Sidste tirsdag var lille E og jeg til babysalmesang for første gang i vores lokale kirke. Det var en blandet fornøjelse. Præsten var fantastisk – vældig engageret og nærværende – men mit indtryk af de øvrige forældre (som gruppe), var, at de havde nok i sig selv. Der var vist flere af dem, der havde været igennem forløbet før, muligvis med hinanden, eller også gik de i mødregruppe sammen. Ihvertfald var det som at ankomme til en fest, hvor man godt nok var inviteret, men hvor ingen havde noget imod/opdagede, hvis man gik med det samme igen. Faktisk var man måske endda lidt et forstyrrende element?
Åh, hvor jeg kender den følelse, og hvor har jeg haft den mange gange før – specielt i studiemæssige sammenhænge og påtvunget gruppearbejde. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange, jeg har følt mig usynlig og uønsket – eller hvor mange gange, jeg har følt mig forkert og anderledes-tænkende. Det er et scenarie, der synes at forfølge mig, hvorend jeg bevæger mig hen. Det er latterligt, hvor få gode sociale oplevelser, jeg har haft, siden jeg trodsede min socialfobi for snart ti år siden og startede på et studie. Hold kæft, hvor har det været ringe, altså. Pinligt ringe.
Min yngste søster er 13 år gammel, og befinder sig derfor lige midt i suppen af intriger, drama, mobning, ensomhed, splitting, osv. Alt dét, vi tror hører den alder til. Det er noget, man skal deale med i en begrænset periode af éns liv, og qua tidens gang ender man til sidst et meget bedre sted, hvor alle er voksne og modne og rare og inkluderende. Jeg har ofte lyst til at fortælle hende, at det “bliver bedre”, at man bare lige skal ud på den anden side, og så kan alt det teenagefnidderi ellers parkeres i fortidens p-kælder. Bum. Men det er jo løgn, ik’?
Jeg bliver gang på gang chokeret over den mangel på social ansvarsfølelse, som jeg oplever blandt voksne mennesker. De/vi er børn med rynker. Hverken mere eller mindre.
Men jeg er også selv faldet i fælden. Jeg krymper mig stadigvæk over, hvordan jeg lod to nye elever stå totalt alene, fordi jeg (for engangs skyld) havde mit på det tørre. Og der var jeg altså 22 år gammel, og vi befandt os på en uddannelsesinstitution for voksne. Jeg blev senere tætte venner med én af dem, som på et tidspunkt fortalte mig, hvor ubehageligt det havde været at stå der, ny, uden for fællesskabet, hvor ingen syntes at have lyst til/behov for at sige: “Hej. Velkommen til. Hvor er det hyggeligt at møde dig.” Med andre ord: Der er plads til dig her. Jeg gjorde det heller ikke, på trods af, at jeg egentlig vidste bedre. På trods af, at jeg selv havde befundet mig i den situation flere gange. Men jeg tror, at jeg var så lettet over for engangs skyld at være en del af “de originale”, hvor jeg ellers ofte har måttet komme og gå midt i det hele.
Så, jo, det er lidt komplekst, alt det med gruppedynamik og de processer, der forekommer, i mødet med andre mennesker (og dermed mødet med “sig selv”, eller den identitet, andre forsøger at pådutte én). Men det er sgu også ret simpelt: opfør dig ordentligt. Behandl andre, som du gerne selv vil behandles. Forvent mere af dig selv.
Det er sgu ikke så svært igen.
Men, det var fandeme dårlig stil af mig, og jeg tager det på min kappe. Not one of my proudest moments, og egentlig meget ulig mig. Som barn følte jeg et enormt socialt ansvar, men det var svært rigtigt at indfri det, da jeg stod udenfor gruppen, og derfor ikke havde meget at tilbyde. Min accept var ikke lig med gruppens accept. Alligevel oplevede jeg ofte, at de hurtigt fik “overhalet mig” – at de blev accepteret, hvor jeg så igen stod alene.
Og det var SÅ pinefuldt.
Nu er jeg voksen, og har heldigvis flere tætte relationer, hvor jeg føler mig anerkendt, påskønnet, særlig på den særligt gode måde. Af samme grund bliver jeg ikke såret, når jeg sidder blandt en gruppe forældre, som nærmest ikke anerkender min tilstedeværelse. Jeg bliver forarget, når jeg sidder til kaffe og brød mellem to mennesker, der begge vender sig om mod deres anden sidemand og jeg derfor sidder som bøffen mellem to rygge i en fucking dysfunktionel sandwich. Jeg kan godt få ondt i maven, da det trigger nogle gamle følelser, men mest af alt er det bare pinligt. Men ikke for mig.
Needless to say: Jeg finder et andet babysalmesang-hold, for der er en myriade af hold at vælge imellem her på Østerbro. Babysalmesang er åbenbart the shit. Selvfølgelig kommer E’s behov først, og hvis der ikke var andre muligheder, havde jeg formentlig sucket det up, udvist udholdenhed, og fortsat for hendes skyld. Men sådan hænger verden heldigvis ikke sammen. Derudover tror jeg fuldt og fast på, at babyer og børn generelt kan fornemme, hvis deres forældre føler sig angst eller ukomfortabel i en given situation, og jeg ved ikke, om jeg vil kunne skjule, at jeg føler mig dårligt tilpas i dén forsamling. Det er nok meget at bede mig selv om.
Desuden er udholdenhed jo ikke altid positivt. Nogle gange er det faktisk lidt halv-selvdestruktivt. Er det at sætte et godt eksempel, at jeg vælger at lide unødigt, så jeg kan bevise for mig selv, at det kan jeg godt? Det har jeg gjort SÅ mange gange før, af nød, pres, mangel på alternativer. Og der kan jeg måske være stolt af mig selv. Men her er det bare unødvendigt selvpineri.
Situationen var både velkendt og ny. Velkendt, fordi jeg af flere omgange er blevet placeret i gruppesituationer, hvor jeg har følt mig uønsket og nærmest usynlig – som regel i studiemæssige sammenhænge. Ny, fordi jeg denne gang havde opsøgt dette sociale fællesskab udelukkende for min datters skyld, og derfor selv må træde et skridt tilbage og sige: Det kan godt være, at jeg ikke følte mig godt tilpas i selskabet med de øvrige voksne, men hvad med min datter? Hvis det er godt og givende for hende, burde det så ikke trumfe alt andet?
Det vender jeg tilbage til.
Det gode ved situationen var, at jeg fik bevist for mig selv, hvor langt jeg er kommet ift. min måde at opfatte situationer på. Jeg var mere vred og forarget end såret. For allerførste gang, havde jeg virkelig en klar følelse af, at det ikke havde noget med mig at gøre. At det havde været det samme, uanset hvem der måtte være trådt ind i det rum. Og det var så RART, at kunne komme til den konklusion og så så hurtigt. Jo, jeg fik trigget nogle gamle følelser, men samtidig føltes det hele så absurd, at jeg ikke rigtigt kunne tage det ind.
Jeg har de sidste par ugers tid haft overskud nok til at kunne konfrontere nogle af de ting, jeg finder angstprovokerende og grænseoverskridende. F.eks. har jeg været ekstremt bange for at E har skullet vågne, når vi har været ude, for hvad, hvis hun blev fuldkommen utrøstelig? Det er aldrig sket før (eller, jo, det er det, men det var en begynderfejl, hvor jeg ikke var klar over, at hun var sulten), men hvad nu hvis? Én gang skal jo være den første. Men min angst smitter jo af på hende – det kan hun, selvom hun kun er 3 måneder gammel, mærke. Eller, det tænker jeg ihvertfald, at hun kan. Tænk, hvis hun får en følelse af, at jeg helst vil have, at hun sover. At jeg er urolig og ængstelig, når hun er vågen. At dét, at være ude, er “farligt” og utrygt. Jeg ville være SÅ ked af, hvis det var de følelser, jeg som mor, gav hende, bare fordi jeg selv har nogle issues, jeg tydeligvis ikke har bearbejdet.
Og det er netop dér, hvor jeg tænker, at det er bedst for os begge, hvis vi finder et andet hold. For selvfølgelig skal hun have lov til at gå til babysalmesang, men uanset, hvor meget jeg forsøger at “fake” det, vil hun kunne mærke, at jeg ikke føler mig godt tilpas. Og hvorfor egentlig udsætte hende/mig/os for det, når der er tonsvis af kirker på Østerbro, der tilbyder netop denne aktivitet?
Næ, vi siger tak for sangen og hopper videre til det næste.
