Følg:
Graviditet, Kronisk sygdom, Livet

En lille opdatering på mine smerter

Colorful flowers

Her følger en lille opdatering på mit sidste indlæg, som kan læses her.

Min konsultation med endokrinologerne på Hvidovre Hospital i torsdags gik fantastisk godt. Pga. bebs var røngten (heldigvis) slet ikke på tale, og jeg blev i stedet tjekket på god gammeldags manér, med tjek af reflekser og hele det hele. Som jeg skrev i mit forrige indlæg, tog jeg ud på hospitalet med et inderligt håb om, at mine smerter ikke skyldtes et pludseligt opstået knoglebrud, men at det i stedet drejede sig om noget muskulært eller en uterlig nerve. Konsekvenserne af førstnævnte ville nemlig være fuldkommen uoverskuelige.

Efter en grundig undersøgelse, kom de dygtige læger til den konklusion, at mine voldsomme smerter i henholdsvis ryg, lår, haleben, bækken, og hvad der ellers befinder sig i Region Mave-og-Nedefter, formentlig skyldes en diskusprolaps i området omkring min lænd. Noget, som burde gå væk, når jeg har født, og der dermed er mindre pres på.

Den øgede østrogenproduktion i éns krop under sådan en graviditet, fører til en blødgørelse af b.la. muskler, bindevæv, led, osv, som i mit tilfælde er komponenter, der spiller en ret så vigtig rolle ift. at holde mine nuværende åbne brud på plads (foruden alle mine indopererede metalplader, forstås). Der er, med andre ord, ikke noget at sige til, at jeg pludselig har fået fandens ondt. Men det giver meget mening for mig, især fordi jeg også har kunnet mærke en klar løsning af mit bækken, når jeg vender og drejer mig i sengen. Min krop er kort og godt i forberedelsesmode, og opfører sig fuldkommen, som den skal.

Den ene af endokrinologerne (som jeg har kendt i mange år efterhånden, og som altid har behandlet mig som et menneske, og ikke blot en patient) satte sig endda ned på hug og kiggede mig direkte i øjnene og sagde: “Det her sker for mange, mange kvinder – og det har ikke noget med din sygdom at gøre.” Det betød rigtigt meget, for baseret på tidligere erfaringer, er jeg altid meget hurtig til at tilskrive enhver fysisk smerte min knoglesygdom og mulige nye frakturerer.

Så jeg er glad, vel nærmest lykkelig. Behandlingen er fortsat transport i kørestol og generel aflastning, men angsten er væk. Angsten for igen at skulle opereres, og efterfølgende være indlagt i flere uger på en afdeling, hvor jeg føler mig både utryg og til besvær.

Nu krydser jeg bare fingre for, at jeg vil kunne holde det i skak i den relativt korte tid, der er tilbage af graviditeten.

Share on
Previous Post Next Post

Relateret

No Comments

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.