Følg:
Graviditet, Hverdagsglimt
Det travle barselsliv – nu med officiel countdown

Der er gået lidt tid siden mit sidste pip herinde, men alt er i orden, og lige som det skal være for os allesammen. Jeg sover fortsat ikke så godt for tiden, og det tærrer naturligvis på energien – og muligvis også længden på min lunte.

De varme dage har været hårde men ikke uudholdelige, og jeg prøver at komme ud hver dag. Vi har fået datoen for mit kejsersnit, så en officiel countdown er gået i gang, og det er virkelig underligt at kende den præcise dato for, hvornår det hele går løs. Og så endda en dato, som vi selv har valgt. Datoen er gudsketakoglov (og modsat min egen fødselsdagsdato: den eneste “dårlige” dato i juni) ikke en af Tycho Brahes såkaldte “uheldige dage” – og måske baby dermed får bare en smule mere medvind i livet, end sin mor.

Men tilbage til mit overordentligt travle barselsliv. I går gik med at forhandle noget med en autostol på DBA, da min mor så rigtigt påpegede, at vi jo sådan set skulle finde en måde at få den lille hjem på, når vi bliver løsladt fra hospitalet. Vi har ikke bil, men det er der en masse andre i vores familie, der har, og det ville måske være en meget god investering – både på kort og lang sigt.

Nu skal I høre, hvad jeg havde forestillet mig, når det kom til den store homecoming. Jeg havde forestillet mig, at vi da bare lige kunne trille hjem gennem Fælledparken med barnevognen – Chuck, Bebs og mig. No problem. Jeg havde så bare glemt at tænke på, at jeg lige har fået kejsersnit og formentlig har pissehamrende ondt, og selv har brug for noget med hjul under til at komme hjem. Og selvom Chuck kan mange ting, tror jeg ikke, at han kan skubbe en barnevogn og en kørestol samtidig. Så skulle han i al hemmelighed havde en fortid som cirkusakrobat – og den tror jeg altså ikke helt på.

Så nu er jeg som sagt ved at købe en autostol, og det er nok ikke så dumt.

Senere tog vi en tur ind til byen, hvor Chuck ringede til sin mor, og jeg sad på en bænk og løste krydsogtværs, mens jeg drak danskvand og lyttede til Beach Houses Depression Cherry. Det lyder vældigt sørgeligt, men hvis det ikke skulle være nu, at man bruger et par timer med hjernegymnastik og dream-pop, hvornår ellers?

På lørdag har Chuck fødselsdag, og jeg har fundet en virkelig god gave til ham i år – eller, det synes jeg ihvertfald selv. Jeg kunne afsløre det her, da han ikke læser min blog, men hvad hvis han pludselig fatter en interesse for sin kones online aktiviteter? Jeg har også fundet en gave til ham, som jeg tænker skal være fra vores (endnu) ufødte barn. Er det cheesy? Er det mærkeligt, at skrive et til-og-fra-kort fra en 36 uger gammel ufødt baby, som måske tager ét enkelt blik på os og derefter beder om at blive sendt retur? Åh, hvor jeg håber, at den kan lide mig/os. Her holder den der (ellers fremragende sætning) “man kan ikke være venner med alle” altså ikke helt.

Mine (eller vores) planer for Chucks fødselsdag er pt. følgende: Sent morgenbord fra bageren, kanalrundfart med Nettobådene, softice fra Frellsen på Købmagergade, se den nye Løvernes Konge, og til slut, hvis mavserne kan holde til det: middag på Café Sommerfuglen i Valby. Nu må vi se, hvor meget vi (eller jeg) kan holde til.

Tænk, at min lille store Chuck, som jeg har kendt siden vi var hhv. 12 og 13 år gamle, fylder 29 – og at jeg nu er 30(!). Og at vi er nu er sprunget ud i noget så ansvarligt og “voksent” som at få et barn. Er vi så voksne nu? Hvis man altså ser bort fra Chucks samling af tøjdyr i vindueskarmen i vores soveværelse? Og mine mange beklædningsgenstande fra H&M Divided?

PS: Det var et retorisk spørgsmål.

Share on
Previous Post Next Post

Relateret

No Comments

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.