Den 7. august 2019 blev Chuck og jeg forældre til en sund og rask lille løvepige, som har vendt fuldkommen op og ned på vores liv (og døgnrytme, host). Hun er vældig sød og vi er vældig glade for hende, men det har været en måned, hvor vi har måttet lære alting the hard/heart way (som min farmor så fint sagde det), som også er tilfældet for alle andre førstegangsforældre, og vi har begge været (og er til dels stadigvæk) udmattede og overvældede. Måske mest udmattede nu. Vi er lige så stille ved at vænne os til livet som trekløver. Rip, Rap, og Rup. Los Tres Amigos. Peter, Paul, and Mary.

Hun blev født via et planlagt kejsersnit, som ikke kunne være gået bedre. Jeg pønser lidt på at skrive en fødselsberetning; for hendes skyld, for min egen skyld, og for andre kvinder, som måske falder over min blog, og som skal føde gennem et planlagt kejsersnit, og måske er ved at skide grønne grise ved tanken (som jeg også var).

Men tilbage til min datter. Jeg har fortsat svært ved at forstå, at hun er min. Altså, hun er selvfølgelig sin egen, men, tænk, at noget så bedårende og fint og skrøbeligt er kommet ud af mig. Af min krop. At det er hende, der har dyrket kickboxing og lavet saltamotaler og vejrmøller de sidste mange måneder inde i min mave. At det er hende, der har vokset sig fra noget mikroskopisk til en lille krabat med hår og hud og negle. Fine, lange negle, der bare venter på at blive ofre for mors neglelaks-fetish. (Om mange, mange år, bare rolig).

Lige nu ligger hun og tager en lur, hvilket betyder, at jeg lever på lånt tid ift. at få udgivet dette indlæg. Så, i stedet for at friste skæbnen, vil jeg nu trykke “udgiv”, og så håbe, at jeg snart får foræret en time eller to, hvor jeg kan få skrevet noget mere. Der er VIRKELIG meget at fortælle.