Følg:
    Livet, Morskab

    Simply Mor

    Sofie og baby

    Den 7. august 2019 blev Chuck og jeg forældre til en sund og rask lille løvepige, som har vendt fuldkommen op og ned på vores liv (og døgnrytme, host). Hun er vældig sød og vi er vældig glade for hende, men det har været en måned, hvor vi har måttet lære alting the hard/heart way (som min farmor så fint sagde det), som også er tilfældet for alle andre førstegangsforældre, og vi har begge været (og er til dels stadigvæk) udmattede og overvældede. Måske mest udmattede nu. Vi er lige så stille ved at vænne os til livet som trekløver. Rip, Rap, og Rup. Los Tres Amigos. Peter, Paul, and Mary.

    Hun blev født via et planlagt kejsersnit, som ikke kunne være gået bedre. Jeg pønser lidt på at skrive en fødselsberetning; for hendes skyld, for min egen skyld, og for andre kvinder, som måske falder over min blog, og som skal føde gennem et planlagt kejsersnit, og måske er ved at skide grønne grise ved tanken (som jeg også var).

    Men tilbage til min datter. Jeg har fortsat svært ved at forstå, at hun er min. Altså, hun er selvfølgelig sin egen, men, tænk, at noget så bedårende og fint og skrøbeligt er kommet ud af mig. Af min krop. At det er hende, der har dyrket kickboxing og lavet saltamotaler og vejrmøller de sidste mange måneder inde i min mave. At det er hende, der har vokset sig fra noget mikroskopisk til en lille krabat med hår og hud og negle. Fine, lange negle, der bare venter på at blive ofre for mors neglelaks-fetish. (Om mange, mange år, bare rolig).

    Lige nu ligger hun og tager en lur, hvilket betyder, at jeg lever på lånt tid ift. at få udgivet dette indlæg. Så, i stedet for at friste skæbnen, vil jeg nu trykke “udgiv”, og så håbe, at jeg snart får foræret en time eller to, hvor jeg kan få skrevet noget mere. Der er VIRKELIG meget at fortælle.

    Graviditet, Hverdagsglimt

    Det travle barselsliv – nu med officiel countdown

    Der er gået lidt tid siden mit sidste pip herinde, men alt er i orden, og lige som det skal være for os allesammen. Jeg sover fortsat ikke så godt for tiden, og det tærrer naturligvis på energien – og muligvis også længden på min lunte.

    De varme dage har været hårde men ikke uudholdelige, og jeg prøver at komme ud hver dag. Vi har fået datoen for mit kejsersnit, så en officiel countdown er gået i gang, og det er virkelig underligt at kende den præcise dato for, hvornår det hele går løs. Og så endda en dato, som vi selv har valgt. Datoen er gudsketakoglov (og modsat min egen fødselsdagsdato: den eneste “dårlige” dato i juni) ikke en af Tycho Brahes såkaldte “uheldige dage” – og måske baby dermed får bare en smule mere medvind i livet, end sin mor.

    Men tilbage til mit overordentligt travle barselsliv. I går gik med at forhandle noget med en autostol på DBA, da min mor så rigtigt påpegede, at vi jo sådan set skulle finde en måde at få den lille hjem på, når vi bliver løsladt fra hospitalet. Vi har ikke bil, men det er der en masse andre i vores familie, der har, og det ville måske være en meget god investering – både på kort og lang sigt.

    Nu skal I høre, hvad jeg havde forestillet mig, når det kom til den store homecoming. Jeg havde forestillet mig, at vi da bare lige kunne trille hjem gennem Fælledparken med barnevognen – Chuck, Bebs og mig. No problem. Jeg havde så bare glemt at tænke på, at jeg lige har fået kejsersnit og formentlig har pissehamrende ondt, og selv har brug for noget med hjul under til at komme hjem. Og selvom Chuck kan mange ting, tror jeg ikke, at han kan skubbe en barnevogn og en kørestol samtidig. Så skulle han i al hemmelighed havde en fortid som cirkusakrobat – og den tror jeg altså ikke helt på.

    Så nu er jeg som sagt ved at købe en autostol, og det er nok ikke så dumt.

    Senere tog vi en tur ind til byen, hvor Chuck ringede til sin mor, og jeg sad på en bænk og løste krydsogtværs, mens jeg drak danskvand og lyttede til Beach Houses Depression Cherry. Det lyder vældigt sørgeligt, men hvis det ikke skulle være nu, at man bruger et par timer med hjernegymnastik og dream-pop, hvornår ellers?

    På lørdag har Chuck fødselsdag, og jeg har fundet en virkelig god gave til ham i år – eller, det synes jeg ihvertfald selv. Jeg kunne afsløre det her, da han ikke læser min blog, men hvad hvis han pludselig fatter en interesse for sin kones online aktiviteter? Jeg har også fundet en gave til ham, som jeg tænker skal være fra vores (endnu) ufødte barn. Er det cheesy? Er det mærkeligt, at skrive et til-og-fra-kort fra en 36 uger gammel ufødt baby, som måske tager ét enkelt blik på os og derefter beder om at blive sendt retur? Åh, hvor jeg håber, at den kan lide mig/os. Her holder den der (ellers fremragende sætning) “man kan ikke være venner med alle” altså ikke helt.

    Mine (eller vores) planer for Chucks fødselsdag er pt. følgende: Sent morgenbord fra bageren, kanalrundfart med Nettobådene, softice fra Frellsen på Købmagergade, se den nye Løvernes Konge, og til slut, hvis mavserne kan holde til det: middag på Café Sommerfuglen i Valby. Nu må vi se, hvor meget vi (eller jeg) kan holde til.

    Tænk, at min lille store Chuck, som jeg har kendt siden vi var hhv. 12 og 13 år gamle, fylder 29 – og at jeg nu er 30(!). Og at vi er nu er sprunget ud i noget så ansvarligt og “voksent” som at få et barn. Er vi så voksne nu? Hvis man altså ser bort fra Chucks samling af tøjdyr i vindueskarmen i vores soveværelse? Og mine mange beklædningsgenstande fra H&M Divided?

    PS: Det var et retorisk spørgsmål.

    Graviditet

    Redebyggeri: Hvor blev hjernen af?

    “Du bygger rede.”

    Er det dét, man kalder det, når man konstant bekymrer sig om, om lejligheden nu også er helt klar og perfekt til, at babyen lander? På trods af, at man har anskaffet sig alt det nødvendige, og egentlig bare mangler babyen? (og at komme af med alt det gejl, man har samlet sammen til henholdsvis Reden, Ventilen, Pigeklubben, og Svalerne?) (Sidstnævnte kan streges af listen; Chuck og jeg var dernede weekenden, hvor jeg efterfølgende belønnede hans slid med en iskaffe og et stykke brownie på the Laundromat).

    Før jeg blev gravid følte jeg egentlig, at jeg havde meget godt styr på de fysiske forandringer, der hører med til en graviditet. Kvalme, strækmærker, plukkeveer, ligamentsmerter, rygsmerter, bækkensmerter, forstoppelse, hæmorider, osv. – all that good stuff. Selvfølgelig er det noget andet, når man er i det, men der er ikke noget af det, jeg har oplevet, som som sådan har overrasket mig.

    Til gengæld er jeg godt nok blevet chokeret over, hvor meget det har påvirket min psyke. Og selv, når man ved, at det er graviditeten, der er kernen til miseren, er det ikke noget, man bare lige kan pakke væk som noget irrationelt og lettere bizart.

    Ligesom med madcravings, der kan være så intense, at man kan bruge flere timer på at rase over, at der er én, der har spist de sidste stykker skinke og emmentaler (når det var det eneste, man fucking kunne få ned!!!), er hjernen lige så intens, når der kommer til andre ting. Redebyggeri, for eksempel. Man bliver næsten ligesom de der ‘doomers’, som er overbevist om, at dommedag står for døren, og at det derfor er nødvendigt med ekstreme forberedelser, når nu, man har begrænset med tid til at samle bl.a. konserves, vand, og toiletpapir. Og nej, jeg sammenligner selvfølgelig ikke min fødsel med dommedag, men det bliver nok vigtigt at være stocket up på toiletpapir.

    I forbindelse med, at jeg har skullet gøre klar til baby, er der også opstået et brændende ønske om, at give vores lejlighed et ansigtsløft. F.eks. har jeg pludselig haft lyst til at implementere flere farver, end blot hvid og pastel. Farver, der løfter sindet, og gør en glad af at kigge på. Gul, f.eks. En totalt undervurderet farve, hvis du spørger mig. Og hvorfor ikke bruge denne mulighed (og besættelses-drivkraft) til endelig at få gjort noget ved alle de ting, der har generet mig/stået på min to-do liste i flere år?

    Det viser sig, at der er meget, jeg gerne vil have lavet om. Heldigvis har jeg haft bebsens fairy grandmother (aka min dejlige mor) til at hjælpe mig med at organisere mine tanker og idéer, så de er gået fra årsager til meltdowns til overskuelige projekter. Og hvor har jeg dog fået gjort meget, og hvor har det dog ført til en masse ro i sindet.

    For mig, har denne rededebygger-fase næsten været en besættelse. Der.må.ikke.mangle.noget. Der må ikke være ufærdige projekter eller tanker, der ikke er blevet tænkt til ende. Alting skal gøres NU – ikke senere, ikke i morgen, ikke i næste uge. NU! Jeg tør ikke engang tænke på, hvor mange timer, jeg har brugt på IKEA-appen, Jysk, H&M Home, DBA samt hundredevis af hjemmesider, der sælger plakater, for det er da nu, man skal lave den der billedvæg, ik’? Den billedvæg, man aldrig vidste, man ville have, før det pludselig er det eneste, man vil have. Og hvad med nye pyntepuder? Og service uden skår i kanten?

    Det har føltes lidt som en midlertidig psykose, som formentlig aftager, når bebsen kommer ud, og alt andet forhåbentlig virker sekundært og ligegyldigt. Forhåbentlig.

    Graviditet, Hverdagsglimt, Livet

    Glædelig jul(i)!: Lidt om den forgangne uge

    Studentervogn 3.K.

    Der har godt nok været knald på arrangementerne den sidste uges tid, men på den gode måde. Min yngste lillebror havde sin sidste eksamen på gymnasiet sidste mandag; en begivenhed, der efterfølgende blev fejret med et mini-studentergilde hos mig, med flag, balloner, grill, og kage. Det var en team-effort, og takket være det fantastiske solskinsvejr, kunne vi sidde udenfor i solen, omgivet af grønne træer og lyserøde roser. Meget idyllisk og P.S. Krøyer-agtigt.

    Fredag havde jeg og min mor æren af at stå klar, da min bror og resten af 3. K lagde vejen forbi min bror og søsters lejlighed i 12-15 minutter. Der var fade med bunkevis af mini-sandwiches, kanelgifler, snøfler (!), frugt, salte snacks – og så øl og sodavand, selvfølgelig. Der skulle ikke mangle noget – heller ikke selvom vi var stop nr. 18/28, og et eller andet sted godt vidste, at de allerede var blevet forplejet rigeligt af samtlige andre ivrige forældre på deres vej.

    Disse billeder er taget efter invasionen af 28 fulde unge mennesker. Efter. Man kan kun se, at de har været der, fordi alle dåseøllerne er væk. Til gengæld, havde jeg måske nok lavet lidt for mange sandwiches…

    Heldigvis elsker vi rester

    Jeg valgte min studentervogn fra i sin tid. Det var simpelthen for utrygt for en tryghedsnarkoman som mig, og da jeg (af forskellige årsager) ikke drikker alkohol, vidste jeg, at jeg blot ville føle mig malplaceret og “kedelig”. Faktisk kan jeg ikke forestille mig noget mere mareridsagtigt (det skulle lige være Roskilde Festival), end at skulle være “på” i så mange timer, samtidig med at skulle forholde mig til så mange indtryk og stimuli. Næ, jeg har aldrig fortrudt min beslutning, men er så glad for, at jeg har kunnet tage del i både min søsters og brors store dage – blot “backstage”. Det passer meget bedre til min personlighed, lad os sige det sådan.

    Søndag blev jeg overrasket af hele den kvindelige del af min familie (og andre kvinder i mit liv) med et baby-shower. Det fortjener sit eget indlæg, for det var en dag, jeg aldrig nogensinde vil glemme, og jeg er stadigvæk en smule rundt på gulvet over al den opmærksomhed og kærlighed. Jeg er glad for, at jeg netop den dag fravalgte mine komfortable graviditetsleggings, og i stedet valgte at tage en pæn (dog lidet flatterende) sommerkjole på, samt at jeg ikke lod varmen og dovenskaben holde mig fra at påføre både mascara og øjenbryn før jeg tog ud af døren. Det ellers var tæt på!

    Rigtig god weekend til jer alle!

    Graviditet, Kronisk sygdom, Livet

    En lille opdatering på mine smerter

    Colorful flowers

    Her følger en lille opdatering på mit sidste indlæg, som kan læses her.

    Min konsultation med endokrinologerne på Hvidovre Hospital i torsdags gik fantastisk godt. Pga. bebs var røngten (heldigvis) slet ikke på tale, og jeg blev i stedet tjekket på god gammeldags manér, med tjek af reflekser og hele det hele. Som jeg skrev i mit forrige indlæg, tog jeg ud på hospitalet med et inderligt håb om, at mine smerter ikke skyldtes et pludseligt opstået knoglebrud, men at det i stedet drejede sig om noget muskulært eller en uterlig nerve. Konsekvenserne af førstnævnte ville nemlig være fuldkommen uoverskuelige.

    Efter en grundig undersøgelse, kom de dygtige læger til den konklusion, at mine voldsomme smerter i henholdsvis ryg, lår, haleben, bækken, og hvad der ellers befinder sig i Region Mave-og-Nedefter, formentlig skyldes en diskusprolaps i området omkring min lænd. Noget, som burde gå væk, når jeg har født, og der dermed er mindre pres på.

    Den øgede østrogenproduktion i éns krop under sådan en graviditet, fører til en blødgørelse af b.la. muskler, bindevæv, led, osv, som i mit tilfælde er komponenter, der spiller en ret så vigtig rolle ift. at holde mine nuværende åbne brud på plads (foruden alle mine indopererede metalplader, forstås). Der er, med andre ord, ikke noget at sige til, at jeg pludselig har fået fandens ondt. Men det giver meget mening for mig, især fordi jeg også har kunnet mærke en klar løsning af mit bækken, når jeg vender og drejer mig i sengen. Min krop er kort og godt i forberedelsesmode, og opfører sig fuldkommen, som den skal.

    Den ene af endokrinologerne (som jeg har kendt i mange år efterhånden, og som altid har behandlet mig som et menneske, og ikke blot en patient) satte sig endda ned på hug og kiggede mig direkte i øjnene og sagde: “Det her sker for mange, mange kvinder – og det har ikke noget med din sygdom at gøre.” Det betød rigtigt meget, for baseret på tidligere erfaringer, er jeg altid meget hurtig til at tilskrive enhver fysisk smerte min knoglesygdom og mulige nye frakturerer.

    Så jeg er glad, vel nærmest lykkelig. Behandlingen er fortsat transport i kørestol og generel aflastning, men angsten er væk. Angsten for igen at skulle opereres, og efterfølgende være indlagt i flere uger på en afdeling, hvor jeg føler mig både utryg og til besvær.

    Nu krydser jeg bare fingre for, at jeg vil kunne holde det i skak i den relativt korte tid, der er tilbage af graviditeten.

    Graviditet, Kronisk sygdom, Livet

    Jeg overgiver mig

    Sofie Halifax

    Det er tid.

    Det er nødvendigt.

    Men det er svært. Svært for én, der helst vil gøre alting selv.

    Kørestolen er fundet frem fra pulterkammeret, støvet af, støvsuget for kattehår, og der er kommet ny luft i hjulene.

    Da jeg blev gravid, vidste jeg ikke, hvor længe, der ville gå, før det ville blive nødvendigt for mig at være stillesiddende/sengeliggende. Ville det være så snart, der begyndte at komme den mindste vægt på? Ville dét, at min krop allerede havde prøvet at være pakket med ekstra kilo (før mit vægttab) gøre, at den ville blive mindre påvirket af vægtøgningen?

    Det var svært at forudsige.

    Jeg vidste heller ikke, om jeg ville kunne fuldføre mine eksamener. Men ambitionerne har aldrig fejlet noget. Jeg måtte hoppe fra undervisningen forholdsvis tidligt i forløbet, da jeg fik så ondt i kroppen af de hårde træstole, og tidligt begyndte at opleve ligamentsmerter. Derudover skulle jeg rende til og fra Rigshospitalet flere gange om ugen, som nærmest føltes som en fuldtidsbeskæftigelse i sig selv.

    Jeg har længe været øm, og har længe måttet dele mine (begrænsede) aktiviteter op i portioner, så der var hvileperioder indimellem. Jeg har sagt ‘nej’ til en masse, for jeg ville så gerne “holde” så længe, som muligt.

    Nu har jeg ondt. Sådan rigtig, rigtig ondt. Sådan “hvis jeg ikke var gravid, ville jeg få taget et røngtenbillede af mine knogler”-ondt. Ondt steder, hvor jeg ikke har haft ondt før – og steder, hvor smerterne er velkendte. Jeg har fået en tid på Endokrinologisk afdeling på Hvidovre Hospital i morgen, hvor jeg krydser alt, hvad jeg har at krydse, for, at mine smerte enten skyldes noget muskulært eller en nerve, der har været så fræk, at sætte sig i klemme. Både lægerne og jeg vil helst undgå røngtenstråler, og forhåbentlig kan en fysisk undersøgelse sige, om det er noget midlertidigt eller noget, der med tiden vil kræve en operation. Hvis de mistænker et knoglebrud, er behandlingen jo aflastning – præcis, som jeg gør nu. Så et røngtenbillede burde slet ikke være nødvendigt.

    Grundet min sygdom, har jeg i lange perioder siddet i kørestol (eller gået med krykker), og situationen er derfor på ingen måde uvant for mig. Der er altid en psykisk tilvænningsperiode i starten, hvor jeg har ondt af mig selv og føler mig voldsomt uretfærdigt behandlet af universet. Sådan god, gammeldags ynk.

    Men denne gang er det anderledes, for jeg gør det for et større formål, end blot at holde mig selv smertefri (selvom det jo burde være nok). Jeg gør det, for at kunne være nogenlunde fit-for-fight til når baby kommer. Den har brug for mig. ‘Kæft, hvor ville det være åndssvagt at lege helt nu, og så være fuldkommen ødelagt, når det endelig gælder.

    Så det er status herfra.

    Hverdagsglimt

    30’ernes første “det her sker kun for mig” anekdote

    ECCO FLASH Beige

    I år var Chucks fødselsdagsgave til mig et par nye sandaler fra ECCO. Vi tog ind i butikken på Købmagergade på min fødselsdag, hvor jeg fandt et par, som levede fuldkommen op til mine behov, og som samtidig – efter min mening – var mega pæne. Desværre havde de dem ikke min størrelse i den ønskede farve, så ekspedienten bestilte et par til mig fra deres lager, som så skulle ankomme inden for en uges tid.

    Da jeg fik SMS’en om, at nu var de ankommet, tog jeg glad og fro ind i butikken. Jeg skulle selvfølgelig prøve dem på endnu en gang, bare for at være sikker på, at de sad, som de skulle; at mine fødder ikke var vokset i bredde og længde på én uge.

    Til min glæde og lykke var de (stadig) som skabt til min lille fod. No funny business.

    “ÅH, hvor er jeg glad for dem!” nåede jeg lige akkurat at sige til den søde salgsekspedient, inden en af mine store vabler fra min gamle ubehagelige ballerinaer eksploderede under remmen, og det pludselig fossede ud med blod.

    På min nye 850 kroners sandal.

    OTTEHUNDREDEOGHALVTREDSKRONER.

    Det var i første omgang min mor, der opdagede det, da jeg var travlt optaget med at takke salgsekspedienten (som havde hjulpet mig med at finde dem, da jeg sidst var derinde) for hendes hjælp, og for at få mig til at gå en størrelse ned.

    Det blev kun værre, da jeg prøvede at tage sandalen af, og da jeg endelig fik den af, stod jeg med en totalt blodig sandal, som jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre med. Jeg blev totalt befippet, så jeg blev bare ved med at undskylde over for salgsekspedienten over, at jeg allerede havde ødelagt min egen sko. “Jeg henter lige noget plaster,” sagde hun, og vendte tilbage efter maks fem sekunder, hvor vi blev enige om, at det nok var bedst at plastre alle mine vabler til, når nu, vi var i gang.

    “Jeg prøver at se, om jeg kan fjerne blodet – det skal nemlig helst fjernes med det samme,” sagde hun, og forsvandt om bag disken med min sandal. Jeg blev siddende på lædderpuffen, fuldt forberedt på, at måtte hjem og lave noget rødt tie-dye på den anden, så sandalerne i det mindste kunne matche.

    “Sårh. Det lykkedes mig at få det hele af,” sagde ekspedienten, da hun vendte tilbage med en fuldstændig ren sandal. Alle spor efter katastrofen var forsvundet, og de var så gode som nye. Jeg takkede hende sådan omtrent en milliard gange, efterfulgt af: “Det var virkelig sødt af dig.”

    “Hvis du stadigvæk gerne vil have sandalerne, vil jeg lige fortælle dig, hvordan du holder dem rene og i god stand,” sagde hun så. Hvortil jeg tabte både næse og mund. HVIS? Man kan da ikke komme ind og bløde voldsomt udover en sko, som man forresten har fået bestilt hjem, og så sige, “Øh, nej tak. Jeg foretrækker at forlade butikken med et par sko, som ikke allerede på forhånd indeholder mikroskopiske spor af mine egne kropsvæsker.” Det havde slet ikke faldet mig ind, specielt når nu jeg lige havde ytret, hvor glad, jeg var for dem.

    Jeg forsikrede hende om, at jeg fortsat meget gerne ville have dem, og tog imod det lille foredrag om bl.a. rens, som nu syntes mere relevant end nogensinde. Og jo, jeg købte en flaske rensemiddel med! Jeg stoler ikke et sekund på de vabler, der.

    Og det var sådan, jeg endte op med et par nye sandaler, en (endnu) dybere kærlighed til ECCO, og endnu et tåkrummende minde til historiebøgerne.

    FRAKLIP:

    ECCO Flash Beige
    ECCO Flash Beige
    ECCO FLASH Beige

    Graviditet, Hverdagsglimt

    A Day in the Life (13-06-2019)

    Inspireret af Elizabeths dagbogslignende indlæg Uge 21: Verdens bedste rosé og refleksioner om det at holde dagbog, vil jeg i dag tage jer med på en rejse gennem en spændende og yderst begivenhedsrig dag i mit liv – som til en afveksling, og måske ikke overraskende, minder en del om de fleste af mine dage for tiden. Nogle vil finde denne genre af indlæg enormt kedelig, men jeg synes faktisk, at den er stærkt undervurderet, og burde gøre et comeback. Det var trods alt sådan, det her personlige-blog halløj startede.

    A Day in the Life of a Tree Me

    Jeg vågnede kl. 10:30 i morges, efter at have sovet fra samtlige alarmer. Er jeg den eneste, der sætter minimum 5 alarmer, for at sikre mig, at jeg kommer op? Jeg har som regel ikke svært ved at vågne, men kontrolfreaken i mig får angst ved tanken om, at sove længere, end planlagt. Også selvom jeg i princippet ikke har noget at stå op til.

    Min ryg var stiv som et bræt efter alle de timer på langs (kun afbrudt af diverse toiletture). Breaking News: En strandet hval med hold i ryggen er blevet fundet i en 140cm bred seng i en lejlighed på Østerbro. Der er blevet tilkaldt en kiroprakter, en hvalekspert, en enkelt repræsentant for Dyrenes Beskyttelse, en brandbil, og en kran, der kan fragte den tilbage til vandet. “Det er et særsyn,” sagde hvaleksperten, da han blev spurgt, om han nogensinde havde set en hval med hold i ryggen før. “Godt den befinder sig i stueplan,” supplerede en brandmand, efter at have taget et hurtigt kig ind i soveværelset.

    Med en del møg og besvær fik jeg sat mig op, og svunget benene ned på siden af sengen. SUK. Så langt, så godt. Der tog jeg så en velfortjent pause, hvor jeg overvejede morgenens store dilemma. Skulle jeg tisse først, og lave kaffe og morgenmad? Eller, skulle jeg gå ud og tænde for elkogeren, smide bollerne i miniovnen, og så tisse? Og kunne jeg overhovedet komme op at stå med den stive ryg og store mave? Ville jeg have brug for Chucks stærke arme til at hive mig op? Fandeme nej, jeg ville først prøve selv. Én, dyb vejrtrækning, to, dyb vejrtrækning, TRE! Av min ryg, av mit haleben, av min mave. For fanden. Pis lort. Undskyld, baby.

    Mission accomplished, hun er på benene, hun er lodret, alt er godt.

    Og sådan startede min dag ellers. I sneglefart, og uden planer. Jeg fik talt i telefon med min kære veninde, hvor vi (som sædvanlig) fik vendt hele verdenssituationen, inklusiv blogland. Uuh, det var godt.

    Dagens eftermiddagstanker (efter jeg var løbet tør for Youtubevideoer):

    • Jeg må, og skal have pudset vinduer før mit sundhedsplejerskebesøg d. 25/6. Hun må ikke tro, at baby kommer hjem til en jordhule.
    • Har vi egentlig stadig vasketøj i vaskekælderen? Chuck må tjekke, jeg er for gravid.
    • Lykken er, at have fået sine graviditetsleggings tilbage, nyvaskede, efter at de har befundet sig i vasketøjskurven i et par uger, efter jeg spildte jeg spiste aftensmad og spildte et eller andet klamt lige ned på et meget kritisk sted.
    • Hvorfor har jeg ikke trænet mine katte til at servicere mig? Hold kæft, hvor er vores forhold ensidigt, egentlig.
    • Er det i aften, at jeg skal kaste mig ud i noget helt nyt og udfordrende aftensmad? Eller skal det bare være spejlæg?
    29+4 graviditet
    29+4. Længe leve graviditetsleggings!

    Til aftensmad lavede jeg for første gang Chicken Tikka Masala (tilsat kikærter), med alt, hvad der dér hører sig til (er opskriften noget, I ville være interesserede i?) – inklusiv plukkeveer. De kommer ofte, når jeg står op – eller, gisp, bevæger mig. Men aftensmaden blev god! Chuck er relativt kræsen, så jeg prøver at introducere baby for så mange smagsindtryk som muligt, så den forhåbentlig er med på lidt af hvert, ligesom sin mor.

    Nu har jeg igen nummerdar solidt plantet på sofaen (hvor jeg har været det meste af dagen, let’s be honest), og tager nu tilløb til at gå i bad. Jeg har 3. dags-hår, som med sit let fedtede “jeg svedte virkelig meget i nat”-look, unægteligt er pænere og mere glansfuldt, end min tørre, nyvaskede høstak, men forfængeligheden må igen-igen rykke om på bagsædet. Heldigvis har jeg stadigvæk Dortes mirakeldråber, som jeg, som studerende, bruger meget sparsomt. Men den lille flaske er altså alle pengene værd, og holder utroligt længe.

    Nå, badet kalder. Derefter en stor kop hvid te, en skål med kirsebær, og en film fra 1970’erne. Hav en god aften!

    Livet

    Så er hun for alvor trådt ind i de voksnes rækker

    I torsdags fyldte jeg 30. 30(!) Det føltes altså som i går, at jeg blev født. Nu er jeg altså voksen – sådan for alvor. Shit just got real, yo.

    Dagen startede ud med et morgenbesøg fra min mor og lillebror, som sammen lavede et rigtigt lækkert fødselsdagsmorgenbord.

    Fødselsdagsmorgenbord

    Da vi havde spist, drog Chuck og jeg ind til byen, for at finde et par nye sandaler til mig, da dem, han købte til mig for et par år siden (og som jeg ellers har været så glad for) er blevet for store til mine små fusser efter mit vægttab. Måske har de altid været for store, men det var først til sidst, at jeg begyndte at snuble i dem, og det er altså ikke godt for én med skrøbelige knogler. Det kostede mig en lårbensfraktur.

    Vi tog ind i ECCO på Købmagergade, hvor vi også købte mine forrige sandaler, og her fik jeg en masse hjælp til at finde de helt rigtige. Bl.a. blev vi enige om, at jeg skulle bruge en størrelse 35 fremfor 36, og at det skulle være et par, hvor jeg selv kunne stramme og løsne, alt efter behov. Desværre havde de dem ikke hjemme i den lyse farve, som jeg foretrak, men de er bestilt, og jeg glæder mig usigeligt til at de er klar til afhentning.

    Efterfølgende tog vi på Espresso House ved Vimmelskaftet, hvor Chuck bl.a. tog dette billede af mig, der vogter over vores cookies, mens han venter på vores islatter.

    Herefter drog vi hjemad, da vi skulle nå at købe ind til hjemmelavede burgere, inden min mor og søskende kom ved 18-tiden. Desværre endte min familie med at stå for kokkeringen af det meste af aftensmaden, da jeg simpelthen var så træt i min lille runde krop.

    Min søster havde medbragt dessert: en superlækker hjemmelavet bombe af en chokoladekage, som var en perfekt måde at slutte dagen af på. Manner, den smagte godt.

    Chokoladekage

    Fejring: Round 2

    Og som om det ikke var nok, valgte jeg at fejre mig selv – igen – om lørdagen. Her holdt jeg fødselsdag for min store familie, og desværre blev det ikke til det overdådige kagebord, som jeg ellers havde planlagt. I stedet blev det bare til to identiske lagkager, som jeg tilgengæld gjorde mig yderst umage med. Da alt kom til alt, kunne jeg simpelthen ikke overskue mere end det (og så boller, selvfølgelig), og hellere lave én ting grundigt og helhjertet, end en masse ting half-assed og halvhjertet. Kagebordet gemmer jeg til bebsens fødselsdag næste år (sagde hun naivt).

    Dog ærgrer jeg mig inderligt over, at jeg ikke fik taget billeder af min hjemmelavede, relativt instagram-venlige lagkage, for der overraskede jeg godt nok mig selv. Jeg tørrede endda af rundt om kagen med køkkenrulle, for det har jeg set dem gøre i Den store bagedyst, og fandeme om der ikke skulle skrues op for æstetikken, når nu jeg fyldte 30.

    Jeg fulgte denne opskrift fra New Yorker by Heart, men dog med nogle få justeringer. Bl.a. prøvede jeg at få den til at stå lidt skarpere, dv.s. uden al cremen på siderne, så lagene blev tydeligere. Derudover, valgte jeg at lave fire lag fremfor tre, hvor jeg bl.a. puttede kagecreme på ét lag, og glasur på toppen – pyntet med små stykker daim og friske hindbær, selvfølgelig. Hvis man sammenligner med min sidste lagkage, som mildest talt var en katastrofe, var jeg godt nok glad og stolt over det endelige resultat – også selvom opskriften var yderst simpel, og at det næsten ikke kunne gå galt.

    Men allerførst fik vi fødselsdagsboller og varm kakao med flødeskum. Det var noget, jeg havde lagt mig fast på relativt tidligt i min planlægningsproces. Det lavede min mor altid til vores børnefødselsdage, og bare duften af bollerne (tilsat vaniljesukker, som også blev drysset over til sidst) bragte mig tyve år tilbage i tiden. Det er sjovt, hvordan dufte kan frembringe minder, som ingen andre sanser kan.

    Jeg havde også fundet vores ældgamle fødselsdagsdug frem: et stort stykke stof, som vi børn, sammen med vores mor, havde taget blomster og flag på, og som blev lagt på bordet til samtlige fødselsdage gennem hele vores barndom.

    Måske er jeg blevet (endnu mere) nostalgisk på mine gamle dage. Jeg har ihvertfald et behov for at gå “back to basics”, for det er trygt og genkendeligt, og det har man bare brug for i nogle perioder af sit liv, ik’?

    Jeg fik en masse fine gaver, som jeg er så glad for – og for at det ikke skal være løgn, fik jeg en bonusgave: et regeringsskifte. Jeg håber så inderligt på, at det vil byde på nogle positive forandringer i vores samfund, og at værdier, såsom solidaritet, frisind, og fællesskab (igen) kan komme i højsædet, og igen blive noget, der karakteriserer os danskere. Det er ikke for sent.

    Graviditet

    Tidlig indoktrinering

    Graviditetsplayliste

    Ifølge min graviditetsapp, er baby nu i stand til at høre lyde gennem maveskinnet. Det giver den altså lidt under tre måneder til at vænne sig til sin mors skingre stemme og heksehylslatter – og måske ligefrem finde trøst i den, når den lander med storken om en 2 1/2 måneds tid.

    Baby kan eftersigende også høre musik, og ifølge de utallige artikler, jeg har læst, vil den musik, der bliver spillet under graviditeten, muligvis kunne være en tryghedsskabende faktor for den. Ligesom min skønne røst, vil musikken være genkendelig, og kan dermed virke beroligende. Ifølge disse artikler, forstås.

    Jeg ved selvfølgelig ikke, om det er rigtigt, men jeg er i alt fald allerede begyndt på en playliste, som jeg har givet den mundrette titel “Pretzel’s Playlist”. ‘Pretzel’ er babys kælenavn, hvis man skulle være i tvivl. Det var noget, Chuck begyndte at kalde den for længe siden, og så har det bare hængt ved. Jeg kan dog ikke forestille mig, at det kommer til at hænge ved efter fødslen – ihvertfald ikke for mit vedkommende.

    Næ, jeg tror, at jeg vil træde direkte ned i “mussefælden” med “lille mus”, “navn+mus”, “mussi”, “musse”, osv – ligesom samtlige andre forældre i dette land. Måske kombineret med et eller andet gakket, som jeg har haft for tradition at gøre med mine yngre søskende. Hvorfor kalde sin nye lillebror “lillemand”, når man kan kalde ham “Georgio Armani”? På offentlig gade. Og det er ikke engang den værste…

    Men tilbage til playlisten, som jeg allerede tager meget alvorligt. For hvis man gør det rigtigt, kan det vel være en form for tidlig indoktrinering? Tænk, hvis jeg kan få baby til at blive Beach Boys fan? Eller til at finde trøst i klassikerne fra Disneys sangkatalog? Eller RuPauls “Don’t Be Jealous of My Boogie”?

    Mand, hvor ville vi have meget tilfælles.

    Altså, jeg ville selvfølgelig elske den under alle omstændigheder, og hvis det er Rammstein (eller, gisp, Hansi Hinterseer!), der skal til, for at få det til at sove, jamen så er det det, jeg gør. Med eller uden ørebøffer.

    Playlisten er stadigvæk under construction, men jeg er meget åben for forslag og anbefalinger.