Følg:
    Graviditet, Hverdagsglimt
    Den pludselige lykkefølelse
    Palme Østerbrogade

    Advarsel: Dette indlæg holder sukkersøde klichéer, som kan virke stødende for nogen.

    Da jeg langsomt vraltede ned ad af Østerbrogade i forgårs, blev jeg pludselig ramt af en ekstrem lykkefølelse. Eufori kan man vel næsten kalde det. Den kom bare lige pludselig til mig, lykken: en varm og boblende fornemmelse, der spredte sig gennem hele kroppen.

    Det var overvældende. Det er længe siden, at jeg har haft det sådan – set så lyst på tingene, og været så overbevist om, at alting nok skulle gå. Hvor jeg ellers sommetider kan blive ramt af en panikfølelse ved tanken om det enorme ansvar, jeg er i færd med at påtage mig, følte jeg nu kun en ophøjet ro. Jeg vidste godt, at det ikke ville vare ved, for alle følelser og tilstande er midlertidige – og det ville være underligt, hvis al angst og bekymring pludselig forsvandt permanent som dug for solen.

    Men lige der, var der kun mig, omsvøbet af en boble af optimisme, ydmyghed, og taknemmelighed.

    Jeg kiggede på mig selv i de mange butiksruder på Østerbrogade – maven først og så lille mig haltende bagefter – og det var, som om jeg for første gang rigtigt så mig selv, som jeg ser ud lige nu. Det er ikke, fordi jeg ikke kigger mig i spejlet derhjemme – tværtimod – men det er stadigvæk så uvirkeligt for mig, det hele. Men der var jeg altså – lille og rund – med en beskyttende hånd hvilende på maven. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg først begyndte at skærme/beskytte min mave på åben gade. Det skete bare. Det er ikke en bevidst handling, eller noget, jeg overhovedet tænker over. Det er noget helt instinktivt, tror jeg.

    Lykken bragte også en følelse af stolthed med sig. En stolthed over, at have fulgt mit hjerte, og over at have ladet drømmene sejre over bekymringerne. På trods af mine udfordringer, er jeg ved at gro et lille menneske. Et menneske, som (hvis man tror på den slags) har valgt mig – mig – til at passe på det, elske det, vejlede det, og holde det i hånden gennem hele livet. Det kom i det øjeblik, jeg kaldte – i allerførste forsøg – og måske vi begge to gik og ventede på hinanden; ventede på, at alting kom i orden, og på at vi begge var klar. En simultan (og nødvendig) modningsproces.

    Café Latte Espresso House

    Nu er der omtrent tre måneder til, at vi mødes for første gang. Tiden er spurtet afsted. Det har taget min krop mange år at hele diverse knoglebrud, men blot 9 måneder at skabe et andet menneske. For én gangs skyld synes min krop at vide præcis, hvad den skal gøre.

    Måske skulle jeg tage at være sødere ved den.

    Livet
    Simply Sofie, eller The Blogger Formerly Known as Strike a Prose

    Velkommen til Simply Sofie: min nye blogbaby. Mit liv har taget en180 graders drejning i løbet af det sidste halve år, og jeg havde brug for en forandring – en simplificering af mit lille stykke støv i blogosfæren. Både i forhold til blognavn, design, men også i forhold til organisering af indhold. Jeg var ikke direkte inspiret af Marie Kondo, men jeg kunne mærke, at den gamle blog ikke “sparkede joy” for mig mere – og jeg ville ikke kunne vende skuden. Det var simpelthen for sent. Den hang mig langt ud af halsen.

    Det føles godt, at have mit navn som en del af bloggens webadresse. Jeg er godt klar over, at det nye navn ikke er det mest originale navn i verden, men det føles altså rigtigt – helt dernede i mavsen. 

    (Og så er jeg tvilling i stjernetegn, og vi er rigtigt gode til at starte projekter, som vi ikke afslutter – men det taler vi ikke om.)

    Jeg er faktisk ret stolt af meget af det, jeg nåede at udgive på SAP. Jeg gjorde mig umage for at give en nogenlunde underholdende læseoplevelse, og jeg vil fortsætte på samme måde – bare oftere og mere regelmæssigt. Indholdet vil være varieret, da jeg (host) har fået en del mere at skrive om, og desuden føler, at jeg er i gang med en massiv personlig udvikling. Det er ikke en “rejse” på den der tåkrummende X-Factor-agtige måde, men en organisk proces (helt uden Thomas Blachmann), som falder på et meget naturligt tidspunkt i mit liv (host, 30’erne står for døren, host).  

    Så hvad kan man forvente at finde her hos mig?

    – Regelmæssige indlæg (satser på ca. tre om ugen, medmindre der sker noget uforudset #kronisksygdom #graviditet) af varierende længde

    – Emner over hele spektret, dvs. alt mellem himmel og jord: hverdagsglimt, strøtanker, anmeldelser, debatindlæg, føljetoner, studieindlæg, tips og tricks, livet med kronisk sygdom, livet som kronisk overtænker, og livet som førstegangsgravid/førstegangsmor. Jeg er nemlig på 25. uge i gang med at producere et lille menneske, som pt. sparker på livet løs. Derudover er jeg også i gang med den famøse redebygger-fase, hvor jeg har lyst til at give hele mit hjem en ordentlig omgang. 

    – Ærlighed og en upoleret facade

    – Bandeord

    – En god portion humor og selvironi 

    Hvad kan man ikke (umiddelbart) forvente at finde hos mig?

    – Billeder i spejlrefleks-kvalitet. Sorry!

    – Billeder af min kommende baby (bortset fra nuttede fødder og hænder), efter aftale med Chuck.

    – Pæne madbilleder. Min mad er ALDRIG pæn.