Så er hun for alvor trådt ind i de voksnes rækker

I torsdags fyldte jeg 30. 30(!) Det føltes altså som i går, at jeg blev født. Nu er jeg altså voksen – sådan for alvor. Shit just got real, yo.

Dagen startede ud med et morgenbesøg fra min mor og lillebror, som sammen lavede et rigtigt lækkert fødselsdagsmorgenbord.

Da vi havde spist, drog Chuck og jeg ind til byen, for at finde et par nye sandaler til mig, da dem, han købte til mig for et par år siden (og som jeg ellers har været så glad for) er blevet for store til mine små fusser efter mit vægttab. Måske har de altid været for store, men det var først til sidst, at jeg begyndte at snuble i dem, og det er altså ikke godt for én med skrøbelige knogler. Det kostede mig en lårbensfraktur.

Vi tog ind i ECCO på Købmagergade, hvor vi også købte mine forrige sandaler, og her fik jeg en masse hjælp til at finde de helt rigtige. Bl.a. blev vi enige om, at jeg skulle bruge en størrelse 35 fremfor 36, og at det skulle være et par, hvor jeg selv kunne stramme og løsne, alt efter behov. Desværre havde de dem ikke hjemme i den lyse farve, som jeg foretrak, men de er bestilt, og jeg glæder mig usigeligt til at de er klar til afhentning.

Efterfølgende tog vi på Espresso House ved Vimmelskaftet, hvor Chuck bl.a. tog dette billede af mig, der vogter over vores cookies, mens han venter på vores islatter.

Herefter drog vi hjemad, da vi skulle nå at købe ind til hjemmelavede burgere, inden min mor og søskende kom ved 18-tiden. Desværre endte min familie med at stå for kokkeringen af det meste af aftensmaden, da jeg simpelthen var så træt i min lille runde krop.

Min søster havde medbragt dessert: en superlækker hjemmelavet bombe af en chokoladekage, som var en perfekt måde at slutte dagen af på. Manner, den smagte godt.

Fejring: Round 2

Og som om det ikke var nok, valgte jeg at fejre mig selv – igen – om lørdagen. Her holdt jeg fødselsdag for min store familie, og desværre blev det ikke til det overdådige kagebord, som jeg ellers havde planlagt. I stedet blev det bare til to identiske lagkager, som jeg tilgengæld gjorde mig yderst umage med. Da alt kom til alt, kunne jeg simpelthen ikke overskue mere end det (og så boller, selvfølgelig), og hellere lave én ting grundigt og helhjertet, end en masse ting half-assed og halvhjertet. Kagebordet gemmer jeg til bebsens fødselsdag næste år (sagde hun naivt).

Dog ærgrer jeg mig inderligt over, at jeg ikke fik taget billeder af min hjemmelavede, relativt instagram-venlige lagkage, for der overraskede jeg godt nok mig selv. Jeg tørrede endda af rundt om kagen med køkkenrulle, for det har jeg set dem gøre i Den store bagedyst, og fandeme om der ikke skulle skrues op for æstetikken, når nu jeg fyldte 30.

Jeg fulgte denne opskrift fra New Yorker by Heart, men dog med nogle få justeringer. Bl.a. prøvede jeg at få den til at stå lidt skarpere, dv.s. uden al cremen på siderne, så lagene blev tydeligere. Derudover, valgte jeg at lave fire lag fremfor tre, hvor jeg bl.a. puttede kagecreme på ét lag, og glasur på toppen – pyntet med små stykker daim og friske hindbær, selvfølgelig. Hvis man sammenligner med min sidste lagkage, som mildest talt var en katastrofe, var jeg godt nok glad og stolt over det endelige resultat – også selvom opskriften var yderst simpel, og at det næsten ikke kunne gå galt.

Men allerførst fik vi fødselsdagsboller og varm kakao med flødeskum. Det var noget, jeg havde lagt mig fast på relativt tidligt i min planlægningsproces. Det lavede min mor altid til vores børnefødselsdage, og bare duften af bollerne (tilsat vaniljesukker, som også blev drysset over til sidst) bragte mig tyve år tilbage i tiden. Det er sjovt, hvordan dufte kan frembringe minder, som ingen andre sanser kan.

Jeg havde også fundet vores ældgamle fødselsdagsdug frem: et stort stykke stof, som vi børn, sammen med vores mor, havde taget blomster og flag på, og som blev lagt på bordet til samtlige fødselsdage gennem hele vores barndom.

Måske er jeg blevet (endnu mere) nostalgisk på mine gamle dage. Jeg har ihvertfald et behov for at gå “back to basics”, for det er trygt og genkendeligt, og det har man bare brug for i nogle perioder af sit liv, ik’?

Jeg fik en masse fine gaver, som jeg er så glad for – og for at det ikke skal være løgn, fik jeg en bonusgave: et regeringsskifte. Jeg håber så inderligt på, at det vil byde på nogle positive forandringer i vores samfund, og at værdier, såsom solidaritet, frisind, og fællesskab (igen) kan komme i højsædet, og igen blive noget, der karakteriserer os danskere. Det er ikke for sent.