Torsdag d. 7/11 fyldte Ellinor 3 måneder. Tænk, at hun kun har været her i 3 måneder – det fatter jeg simpelthen ikke. Det føles allerede så naturligt, som om jeg har gjort det altid. Madet hende, badet hende, skiftet hende, kysset hende, sunget hende i søvn. Holdt hende i min favn. Jo, jeg er vokset op med en del yngre søskende, men jeg var kun 9 1/2, da min yngste bror blev født, så det forklarer jo så ikke, hvorfor jeg får regelmæssigt deja-vu af, at have gjort alle de her babyrelaterede dagligdags-ting en million gange før.
Måske er det blot et instinkt, der er blevet vækket i mig. Noget, der lod vente på sig – ihvertfald mentalt – men som nu blomstrer på den allersmukkeste og naturligste måde. Det er endelig blevet forår inde i mig. Lyst, luftigt, og farverigt – ihvertfald for nu. Ihvertfald i dag. Det kan så hurtigt skifte. Men det er jo livet, ikke? Op- og nedture. Især, når man bliver smidt hovedkuls ind i en ny tilværelse, som man på ingen måde kan forberede sig på.
Det er simpelthen ulig noget andet. Man vil aldrig opleve noget tilsvarende. Det lyder voldsomt provokerenede, I know, og jeg er ikke blevet én af dem, der hårdnakket påstår, at man ikke har levet, før man har fået børn. Det er ikke for alle, og vi alle vores egen vej her i livet, og ingen er bedre i stand til at vurdere, hvor den vej skal tage os hen, end os selv. Jeg kan bare sige, at for mig har det (indtil videre) været den vildeste, mest angstprovokerende oplevelse at blive mor, og jeg har svært ved at forestille mig noget andet, der kan trykke på så mange af mine knapper på samme tid.
Men nu til Ellinor aka det dejligste, skønneste, smukkeste, sødeste, sjoveste lille menneske på jorden, hvis altså du spørger mig. Nutti-alarm, som min søster ville sige.
“Man er ikke i tvivl om, hvem faderen er,” sagde en veninde for nyligt, og jeg må give hende ret. Ellinor ligner sin far helt vildt. Det er vist meget normalt i den første tid – noget med biologi og så videre. Derudover mener de flere i familien, at hun ligner dem. “Hun er virkelig smuk – hun ligner mig som lille,” sagde min far, da han så hende første gang. Må hun arve hans selvtillid.
Jeg synes selv, at hun ligner mig en anelse, når hun smiler.
Lige nu lader det også til, at hun har arvet sin fars temperament – eller mangel på samme. Hun er ihvertfald helt utrolig rolig, og pænt svær sådan rigtigt at pisse af. Hun er altid glad, når hun vågner – uanset, om luren har været lang eller kort. Af samme grund kalder jeg hende noget så originalt som “min glade morgenpige”, for hun lyser altid op i et kæmpe smil (med tungen ud og det hele), når man opdager, at dynen rør på sig, og så stikker sit grødhoved ned i barnevognen for at sige godmorgen. Uanset, om vi taler klokken kvart-i-kvalme eller hvad.
Lige nu sover hun så godt om natten, at jeg næsten ikke tør tale om det, med frygt for at jinxe det. Hun er gået fra at sove max halvanden time ad gangen, til, ja, jeg tør ikke at sige det højt. Jeg har altid haft held med at synge hende i søvn (om hun så er blevet ved med at sove er noget andet), og lige nu er Pia Raugs “Jeg vil male dagen blå” favoritten, som regel efterfulgt af “Langt ude i skoven lå et lille bjerg”. Sidstnævnte hænger mig efterhånden langt ud af halsen, men den er så tilpas røvsyg, at den er en sikker vinder. Derudover supplerer jeg sommetider med “Que Sera Sera”, som jeg har sunget for hende helt fra hun var spæd. Det vil altid være vores sang, også selvom den nu har måttet træde lidt i baggrunden til fordel for Pia Raug.
Hun elsker at kigge på køleskabet. Lige nu har vi kun nogle bogstavsmagneter i stærke farver på, og jeg går ud fra, at det er den skarpe kontrast mellem de farverige magneter og den skarpe hvide overflade, der begejstrer. Hun elsker også at se sig selv i spejlet, og smiler over hele hovedet, når konfronteret med sit eget spejlbillede. Monstro vi har en lille Instagram/Youtube-stjerne in-the-making? (Det håber jeg ikke). Hun har også opdaget sine hænder og jeg kan jævnligt høre hende sutte løs, når hun ligger vågen i barnevognen. Det lyder virkelig sjovt.
Hun har masser af dobbelthager og folder i lårene, og så har hun det fineste jordbærmærke på højre arm. Hendes hårfarve lige nu kan bedst beskrives som beige, men det har til tider også et rødligt skær, som jeg mener, det har haft fra starten. Jeg er stadigvæk så forundret over, at hun blev født med hår på hovedet, når nu, jeg selv var pilskaldet det første stykke tid.
Jeg er så glad for, at jeg nu er et sted, hvor jeg kan nyde at følge hendes udvikling. At jeg ikke blot er i overlevelses-mode hele tiden. At min angst for, at jeg skal gøre noget forkert/være utilstrækkelig/være årsag til, at hun ikke er dér, hvor hun skal være. Hun havde nogle dage for nyligt, hvor hun sov dårligt. Hvor jeg fik flashbacks til de første måneder, hvor jeg stortset ikke sov. “Er det mig? Er det min skyld? Er det fordi hun føler sig utryg?”, spurgte jeg jordemoderen, i forbindelse med Ellinors 3-måneders vacciner. (Svaret var nej – selvfølgelig nej). Og det vil nok være min første indskydelse i et stykke tid – at det har noget med mig at gøre. Men jeg har også altid været god til at slå mig selv oveni hovedet.
Nå, nok baby-gushing. Jeg håber, at I får en strålende søndag, som indtil videre tager sig rigtigt godt ud, jo. Jeg tænker gåtur i byen, jeg tænker kaffe, jeg tænker returning af en masse fail-ting, jeg fik købt i Søstrene Grene i mandags. Hvad er jeres planer?
