“Du bygger rede.”

Er det dét, man kalder det, når man konstant bekymrer sig om, om lejligheden nu også er helt klar og perfekt til, at babyen lander? På trods af, at man har anskaffet sig alt det nødvendige, og egentlig bare mangler babyen? (og at komme af med alt det gejl, man har samlet sammen til henholdsvis Reden, Ventilen, Pigeklubben, og Svalerne?) (Sidstnævnte kan streges af listen; Chuck og jeg var dernede weekenden, hvor jeg efterfølgende belønnede hans slid med en iskaffe og et stykke brownie på the Laundromat).

Før jeg blev gravid følte jeg egentlig, at jeg havde meget godt styr på de fysiske forandringer, der hører med til en graviditet. Kvalme, strækmærker, plukkeveer, ligamentsmerter, rygsmerter, bækkensmerter, forstoppelse, hæmorider, osv. – all that good stuff. Selvfølgelig er det noget andet, når man er i det, men der er ikke noget af det, jeg har oplevet, som som sådan har overrasket mig.

Til gengæld er jeg godt nok blevet chokeret over, hvor meget det har påvirket min psyke. Og selv, når man ved, at det er graviditeten, der er kernen til miseren, er det ikke noget, man bare lige kan pakke væk som noget irrationelt og lettere bizart.

Ligesom med madcravings, der kan være så intense, at man kan bruge flere timer på at rase over, at der er én, der har spist de sidste stykker skinke og emmentaler (når det var det eneste, man fucking kunne få ned!!!), er hjernen lige så intens, når der kommer til andre ting. Redebyggeri, for eksempel. Man bliver næsten ligesom de der ‘doomers’, som er overbevist om, at dommedag står for døren, og at det derfor er nødvendigt med ekstreme forberedelser, når nu, man har begrænset med tid til at samle bl.a. konserves, vand, og toiletpapir. Og nej, jeg sammenligner selvfølgelig ikke min fødsel med dommedag, men det bliver nok vigtigt at være stocket up på toiletpapir.

I forbindelse med, at jeg har skullet gøre klar til baby, er der også opstået et brændende ønske om, at give vores lejlighed et ansigtsløft. F.eks. har jeg pludselig haft lyst til at implementere flere farver, end blot hvid og pastel. Farver, der løfter sindet, og gør en glad af at kigge på. Gul, f.eks. En totalt undervurderet farve, hvis du spørger mig. Og hvorfor ikke bruge denne mulighed (og besættelses-drivkraft) til endelig at få gjort noget ved alle de ting, der har generet mig/stået på min to-do liste i flere år?

Det viser sig, at der er meget, jeg gerne vil have lavet om. Heldigvis har jeg haft bebsens fairy grandmother (aka min dejlige mor) til at hjælpe mig med at organisere mine tanker og idéer, så de er gået fra årsager til meltdowns til overskuelige projekter. Og hvor har jeg dog fået gjort meget, og hvor har det dog ført til en masse ro i sindet.

For mig, har denne rededebygger-fase næsten været en besættelse. Der.må.ikke.mangle.noget. Der må ikke være ufærdige projekter eller tanker, der ikke er blevet tænkt til ende. Alting skal gøres NU – ikke senere, ikke i morgen, ikke i næste uge. NU! Jeg tør ikke engang tænke på, hvor mange timer, jeg har brugt på IKEA-appen, Jysk, H&M Home, DBA samt hundredevis af hjemmesider, der sælger plakater, for det er da nu, man skal lave den der billedvæg, ik’? Den billedvæg, man aldrig vidste, man ville have, før det pludselig er det eneste, man vil have. Og hvad med nye pyntepuder? Og service uden skår i kanten?

Det har føltes lidt som en midlertidig psykose, som formentlig aftager, når bebsen kommer ud, og alt andet forhåbentlig virker sekundært og ligegyldigt. Forhåbentlig.