Glædelig lørdag! I morgen forlader vi vinteren og træder ind i foråret. Ellinors første forår. Jeg har altid tænkt på foråret som værende opvarmning til sæsonernes superstjerne, sommeren, men foråret kan altså også noget.

Lige nu er Sebastian vores jam herhjemme – can you tell? Jeg prøver at udsætte Ellinor for så mange musikalske smagsindtryk som muligt, men gangsta-rappen må jeg overlade til min mor at introducere hende for.

I lørdags lyttede vi til Aqua og Elton John, og søndag streamede jeg Det kongelige teaters opsætning af Romeo og Julie-balletten med musik komponeret af Prokofjev. Da jeg var barn havde vi balletten på VHS (så gammel er jeg), og jeg elskede, når den blev sat på. Musikken talte virkelig til mit lille dramatiske hjerte – især stykket til scenen, hvor Julies mor finder Tybalt og bryder fuldkommen sammen over hans lig, og derefter må slæbes væk af sin mand (som formentlig synes det er lidt pinligt, at hans kone (så offentligt) har the hots on for sin nevø). Det var de helt store følelser, der kom i spil der, og jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg som barn genopførte netop denne scene aldeles alene imens jeg samtidig(!) stod for baggrundsmusikken. Jeg var i sandhed et multitaskende multitalent.

Anyway. Hvis du spørger mig, er det ikke et øjeblik for tidligt for Ellinor at komme i kontakt med sin indre dramaqueen. Hun er ihvertfald allerede godt i gang med at udvikle lidt af et iltert temperament. Som mor er jeg bange, men som kvinde kan jeg kun sige YAS QUEEN! WORK IT!

I det hele taget er det sjovt at se hendes personlighed titte frem. Forleden nat, da jeg i nattens mulm og mørke var blevet vækket for 10. gang af en mund, der manglede en sut, kom jeg til at tænke på, at Ellinor jo er sit eget menneske. Jeg ved godt, at det lyder fuldkommen åndssvagt – selvfølgelig er hun det! Ding dong, Sofie. Men lige nu er hun jo min. Mit ansvar. Hun er, hvor jeg er, og omvendt. Det er ikke engang syv måneder siden, at hun kom ud af mig, og vi vil i lang, lang tid være en forlængelse af hinanden, og altid være forbundet af en usynlig navlestreng.

Men hun er blot til låns, og jeg gav hende blot liv. Giver det mening? Hendes rejse gennem livet er allerede begyndt, og barndomsdelen er så ufattelig kort.

Nå, måske er det morfinen, der taler, men man kan hurtigt blive filosofisk og sentimental, når man bliver ufrivilligt vækket (igen og igen og igen) klokken kvart-i-kvalme om natten. Du skulle prøve det, hvis du er interesseret i at udforske forskellige former for tortur.

I dag har vi lige præcis nul planer. Det er måske ikke så mærkeligt, når jeg er så immobil, som jeg er. Jeg tænker, at det bliver en dag på legetæppet med rulletræning, og så måske, MÅSKE, en tur (på krykker, naturligvis) over gaden til bageri Det rene brød. Det vil være hårdt for mit ben, men vil alligevel give overskud på energikontoen, tror jeg.

Hvad har I af planer?