Følg:
Kronisk sygdom

Tanker fra en tidligere sommerfan

Sommeren står for døren. Vi har allerede haft nogle varme dage, som smagte lidt af alt dét, vi har i vente. Det er så sjovt at se, hvor hungrende vi alle er for at få noget varme og noget solskin. Temperaturene skal blot nå de 20 grader, og så er der ellers dømt bare overkroppe og Piña Colada for alle pengene.

Jeg elsker den danske sommer, det gør jeg virkelig. Måske sidder det i mig, fordi jeg er sommerbarn. Eller måske sidder kærligheden for sommeren i de fleste af os danskere, fordi vi en stor del af året må finde os i regn, mørke, og kulde – som selvfølgelig også har sin charme. Eller noget.

Islatte Liseleje

Man kan vist roligt sige, at vi havde en helt igennem fantastisk sommer sidste år, rent temperaturmæssigt. Jeg var lige ved at bruge ordet ‘upåklagelig’, men det blev sgu lige lovligt varmt engang imellem – ihvertfald for min uhærdede skandinaviske krop. Derudover tog varmen langsomt livet af dele af vores flora og fauna, og det var mindre rart at se på.

Sommeren ’18 var den første sommer i mange år, hvor jeg ikke har oplevet det såkaldte ‘chub rub’. Det har ellers været et stort problem for mig i de forgængne år, og jeg har været tvunget til at bruge henholdsvis strømpebukser og cykelshorts. Det var imidlertid ikke tilfældet sidste år, da mit vægttab gjorde det muligt for mig at gå med bare ben – og smide de uchikke cykelshorts. Jeg købte tonsvis af løse kjoler fra H&M, og boede i dem henover hele sommeren. Det føltes som indbegrebet af frihed, at kunne mærke sommerbrisen under kjolen, og det var så dejligt bare at kunne smide noget over hoved, og så afsti afsted ud i den store verden.

Sarmientobandager skinneben

Det gjorde så også bare, at der var frit udsyn til mine sarmientobandager (plastikskinner) på benene, som har været en fast accessory siden 2010, da jeg fik indopereret metalskinner, der skulle hjælpe mine knoglebrud til at hele. De beskytter mine skinneben fra yderligere brud, og støtter godt op om knoglen. Det giver mig både fysisk og psykisk tryghed at vide, at mine ben (som har været brækket utallige gange) er beskyttet til enhver tid, og jeg har fået strenge instrukser fra ortopæderne om at iføre mig dem hver dag. No ifs, ands, or buts about it.

Jeg har for længe siden forliget mig med dem – også selvom det til tider kan være varmt og besværligt at skulle tage dem af og på. For mig er det et livsvilkår på linje med mange af de andre ting, jeg døjer med, som følge af mine handicaps. Hvis der er noget, jeg har lært, så er det, at man kan vænne sig til rigtigt meget, hvis man er nødt til det.

Sofie med solbriller

Jeg er vant til at blive kigget på en ekstra gang på åben gade, men jeg var godt nok overrasket over, hvor meget opmærksomhed, jeg modtog pga. de benskinner. Jeg har så mange eksempler, at jeg kunne skrive et kapitel til en bog, men nogle gloede så meget, at de var ved at gå ind i lygtepæle – så ekstremt var det. Flere grinede og pegede; andre var mere “subtile” og gav deres ven en blød albue i siden for at få deres opmærksomhed, og nikkede derefter hen imod mig. Knap så subtilt, egentlig.

Lifeguard Liseleje Strand

I begyndelsen kunne jeg tage det, men da det efterhånden blev hverdagskost, begyndte jeg at bande sommeren langt væk. Jeg glædede mig til igen at kunne iføre mig lange bukser/strømpebukser, udelukkende for at slippe for den uønskede opmærksomhed. Det blev sværere og sværere at ignorere, og jeg begyndte at skamme mig over mine skinner, som jo efterhånden er blevet en del af mig. De er jo en forudsætning for, at jeg overhovedet kan komme rundt.

Selvom jeg godt kunne regne ud, at mine benskinner ville tiltrække en vis grad af opmærksomhed, havde jeg ikke regnet med, at det ville være slemt. Mine benskinner er selvfølgelig et sjældnere syn end fx. legemer i gips eller folk i kørestole, men de er jo tydeligvis et medicinsk hjælpemiddel – og er det kutyme at grine af det?

Shadow silhouette

Mine erfaringer fra sidste år gør, at jeg gruer jeg for denne sommer, og har gjort det lige siden sidste år. Det plejede ellers at være min yndlingsårstid, men den glæde er jeg blevet frarøvet, og nu skal jeg bruge en masse mental energi på at lave en slagplan for, hvordan jeg skal tackle denne sommers klaphatte.

Jeg skal jo ud, ik’? Ud at få lidt af naturens D-vitamin og knastørt sommerhår – holde mig hydreret med diverse kolde sommerdrikke, med og uden koffein. Ligesom alle andre skal jeg have ladet min batterier op, så jeg kan klare resten af året.

Derudover er det jo min sidste sommer som ikke-mor. Der kan jo ikke nytte noget, at jeg sidder indenfor og gemmer mig – jeg har jo et liv, der skal leves. Det er bare ærgerligt, at min ret til at leve mit liv sommetider kommer med så mange omkostninger. Det koster altid mere for mig, at gøre fuldkommen normale ting, men sådan er det desværre for mange af os med ekstra udfordringer – os minoriteter. Vi betaler en dyrere pris for billetten + et ekstra tillæg + underskriver en kontrakt, der siger, at vi skal være villige til at finde os i hvad som helst. Og så må vi godt være med. Måske.

Jeg vil prøve mit bedste på at nyde sommeren, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke har mine bekymringer. Jeg arbejder på at kunne sige “fuck det” og “fuck dem”, men det er en længere process. Det kræver en god portion selvtillid og selvværd at kunne holde hovedet højt i sådanne situationer. Tag det fra én, som har oplevet det hele livet igennem, og som stadigvæk bliver lige paf hver gang.

Måske skal dette være mit mål for mit første år i mine tredivere: at blive mindre obs på andres reaktioner på mig, og mere obs på dét, der giver mig lykke. Lyder det ikke godt? Det burde vi nok allesammen stile efter – små skridt i den rigtige retning.

Share on
Previous Post Next Post

No Comments

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.