Følg:
Graviditet, Kronisk sygdom, Livet

Jeg overgiver mig

Sofie Halifax

Det er tid.

Det er nødvendigt.

Men det er svært. Svært for én, der helst vil gøre alting selv.

Kørestolen er fundet frem fra pulterkammeret, støvet af, støvsuget for kattehår, og der er kommet ny luft i hjulene.

Da jeg blev gravid, vidste jeg ikke, hvor længe, der ville gå, før det ville blive nødvendigt for mig at være stillesiddende/sengeliggende. Ville det være så snart, der begyndte at komme den mindste vægt på? Ville dét, at min krop allerede havde prøvet at være pakket med ekstra kilo (før mit vægttab) gøre, at den ville blive mindre påvirket af vægtøgningen?

Det var svært at forudsige.

Jeg vidste heller ikke, om jeg ville kunne fuldføre mine eksamener. Men ambitionerne har aldrig fejlet noget. Jeg måtte hoppe fra undervisningen forholdsvis tidligt i forløbet, da jeg fik så ondt i kroppen af de hårde træstole, og tidligt begyndte at opleve ligamentsmerter. Derudover skulle jeg rende til og fra Rigshospitalet flere gange om ugen, som nærmest føltes som en fuldtidsbeskæftigelse i sig selv.

Jeg har længe været øm, og har længe måttet dele mine (begrænsede) aktiviteter op i portioner, så der var hvileperioder indimellem. Jeg har sagt ‘nej’ til en masse, for jeg ville så gerne “holde” så længe, som muligt.

Nu har jeg ondt. Sådan rigtig, rigtig ondt. Sådan “hvis jeg ikke var gravid, ville jeg få taget et røngtenbillede af mine knogler”-ondt. Ondt steder, hvor jeg ikke har haft ondt før – og steder, hvor smerterne er velkendte. Jeg har fået en tid på Endokrinologisk afdeling på Hvidovre Hospital i morgen, hvor jeg krydser alt, hvad jeg har at krydse, for, at mine smerte enten skyldes noget muskulært eller en nerve, der har været så fræk, at sætte sig i klemme. Både lægerne og jeg vil helst undgå røngtenstråler, og forhåbentlig kan en fysisk undersøgelse sige, om det er noget midlertidigt eller noget, der med tiden vil kræve en operation. Hvis de mistænker et knoglebrud, er behandlingen jo aflastning – præcis, som jeg gør nu. Så et røngtenbillede burde slet ikke være nødvendigt.

Grundet min sygdom, har jeg i lange perioder siddet i kørestol (eller gået med krykker), og situationen er derfor på ingen måde uvant for mig. Der er altid en psykisk tilvænningsperiode i starten, hvor jeg har ondt af mig selv og føler mig voldsomt uretfærdigt behandlet af universet. Sådan god, gammeldags ynk.

Men denne gang er det anderledes, for jeg gør det for et større formål, end blot at holde mig selv smertefri (selvom det jo burde være nok). Jeg gør det, for at kunne være nogenlunde fit-for-fight til når baby kommer. Den har brug for mig. ‘Kæft, hvor ville det være åndssvagt at lege helt nu, og så være fuldkommen ødelagt, når det endelig gælder.

Så det er status herfra.

Share on
Previous Post Next Post

Relateret

1 Comment

  • Reply VenterPaaVinBlog

    Av av, god bedring med kroppen – håber, som du selv, at du bliver i topfin stand til ankomsten (:

    28. juni 2019 at 13:28
  • Skriv en kommentar

    This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.