Følg:
Graviditet, Hverdagsglimt

Den pludselige lykkefølelse

Palme Østerbrogade

Advarsel: Dette indlæg holder sukkersøde klichéer, som kan virke stødende for nogen.

Da jeg langsomt vraltede ned ad af Østerbrogade i forgårs, blev jeg pludselig ramt af en ekstrem lykkefølelse. Eufori kan man vel næsten kalde det. Den kom bare lige pludselig til mig, lykken: en varm og boblende fornemmelse, der spredte sig gennem hele kroppen.

Det var overvældende. Det er længe siden, at jeg har haft det sådan – set så lyst på tingene, og været så overbevist om, at alting nok skulle gå. Hvor jeg ellers sommetider kan blive ramt af en panikfølelse ved tanken om det enorme ansvar, jeg er i færd med at påtage mig, følte jeg nu kun en ophøjet ro. Jeg vidste godt, at det ikke ville vare ved, for alle følelser og tilstande er midlertidige – og det ville være underligt, hvis al angst og bekymring pludselig forsvandt permanent som dug for solen.

Men lige der, var der kun mig, omsvøbet af en boble af optimisme, ydmyghed, og taknemmelighed.

Jeg kiggede på mig selv i de mange butiksruder på Østerbrogade – maven først og så lille mig haltende bagefter – og det var, som om jeg for første gang rigtigt så mig selv, som jeg ser ud lige nu. Det er ikke, fordi jeg ikke kigger mig i spejlet derhjemme – tværtimod – men det er stadigvæk så uvirkeligt for mig, det hele. Men der var jeg altså – lille og rund – med en beskyttende hånd hvilende på maven. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg først begyndte at skærme/beskytte min mave på åben gade. Det skete bare. Det er ikke en bevidst handling, eller noget, jeg overhovedet tænker over. Det er noget helt instinktivt, tror jeg.

Lykken bragte også en følelse af stolthed med sig. En stolthed over, at have fulgt mit hjerte, og over at have ladet drømmene sejre over bekymringerne. På trods af mine udfordringer, er jeg ved at gro et lille menneske. Et menneske, som (hvis man tror på den slags) har valgt mig – mig – til at passe på det, elske det, vejlede det, og holde det i hånden gennem hele livet. Det kom i det øjeblik, jeg kaldte – i allerførste forsøg – og måske vi begge to gik og ventede på hinanden; ventede på, at alting kom i orden, og på at vi begge var klar. En simultan (og nødvendig) modningsproces.

Café Latte Espresso House

Nu er der omtrent tre måneder til, at vi mødes for første gang. Tiden er spurtet afsted. Det har taget min krop mange år at hele diverse knoglebrud, men blot 9 måneder at skabe et andet menneske. For én gangs skyld synes min krop at vide præcis, hvad den skal gøre.

Måske skulle jeg tage at være sødere ved den.

Share on
Previous Post Next Post

Relateret

No Comments

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.