Tak for din begejstring for din kommende rolle som mormor. Det betyder så meget med din støtte og entusiasme. Jeg glæder mig til at dele oplevelsen med dig. Tak fordi du, som erfaren gravid og mor, altid er klar på at svare på mine paniske spørgsmål og afværge bekymring og hysteri.

    Tak, tak, tak!

    Sofie og farmor

    Og nu til min anden mor – min farmor – min “bonusmor”. Hvor er jeg dog heldig at have endnu en moderfigur i mit liv, som tager del i mine glæder og sorger, som elsker mig betingelsesløst, og som kender mig ud og ind.

    Jeg føler mig så forstået og accepteret i dit selskab, og jeg bliver stolt, når andre siger, at vi minder om hinanden, da du har så megen karisma og charme. Mit håb er en dag at kunne indtage et rum, som du gør – med et naturligt lys og en varme, som andre kan mærke. Du er nysgerrig på andre, fordyber dig gerne i “deres univers”, og får også selv en masse ud af denne process. Du er et hav i konstant bevægelse. Af dig har jeg lært mange ting, bl.a. at processer er mindst lige så vigtige (hvis ikke vigtigere!), end resultatet, da det er deri udviklinges kan findes, og hvor man bliver klogere på sig selv og andre.

    Jeg elsker alle vores snakke – både de “dybe”, og de mere “overfladiske” (hvor vi deler vores forargrelse over reality-fjernsyn og sladder om de kendte) samt vores traditioner, som du er rigtigt god til at holde fast i. Jeg er taknemmelig for vores daglige kontakt, og for alt, hvad vi deler med hinanden.

    Tak, tak, tak!

    Graviditet, Hverdagsglimt

    Den pludselige lykkefølelse

    Palme Østerbrogade

    Advarsel: Dette indlæg holder sukkersøde klichéer, som kan virke stødende for nogen.

    Da jeg langsomt vraltede ned ad af Østerbrogade i forgårs, blev jeg pludselig ramt af en ekstrem lykkefølelse. Eufori kan man vel næsten kalde det. Den kom bare lige pludselig til mig, lykken: en varm og boblende fornemmelse, der spredte sig gennem hele kroppen.

    Det var overvældende. Det er længe siden, at jeg har haft det sådan – set så lyst på tingene, og været så overbevist om, at alting nok skulle gå. Hvor jeg ellers sommetider kan blive ramt af en panikfølelse ved tanken om det enorme ansvar, jeg er i færd med at påtage mig, følte jeg nu kun en ophøjet ro. Jeg vidste godt, at det ikke ville vare ved, for alle følelser og tilstande er midlertidige – og det ville være underligt, hvis al angst og bekymring pludselig forsvandt permanent som dug for solen.

    Men lige der, var der kun mig, omsvøbet af en boble af optimisme, ydmyghed, og taknemmelighed.

    Jeg kiggede på mig selv i de mange butiksruder på Østerbrogade – maven først og så lille mig haltende bagefter – og det var, som om jeg for første gang rigtigt så mig selv, som jeg ser ud lige nu. Det er ikke, fordi jeg ikke kigger mig i spejlet derhjemme – tværtimod – men det er stadigvæk så uvirkeligt for mig, det hele. Men der var jeg altså – lille og rund – med en beskyttende hånd hvilende på maven. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg først begyndte at skærme/beskytte min mave på åben gade. Det skete bare. Det er ikke en bevidst handling, eller noget, jeg overhovedet tænker over. Det er noget helt instinktivt, tror jeg.

    Lykken bragte også en følelse af stolthed med sig. En stolthed over, at have fulgt mit hjerte, og over at have ladet drømmene sejre over bekymringerne. På trods af mine udfordringer, er jeg ved at gro et lille menneske. Et menneske, som (hvis man tror på den slags) har valgt mig – mig – til at passe på det, elske det, vejlede det, og holde det i hånden gennem hele livet. Det kom i det øjeblik, jeg kaldte – i allerførste forsøg – og måske vi begge to gik og ventede på hinanden; ventede på, at alting kom i orden, og på at vi begge var klar. En simultan (og nødvendig) modningsproces.

    Café Latte Espresso House

    Nu er der omtrent tre måneder til, at vi mødes for første gang. Tiden er spurtet afsted. Det har taget min krop mange år at hele diverse knoglebrud, men blot 9 måneder at skabe et andet menneske. For én gangs skyld synes min krop at vide præcis, hvad den skal gøre.

    Måske skulle jeg tage at være sødere ved den.

    Livet

    Simply Sofie, eller The Blogger Formerly Known as Strike a Prose

    Velkommen til Simply Sofie: min nye blogbaby. Mit liv har taget en180 graders drejning i løbet af det sidste halve år, og jeg havde brug for en forandring – en simplificering af mit lille stykke støv i blogosfæren. Både i forhold til blognavn, design, men også i forhold til organisering af indhold. Jeg var ikke direkte inspiret af Marie Kondo, men jeg kunne mærke, at den gamle blog ikke “sparkede joy” for mig mere – og jeg ville ikke kunne vende skuden. Det var simpelthen for sent. Den hang mig langt ud af halsen.

    Det føles godt, at have mit navn som en del af bloggens webadresse. Jeg er godt klar over, at det nye navn ikke er det mest originale navn i verden, men det føles altså rigtigt – helt dernede i mavsen. 

    (Og så er jeg tvilling i stjernetegn, og vi er rigtigt gode til at starte projekter, som vi ikke afslutter – men det taler vi ikke om.)

    Jeg er faktisk ret stolt af meget af det, jeg nåede at udgive på SAP. Jeg gjorde mig umage for at give en nogenlunde underholdende læseoplevelse, og jeg vil fortsætte på samme måde – bare oftere og mere regelmæssigt. Indholdet vil være varieret, da jeg (host) har fået en del mere at skrive om, og desuden føler, at jeg er i gang med en massiv personlig udvikling. Det er ikke en “rejse” på den der tåkrummende X-Factor-agtige måde, men en organisk proces (helt uden Thomas Blachmann), som falder på et meget naturligt tidspunkt i mit liv (host, 30’erne står for døren, host).  

    Så hvad kan man forvente at finde her hos mig?

    – Regelmæssige indlæg (satser på ca. tre om ugen, medmindre der sker noget uforudset #kronisksygdom #graviditet) af varierende længde

    – Emner over hele spektret, dvs. alt mellem himmel og jord: hverdagsglimt, strøtanker, anmeldelser, debatindlæg, føljetoner, studieindlæg, tips og tricks, livet med kronisk sygdom, livet som kronisk overtænker, og livet som førstegangsgravid/førstegangsmor. Jeg er nemlig på 25. uge i gang med at producere et lille menneske, som pt. sparker på livet løs. Derudover er jeg også i gang med den famøse redebygger-fase, hvor jeg har lyst til at give hele mit hjem en ordentlig omgang. 

    – Ærlighed og en upoleret facade

    – Bandeord

    – En god portion humor og selvironi 

    Hvad kan man ikke (umiddelbart) forvente at finde hos mig?

    – Billeder i spejlrefleks-kvalitet. Sorry!

    – Billeder af min kommende baby (bortset fra nuttede fødder og hænder), efter aftale med Chuck.

    – Pæne madbilleder. Min mad er ALDRIG pæn.