Halløj allesammen og glædelig (bag)jul!
Nå. Let’s get to it.
For elleve dage siden gled jeg i badet og brækkede min højre lårbensknogle i to.
Min mor var på besøg og på vej ud af døren, da jeg liiige ville skynde mig at tage et hurtigt brusebad, før hun gik. Det ville jeg nemlig ikke føle mig tryg ved, hvis jeg var alene med Ellinor, hvilket jeg ville jeg have været, da Chuck var taget til New York klokken kvart i kvalme om morgenen.
Jeg havde lige tømt en halv flaske conditioner i mit hår, da jeg gled og faldt ned i havfruestilling, til lyden af min lårbensknogle, der knækkede midt over. Det skete så pludseligt og gik så hurtigt, og jeg vidste med det samme, at den var gal. Jeg har alligevel følt netop denne følelse 30+ gange efterhånden.
Min mor ringede 1813, og det krævede 3 mennesker at få mig hevet op af badekarret. Det eneste, jeg kunne tænke på, var Ellinor. “Jamen, jeg har et lille barn,” sagde jeg. “Ja, jeg ved det godt, men vi bliver nødt til at tage os af dig,” svarede en af Falck-redderne. Rationelt gav det mening, men følelsesmæssigt gav det ingen mening. Adskillelsen.
Jeg blev kørt til skadestuen, kun iført én af Chucks t-shirts og med drivvådt hår fuld af conditioner. Alt, hvad der skete derefter, er egentlig underordnet, men jeg er endnu en gang blevet bekræftet i, at vores sygehusvæsen er røv og nøgler. Lad os sige det sådan. Og så er jeg blevet en metalskinne rigere. “Nu kan du aldrig brække dén knogle igen,” sagde kirurgen stolt, og jeg håber så inderligt, at han har ret.
Som spillede jeg hovedrollen i en sødladen amerikansk julefilm, blev jeg udskrevet juleaften. Det havde jeg kæmpet hårdt for – ikke fordi det var jul, men fordi ethvert sekund væk fra Ellinor var et sekund for meget, og som jeg så det, kunne jeg lige så godt ligge derhjemme og have ondt. Det var de heldigvis helt enige i, de kloge, og sådan gik det altså til, at jeg juleaften kunne mæske mig i fedt og sukker og Ellinor-møs, efter at have tilbragt næsten en uge i et smertehelvede. Åh, hvor har jeg dog savnet hendes små fyldige lårbasser.
Og hvad så nu? Jo, min mor er mere eller mindre flyttet ind hos mig og Ellinor, og er mine ben og arme. Jeg gør alt, hvad jeg kan, for fortsat at være “moderen”, også selvom jeg pt. er så godt som lænket til sofaen. Men jeg gør, hvad jeg kan, for at kompensere for f.eks. ikke at kunne gå rundt med hende eller danse med hende, ved at lade hende tage sine lure på mig. Det har jeg nu altid gjort, men det synes ekstra vigtigt, når nu, vi (midlertidigt) har måttet give køb på andre ting. Alligevel nager den dårlige samvittighed hele tiden.
Jeg gør alt, hvad jeg kan, for at træne mit ben, og hopper rundt på krykker, så godt, som jeg nu kan. Det er jeg heldigvis rigtig god til. Det spænder og værker i benet, men jeg SKAL på benene igen, og det kan kun gå for langsomt. Jeg savner vores barnevognsture og følelsen af frihed. Jeg er virkelig dårlig til at være hjælpeløs og pacificeret, hvilket er lidt uheldigt, når nu jeg hvert sekund kan brække stort og småt. De to ting harmonerer ikke ret godt sammen.
Men jeg havde en skøn juleaften, det havde jeg altså. Det er så dejligt at være hjemme igen, også selvom mit liv er væsentligt anderledes nu, end det var for elleve dage siden. Det betyder også, at alle de babyrelaterede aktiviteter, som jeg havde planlagt for de næste par måneder, er sat på standby. Jeg kan simpelthen ikke danse baby-lanciers lige nu. Vi kører noget “Åh Abe!” og tumlen på legetæppet i stedet for, tror jeg. Hende, ikke mig.
Må I have en strålende nytårsaften og et fantastisk 2020. Jeg er ihvertfald håbefuld.
Av altså – god bedring. Godt julen var god, håber du ligeledes kom godt ind i det nye år 🙂