Følg:
Hverdagsglimt

30’ernes første “det her sker kun for mig” anekdote

ECCO FLASH Beige

I år var Chucks fødselsdagsgave til mig et par nye sandaler fra ECCO. Vi tog ind i butikken på Købmagergade på min fødselsdag, hvor jeg fandt et par, som levede fuldkommen op til mine behov, og som samtidig – efter min mening – var mega pæne. Desværre havde de dem ikke min størrelse i den ønskede farve, så ekspedienten bestilte et par til mig fra deres lager, som så skulle ankomme inden for en uges tid.

Da jeg fik SMS’en om, at nu var de ankommet, tog jeg glad og fro ind i butikken. Jeg skulle selvfølgelig prøve dem på endnu en gang, bare for at være sikker på, at de sad, som de skulle; at mine fødder ikke var vokset i bredde og længde på én uge.

Til min glæde og lykke var de (stadig) som skabt til min lille fod. No funny business.

“ÅH, hvor er jeg glad for dem!” nåede jeg lige akkurat at sige til den søde salgsekspedient, inden en af mine store vabler fra min gamle ubehagelige ballerinaer eksploderede under remmen, og det pludselig fossede ud med blod.

På min nye 850 kroners sandal.

OTTEHUNDREDEOGHALVTREDSKRONER.

Det var i første omgang min mor, der opdagede det, da jeg var travlt optaget med at takke salgsekspedienten (som havde hjulpet mig med at finde dem, da jeg sidst var derinde) for hendes hjælp, og for at få mig til at gå en størrelse ned.

Det blev kun værre, da jeg prøvede at tage sandalen af, og da jeg endelig fik den af, stod jeg med en totalt blodig sandal, som jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre med. Jeg blev totalt befippet, så jeg blev bare ved med at undskylde over for salgsekspedienten over, at jeg allerede havde ødelagt min egen sko. “Jeg henter lige noget plaster,” sagde hun, og vendte tilbage efter maks fem sekunder, hvor vi blev enige om, at det nok var bedst at plastre alle mine vabler til, når nu, vi var i gang.

“Jeg prøver at se, om jeg kan fjerne blodet – det skal nemlig helst fjernes med det samme,” sagde hun, og forsvandt om bag disken med min sandal. Jeg blev siddende på lædderpuffen, fuldt forberedt på, at måtte hjem og lave noget rødt tie-dye på den anden, så sandalerne i det mindste kunne matche.

“Sårh. Det lykkedes mig at få det hele af,” sagde ekspedienten, da hun vendte tilbage med en fuldstændig ren sandal. Alle spor efter katastrofen var forsvundet, og de var så gode som nye. Jeg takkede hende sådan omtrent en milliard gange, efterfulgt af: “Det var virkelig sødt af dig.”

“Hvis du stadigvæk gerne vil have sandalerne, vil jeg lige fortælle dig, hvordan du holder dem rene og i god stand,” sagde hun så. Hvortil jeg tabte både næse og mund. HVIS? Man kan da ikke komme ind og bløde voldsomt udover en sko, som man forresten har fået bestilt hjem, og så sige, “Øh, nej tak. Jeg foretrækker at forlade butikken med et par sko, som ikke allerede på forhånd indeholder mikroskopiske spor af mine egne kropsvæsker.” Det havde slet ikke faldet mig ind, specielt når nu jeg lige havde ytret, hvor glad, jeg var for dem.

Jeg forsikrede hende om, at jeg fortsat meget gerne ville have dem, og tog imod det lille foredrag om bl.a. rens, som nu syntes mere relevant end nogensinde. Og jo, jeg købte en flaske rensemiddel med! Jeg stoler ikke et sekund på de vabler, der.

Og det var sådan, jeg endte op med et par nye sandaler, en (endnu) dybere kærlighed til ECCO, og endnu et tåkrummende minde til historiebøgerne.

FRAKLIP:

ECCO Flash Beige
ECCO Flash Beige
ECCO FLASH Beige

Share on
Previous Post Next Post

Relateret

No Comments

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.